Druknet i had

Primitive Man - Immersion

Årets hidtil grimmeste album.

Titel
Immersion
Dato
14-08-2020
Label
Genre
Trackliste
1. - The Lifer
2. - Entity
3. - Menacing
4. - ∞
5. - Foul
6. - Consumption
Forfatter
Karakter
4

For folk, der interesserer sig for doom, er et af de mest gennemdiskuterede spørgsmål: “Hvad er det tungeste band”? Og svaret er Primitive Man. Det kan vi allerede løfte sløret for. Sunn O))), Electric Wizard, Eyehategod og de andre doomere må pænt stille sig bag i køen og smile høfligt, mens de slås om andenpladsen. For det fås ikke tungere, grimmere eller mere gruopvækkende end Primitive Mans sludgede og beskidte funeral doom. Det ændrer sig ikke på ‘Immersion’.

Flydende brutalitet
‘Immersion’ åbner, som genren dikterer, med en fæl omgang distortion. ‘The Lifer’ er isnende og tung og rammer lytteren både i hovedet og i maven. Den skærende støj rammer øverst, mens den knusende rumlen fra bassen går fysisk i kroppen. Det er velkendt for Primitive Man, og det er noget af det, der gør bandet til en ekstraordinær oplevelse live. Den buldrende lyd af JPC og ELM's strengeinstrumenter ligger så lavt i lydbilledet, at de nærmest omformes fra instrumentalisering til ren naturkraft.

‘Immersion’ består af seks numre, heraf et enkelt mellemspil, den mystisk navngivne ‘∞’, og generelt bør pladen opleves som helhed. De varierende tempo gør pladen til en iskold sø af had, du kan drukne i, og selv hvis du skulle blive lokket til at slappe lidt af i løbet af støjen, skal den dødsens alvorlige gravrøst fra ELM nok ruske dig tilbage i din tilstand af ubehag og snigende gru. Særligt grumme er de på den næsten hviskende ‘Entity’, der med sit lave tempo og sit frysende take på musikalske dødstrusler bygger oven på ‘The Lifer’s brutale start.

Primitive Man spiller ikke kun langsomt. De tør også trampe til, som på ‘Menacing’, der varierer mellem en tur i infernoet og dødsmarchen, der gik forud.

Særligt uhyggeligt bliver det dog på pladens afsluttende tredjedel, hvor ‘Foul’ og ‘Consumption’ venter med hver deres udgave af pinsel. Hvor ‘Foul’ er et helstøbt dødsdoommesterværk, lover ‘Consumption’ desværre mere, end den holder.

Tempoet bygges op, og der arbejdes mod et afsluttende højdepunkt, hvor alle tre instrumenter bygger oven på hinanden og stiger til vejrs som gas i en sump. Desværre kommer forløsningen ikke, og boblerne siver ud i den altomspændende miasma, fremfor at eksplodere og sætte lytteren fri.

Og det må være den overordnede kritik for ‘Immersion’. Den gør én ting, og det gør den fremragende. Alle, der har oplevet Primitive Man på scenen, har oplevet deres vedholdende og insisterende lydtortur og deres suverænitet udi fysisk og emotionel katarsis, og selvom ‘Immersion’ gør sit bedste for at give os somme oplevelse, opnås forløsningen ikke. Vi bliver ikke sat fri. Ligesom Sunn O)))’s senere shows får man en oplevelse af, at tyngden er til stede for tyngdens skyld og ikke bruges som redskab til at opnå noget mere, som på den eminente ep ‘Home Is Where the Hatred Is. Det er en skam, for det er edderbroderemig tungt.