Vejen til helvede er brolagt med heavy metal

Populær
IMG_20191208_160633

Der var kranier og flammer på tøjet. Corpsepainten var nogle steder knivskarp og frisk, hos andre mudret og ond. Amager Bio summede af forventning. Og der var osterejer alle vegne.

Titel
Onkel Rejes Heavy Band
Spillested
Dato
08-12-2019
Trackliste
1 Onkel Rejes Heavy Band
2 Rejsesangen
3 Jeg kan ikke lide at gå i bad
4 Adder Badder
5 Funk det er sjovt
6 Monster Mega Heavy Metal
Fotograf
Tobias Holst
Forfatter
Karakter
5

Onkel Reje er måske mest kendt af de læsere, der har mindre børn, eller som ynder selv at kigge på Danmarks Radios Ramasjang-kanal. For dem, der ikke kender ham, kan han opsummeres ret simpelt: Onkel Reje er grov, tåbelig, kikset og ganske enkelt helt vidunderlig.

Aliasset Onkel Reje dækker egentlig over musikeren Mads Geertsen, der både har slået sine folder i det besynderlige projekt Je m’appelle Mads og inden da i Aarhus-bandet Impotators, der bl.a. dystede ved det infamøse DM i Rock ’93, hvor de dog ikke vandt, og Danmark i stedet blev belemret med Dizzy Mizz Lizzy.

Metalelskende anarkistpirat
Onkel Reje har lavet flere forskellige programmer, heriblandt en læserbrevkasse, der kun giver forkerte svar, og to sæsoner af et sørøverprogram, hvor han hjælper sagesløse børn med enten at finde skatte eller bortførte familiemedlemmer. Alt dette i fællesskab med kammeraten Brian Lykke, der både giver den som verdens kedeligste mand, stensamleren Brille og som den alkoholiserede og overseksualiserede Mormor.

I 2019 kom så Rejes nyeste påfund: Onkel Rejes Heavy Band.

Her finder Onkel Reje på at danne et heavy metal-orkester sammen med Brille og deres unge trommeslager, den brillant punkede dengsedreng Krølle i håbet om at vinde Heavy MGP og en stor pengepræmie.

Onkel Rejes heavyband skal igennem mange udfordringer. De forsøger at få en pladekontrakt ved at tæske pladebossen i en kloak, spillelejlighed hos en mandhaftig funkkromutter og prøver at blive satanister for at få hjælp fra Djævelen til at vinde. Sidstnævnte projekt aflyser de dog, da det går op for Onkel Reje, at satanister er nogle ”kutteklædte nørder.” Alt dette mens de forsøger at undgå den firearmede politibetjent Bendt Bendtsens chikane.

Det er det mest vanvittige børneprogram, jeg nogensinde har oplevet, og det har også vakt opsigt i udlandet. Onkel Reje og DR holder stædigt fast i programmet, også selvom de blev anklaget for at sprede satanisme til de helt små af en af folkekirkens ronkedorer.

Et sydende hav af små, knyttede næver
Søndag holdt Onkel Rejes Heavy Band så release for deres nye selvbetitlede plade. Det skete i Amager Bio for et eksklusivt publikum – kun 666 billetter blev sat til salg. Og jeg kan lige så godt sige med det samme, at det var en kæmpestor succes.

Billetterne var udsolgt, en time efter de var sat til salg. Der var osterejer ad libitum, og alle børn opfordredes til at dukke op med den mest heavy ansigtsmaling, de kunne komme på.

Lidt efter fire søndag eftermiddag blev den store scene oplyst i et hav af lilla, og akkompagneret af en episk fortællerstemme gik Onkel Rejes børnecheerleaders på scenen med deres unge ansigter malet som skeletter og iklædt Slayer-uniformer.

Onkel Rejes Heavy Band åbnede ballet med skinger og fræsende guitar og soloer, man ville have nydt uironisk i 80’erne.

Og det er præcis det, der er det fede ved Onkel Reje. Han elsker heavy metal, og han forstår heavy metal. Det er ikke sikkert, han tager det hele alvorligt, men som lytter mærker man altid, at han tager pis på genren med et kærligt glimt i øjet. Og børnene elskede det. Der var langt flere horn i luften end til de fleste voksenkoncerter, og børnene skabte deres helt egen pit foran scenen, hvor der blev danset, jublet og hoppet.

”Jeg har lovet Danmarks Radio og en masse sure kællinger at spørge om lov, før jeg spiller næste sang”
Showet var en sammenblanding af musik, vittigheder og ufatteligt tåbeligt amatørtrylleri. Blandt andet blev der stegt pølser i en grill på Brian Lykkes hoved, sat ild til et omvendt kors og spået om, hvorvidt publikum mente, at en gravid frivillig havde en stor røv.

Herudover tog Onkel Reje stygt pis på sine kritikere. Han havde blandt andet fanget det eneste barn, der var blevet satanist af at se hans program, i et bur, og da hun blev sluppet fri på scenen, løb hun rundt og terroriserede Brille, inden hun foretog en demonstration af sort magi.

Senere bad han forældrene om lov til at spille ’Jeg kan ikke lide at gå i bad’, da flere på nettet har klaget over, at de ikke længere kunne få deres unger til at hoppe under bruseren, angiveligt på grund af Rejes musik.

Gennemgående var humøret tårnhøjt, både hos de medvirkende og hos publikum, og alle de små var ellevilde og helt elektriske, da koncerten sluttede af med fællessang til kæmpehittet 'Monster Mega Heavy Metal'.

Onkel Reje får den højeste karakter. Ikke fordi jeg elskede det, men fordi dem, han spillede for, var ovenud lykkelige over den vanvittige forestilling. Onkel Reje er genial, fordi han vil skide på os voksne og altid stiller sig på børnenes side. Han videregiver den kærlighed, han har til heavy metal til de små, og det kan kun medvirke til at give Danmark flere fede bands i fremtiden.