Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Devilution på Copenhell

Updated
Untitled-1

Det er juni. Devilution skal på festival. Missionen er klar. Anmeld alt, fotografer alt, fyld internettet med Devilution!

Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

1. Dominans
Devilution skal og vil naturligvis dominere på Copenhell. Mindre ånder bør ikke sætte dagsordenen. Fremad! Altid fremad!



2. Pivottabeller

Hvordan laver vi den bedst mulige dækning? Hvordan deler vi sol og vind lige? Google Sheets! Pivottabeller! Tillid er fint, men matematisk kontrol med flokken er bedre. Samtidig giver det vished for, at der ikke er huller i dækningen – for vi skal altid anmelde alt.

3. Kaos
Det eneste visse i livet er døden og entropi; altings konstante bevægelse mod uorden. På Copenhell betyder det blandt andet, at fadøls-samtaler, fotoopgaver, møder med gamle venner, anmeldertjanser, korrekturlæsning og indtag af næring alt sammen kan være nok så nøje planlagt, men i sidste ende er festivaler en dynamisk størrelse.



4. Evig aktivitet
Vores dækning af festivalen begynder hvert år, længe før første riff er riffet og første chug (og fadøl) er chugget. Alle på redaktionen bruger en hulens masse tid på at koordinere, sikre at vi har anmeldt plader fra de bands, der spiller på festivalen og planlægge en passende mængde debatskabende foranstaltninger på Facebook.

Når først løjerne er i gang på Refshaleøen, skifter vi gear, og alle i marken skaber indhold, og dem, der er for seje til at tage på festivalen, deles om korrekturvagten og sørger for, at anmeldelserne kommer online hurtigst muligt. Offentligheden skulle jo nødigt gå og vansmægte uden den sande sandhed om Billy Idols læderjakke, eller hvorvidt det er Puke eller Power, der er den optimale form for Wolf.
...eller er det i virkeligheden Wolf Devil der er den mest mædl' ulv?!


5. Sammenhold
Copenhell er der, hvor Devilution for alvor demonstrerer, hvorfor vi er størst. Alt kører og alle tager ansvar for at vi dækker alt. Det er vildt at se hvor velsmurt en maskine vi er, og hvordan vi år efter år kan lave den overlegent bedste dækning.

Oveni det er det også en af de få gange i løbet af året, hvor mere end et par stykker af os er samlet, hvilket naturligvis kan føre til begivenheder og årsagsammenhænge, der burde være en trussel mod førnævnte maskines oliestand, men vi er naturligvis civiliserede naturvins- og musiksnobber, der let klarer både arbejde og fornøjelser.