Onkel Reje har lige taget 40.000 mennesker med sig i Helvede

Onkel Reje er børnenes heavyhelt og befinder sig konstant på grænsen af det acceptable. Devilution har mødt manden bag og fået lov til at bore lidt i kontroverser med kirken, med redaktører, og hvad ‘heavy’ egentlig betyder for ham.

Sidste år spillede Onkel Rejes Heavyband koncert i Amager Bio, og undertegnede havde hevet de to små med derind for at opleve heavy i børnehøjde. Det var en absolut fremragende oplevelse, og det, Mads Geertsen og Brian Lykke i skikkelse af Onkel Reje og hans tro makker Brille fremførte, var intet mindre end et pragteksempel på børnekultur, der respekterer sit publikum og tager dem alvorligt uden at tage sig selv for alvorligt.

Så det er med hvis ikke ærefrygt så i hvertfald en stor pose respekt, jeg tager turen til Amager for at tale med manden, der til daglig går under navnet Mads Geertsen. Og det er også Mads, jeg taler med. Det gibber nærmest i mig, da jeg banker på den åbne dør, og en helt almindelig og ikke spor brovtende stemme beder mig komme ind. Never meet your heroes.

Værre går det dog ikke, end at vi sætter os sammen med en kop nykværnet drypkaffe i Geertsens køkken, hvor børnene i huset har sat deres tydelige præg. Bamser og sminkedukker pryder køkkenbordet, og stemningen er god.

Hvem er du egentlig?
En præsentation må være på sin plads. Mads Geertsen har nemlig aldrig gjort noget på den måde, andre synes er den rigtige. Så vidt minder han om Onkel Reje. Geertsen er uddannet designer, men vidste allerede under studiet, at det ikke var det, han havde lyst til. Det var ikke, fordi uddannelsen var dårlig, eller han ikke kunne finde ud af det. Han opdagede blot hurtigt, at han altid så de miljøer, han bevægede sig i, udefra.

— Jeg plejer at beskrive mig selv som en turist. Jeg har været en del af mange forskellige miljøer og har godt kunnet lide dem, men jeg har aldrig kunnet købe hele pakken.

Geertsen uddyber

— Det var også sådan, det var i metalmiljøet. Jeg kunne jo godt lide det, og jeg synes også overordnet godt om at være der. Men jeg kunne ikke lade være med at høre det musik, der ikke var velset. Vi delte øvelokale med Illdisposed, og for dem var der ikke så megen plads til slinger i valsen. Sådan er det jo nok også, uanset om det handler om heavy, hip-hop eller i bankverdenen. Vi holder styr på hinanden.

Ikke desto mindre har Geertsen en stor kærlighed til heavy metal. Og det kommer helt fra genrens bund. 

— Da jeg var yngre, kom jeg fra den eksperimenterende musik, fusionsjazzen. Det var udgangspunktet. Vi hørte sådan noget som Living Colour og Defunkt, og så blev vi rigtig glade for Meshuggah, fordi deres guitarist var så inspireret af Allan Holdsworth.

For dem, der, ligesom jeg selv, ikke aner et klap om fusionsjazz, er Allan Holdsworth måske en af de allervigtigste personer inden for genren. Store navne som Frank Zappa, Joe Satriani, Michael Romeo, Tom Morello og Yngwie Malmsteen har påkaldt sig ham som inspiration, og hans kompositioner er blevet sammenlignet med både Paganini og Liszt, så det er ikke hr. hvemsomhelst, vi har at gøre med. Og det var altså den slags musik, der dannede udgangspunkt for Geertsen og venner. Og dengang afskyede de, ikke så mærkeligt, den lidt mere traditionelle heavy metal.

— Vi synes, sådan noget som Motörhead var for primitivt. Og det var ikke velset.

Geertsen forlod også metalmiljøet omkring årtusindeskiftet. Hans perspektiv var endnu en gang skiftet, og han var begyndt at rette blikket mod den elektroniske musik. Han startede bandet Je M’appelle Mads sammen med Niels Bøttcher, som også nu medvirker i Geertsens Onkel Reje-programmer.

— Je M’appelle Mads var jo sådan noget anti-musik. Det var en kopi af en kopi af en kopi. Vi ville se, om man kunne lave noget inspireret ud af det mest uinspirerede musik, der fandtes.

Med et djævelsk glimt i øjet forklarer han:

— Vi var jo begyndt at komme på Norbergfestival. Det var sådan en rigtig brilleabefestival, hvor der var en meget snæver opfattelse af, hvad der var det rigtige musik. Så kunne jeg jo ikke lade være med at drille.

Je M’appelle Mads udgav to plader, inden de blev en del af satireprogrammet Flemmings Helte på Danmarks Radio, hvilket skulle vise sig at blive den nye vej, som Geertsens karriere skulle følge.

At skubbe til hegnspæle
— Det, jeg gerne vil, det er at flytte hegnspæle. Jeg vil flytte grænserne for, hvad man kan tillade sig, og hvordan man kan få lov at være.

Geertsen fortæller om udviklingen, som hans karakter og hans program er gået igennem. Hvordan det startede mildere, og hvordan han gradvist har skubbet grænserne.

— Til at starte med var Onkel Reje bare den her lidt barnlige karakter, der skræppede op og lavede tåbelige vittigheder. Men også det måtte ændres. Med heavybandet er Rejen blevet mere voksen i det.

Indtil videre har Onkel Reje optrådt i Børnenes Brevkasse, Onkel Rejes Sørøvershow og nu i Onkel Rejes Heavyband, hvilket har gjort ham til et kendt ansigt i Devilutions spalter.

— Børneprogrammer handler næsten altid om individet. I Onkel Rejes Heavyband handler det om fællesskabet. Kærligheden i at forsøge at få sine venner med i bandet.

Geertsen tager udgangspunkt i metallens historie. Unge fra arbejderklassen, der skaber sig et fællesskab omkring en kultur, der tiltaler dem. Geertsens tidligere mishag ved den tidlige metal har nemlig ændret sig til en beundring for det, han benævner “poor man’s heavy”. De tidligere forkætrede, Motörhead, Black Sabbath, Slayer og så videre, er nu det, han finder skønt. Og det er netop på grund af fællesskabet.

— Copenhell er jo skønt. Der er en helt anden stemning, uanset hvor fulde eller flippede folk er. På Roskilde er man meget mere sig selv, men på Copenhell findes der en slags broderskab. Det var udgangspunktet for Onkel Rejes Heavyband. Hvad hvis vi havde en by, hvor der var Copenhell hver dag?

Og i heavybandets computergenerede by er alt heavy metal, hele tiden. Pladeselskaber i kloakken, heavybarer, der som det forbudte spiller funk, guitarbutikker drevet af kæderygende hairmetallere, børn og voksne i læder og battlejackets og en firearmet politibetjent som den evige nemesis.

Onkel Rejes miljø er noget helt andet end det, vi er vant til, og han bruger det til at åbne musikken for en ny generation.

— Dem, der kommer på Copenhell nu, er jo de samme, jeg mødte, da jeg var ung. Man har mistet en hel generation, og det håber jeg på at kunne ændre. For metal kan være med til at bryde normerne, og det kan minde os om at holde sammen, forklarer Geertsen.

— Heavy metal er lidt ligesom karnevalismen i middelalderen. Og det er præcis det, der er pointen med Onkel Reje. Dengang havde man en dag om året, hvor samfundet blev vendt på hovedet. Hvor narren blev konge, og folk bogstaveligt talt gik ind og sked i kirken.

Og Onkel Reje afspejler netop dette i programmet om heavybandet. Målet er her at vinde Heavy MGP, at blive berømte og succesfulde, og karakteren har netop fået en dybere motivation. Hvor han tidligere mest var elefanten i glasbutikken og optrådte som et barn i en voksenkrop, er han nu blevet selvbevidst.

— Onkel Reje ved, at han hører til på bunden, men han drømmer om mere. Han ved, han er voksen, og han drømmer om at kunne klare sig og få et barn. Men han husker, hvor han kommer fra. Han smisker ikke for børnene, og han taler ikke ned til dem.

Geertsen forklarer også, at Onkel Rejes kammerat Krølle, spillet af 12-årige Ernst Jannerup Gjesing, er det tætteste, Rejen endnu er kommet på at tage sig af en anden person. Krølle er trommeslager i bandet, men er også i bund og grund et omsorgssvigtet barn, der drømmer om stabilitet. Det forsøger Onkel Reje at give ham i form af bandet, Heavy-MGP og fællesskabet

Onkel Rejes omsorg tager dog form af vanvittige eventyr, barcrawls, underskrifter i næseblod, politijagter og bankrøveri og selv en tur til Helvede.

Indre Mission og satanisk panik
Og turen til Helvede blev også noget af en oplevelse for Mads Geertsen og holdet bag. Det faldt nemlig Steen Skovsgaard, tidligere biskop i Lolland-Falsters stift, så meget for brystet, at han krævede Mads Geertsens afgang fra Danmarks Radio. Kort efter, i sommerforestillingen Cirkus Summarum, bad Onkel Reje alle publikummer om at lave horn sammen med ham og blive satanister. Indre Mission blev så fortørnede over dette, at også de forlangte karakterens afsked som en anden Johannes Døberen.

Første gang, fortæller Mads Geertsen, var han blevet så overrumplet af situationen, at han reagerede med latterliggørelse. 

— Det var meget voldsomt, at der stod folk, der ville have mig fyret. Det er jo ikke bare som et hvilket som helst andet job, alt, hvad jeg laver lige for tiden, er kædet op på det her, og det ville have en enorm effekt på mig og mit liv, fortæller han.

— Det var jo helt åndssvagt, tænkte jeg. For jeg kunne saftsuseme ikke forstå sammenhængen, og derfor reagerede jeg lidt på autopilot.

Anden gang de kirkelige blev gale på ham, gik det dog lidt anderledes. Onkel Reje havde her foreslået sit band at blive satanister, “for det er alle rigtige heavybands”, og den lille trup opsøger derfor en kult, så de kan sikre sig MGP-sejren. Efter flere prøvelser udsættes Rejen for den sidste prøvelse – at spise en ostemad. Her slår han hælene i. 

— Hele ideen med det afsnit var at tage pis på det lukkede. Når noget bliver kult, lukker det sig om sig selv, og det er det modsatte af det, Onkel Reje vil have ud af heavy metal. Det er også derfor, han kalder satanisterne nogle kutteklædte ostegnaskere.

Også her modtog DR klager, men Geertsen var bedre rustet til at håndtere det.

— Det gik op for mig, at de her mennesker jo havde en helt anden virkelighedsopfattelse end mig. De sad jo faktisk og blev bange, når de oplevede det her. Ham fra Indre Mission tænkte jo: “Hov, der tog Onkel Reje lige 40.000 mennesker med sig i Helvede.” Og hvis det er sådan, man har det, så kan jeg da godt forstå, man bliver bange. Det gik op for mig, at de opfatter Gud og Djævelen som væsener, der er lige så konkrete og ægte som dronning Margrethe og statsministeren.

— Onkel Reje er aldrig interesseret i at gøre nogen rigtig kede af det. Han er der for at drille og for at skubbe til vores grænser. Så jeg måtte tælle til ti og prøve at forstå. Og det vil jeg gerne, også selvom det ikke ændrer den måde, Onkel Reje agerer på.

Og det her med at skubbe til grænserne, det er det, Onkel Reje gør allermest. Geertsen fortæller, at hans handlinger da også flere gange har været oppe på redaktørniveau.

For eksempel da Onkel Reje kylede en molotovcocktail efter den firearmede betjent Bent Bentsen.

— Ja, da måtte vi op og snakke med redaktøren. De,t de spurgte om, var om det det var politisk. Det måtte jeg så forklare dem, at det ikke var. Onkel Reje var forfulgt og i afmagt, og han gjorde sit bedste for at slippe væk. Det forstod de heldigvis godt. 

Og generelt har Danmarks Radio da også været på Rejens side. Både i ovenstående sag og flere andre. En enkelt gang, tidligt i Onkel Rejes eksistens, var de rejst til månen, hvor Gud var blevet så gal på dem, at han kastede lyn efter dem. Det slog tilfældigvis ned i det amerikanske flag, som så brændte af. Den blev skåret fra.

— Der var vi for tidligt ude. Vi havde sikkert fået lov til det i dag, efter vi har brugt så lang tid på at skubbe til det tilladte. Men man kan ikke gøre det her i ét skridt, man må tage det lidt ad gangen, så folk kan følge med.

Onkel Reje er kontroversiel. Flere forældre har tidligere været vrede over sangen ‘Jeg kan ikke li’ at gå i bad’, da den, efter sigende, gjorde det umuligt for dem at få vasket ungerne. Derfor kom seneste udspil ‘Vi har Corona (til det modsatte er bevist)’ også som noget af en overraskelse for kendere af figuren.

— Onkel Reje er umulig at sætte i bås. Netop når man tror, man ved, hvor man har ham, går han den modsatte vej. Det vi oplevede  med coronalockdown var noget helt særligt. Man “byggede hule” derhjemme og rykkede sammen. Ligesom når det tordner om natten. Det er værd at huske.

— Det var ikke meningen, at vi skulle lave en kampsang for sundhedsvæsenet. Det er også derfor, vi laver fis med mistænkeliggørelsen af alle andre. Men det var væsentligt for børnene at have noget at se tilbage på, og det tænkte jeg, denne sang kunne.

Onkel Rejes opfordringer til at vaske hænder og passe på de gamle afspejler også hans begejstring for fællesskabet og for at tage børnene alvorligt. 

— Onkel Reje giver også fingeren til sig selv og sine fans. Alles grænser skal rykkes, også mine egne, når jeg kigger på min figur.

Geertsen forklarer, at et af hans ønsker i arbejdet med børn netop var at lave noget børneunderholdning, der ikke udsprang af store virksomheder og kommercielle hensyn.

Netop derfor nægter han også at lade Onkel Reje være statisk.

— Dem nede fra markedsføring var jo ved at hive håret ud af hovedet, da vi gik i gang med heavybandet. Nu havde de jo lige fået lavet en hel identitet med sørøverkonceptet. Men Onkel Reje ændrer sig altid. En dag bliver det også slut med at dykke ned i heavy metal. Så er der noget andet, der trænger til at blive set nærmere på.

Mads Geertsen går dog med planer om endnu en sæson af Onkel Rejes Heavyband, når det engang bliver muligt. Vi krydser fingre, for det bliver ikke kun til glæde og gavn for landets børn, men i særdeleshed også for alle de voksne, der tror, de har gennemskuet det hele.