Elevmusical på Tolkien-sommerlejr

Blind Guardian Twilight Orchestra

… Der hviskes. Her kommer nogle strygere. Lidt ildevarslende trommedunken, før strygerne stjæler lydbilledet. En gammel mand taler om konger og krig. Så ved man, det er en Blind Guardian-plade.

Titel
Legacy of the Dark Lands
Dato
08-11-2019
Trackliste
1. 1618 Ouverture
2. The Gathering
3. War Feeds War
4. Comets and Prophecies
5. Dark Cloud's Rising
6. The Ritual
7. In the Underworld
8. A Secret Society
9. The Great Ordeal
10. Bez
11. In the Red Dwarf's Tower
12. Into the Battle
13. Treason
14. Between the Realms
15. Point of No Return
16. The White Horseman
17. Nephilim
18. Trial and Coronation
19. Harvester of Souls
20. Conquest Is Over
21. This Storm
22. The Great Assault
23. Beyond the Wall
24. A New Beginning

Disc 2
1. 1618 Ouverture
2. War Feeds War
3. Dark Cloud's Rising
4. In the Underworld
5. The Great Ordeal
6. In the Red Dwarf's Tower
7. Treason
8. Point of No Return
9. Nephilim
10. Harvester of Souls
11. Beyond the Wall
12. This Storm
Forfatter
Karakter
1

Eller er det? Næh, det er det overhovedet ikke.

Det er en plade, hvor Blind Guardian-sanger Hansi Kürsch har fået lov at skrive over en times musik for Prag-filharmonikerne. Det vil sige, at det fra Blind Guardian kun er Kürsch, der optræder på pladen. Sammen med et kæmpestort orkester.

Og de giver den gas. Der tilstræbes en wagnersk stemning, når de dygtige musikere filer op og ned ad kattetarme og banker løs på pauker, der næsten er større end Küschs ego. Det er helt klart meningen, at det skal være episk, og at lytteren skal sætte sig ned og læse i den, antager jeg, helt enormt tykke booklet, der skal rumme ikke kun Kürschs højstemte udgydelser, men også de dialogpassager, der lægger sig mellem hver sang.

Det kan være, Hansi Kürsch havde tænkt, at hans fans var blevet trætte af at læse Tolkiens gamle bøger og havde en trang til lidt ny fan fiction.

Handlingen på ’Legacy of the Dark Lands’ fortælles primært igennem små lydbidder mellem sangene, og i disse optræder bl.a. Lucifer, en antropomorfisering af begrebet ”erobring”, den tysk-romerske handelsmand og general Albrecht von Wallenstein i samtale om krig og stjerner med astronomen Johannes Kepler, Apokalypsens fire ryttere, Eva, en tempelridder, og jeg ved snart ikke hvad. De krydser frem og tilbage mellem vores jord og en lidt mere spændende fantasiverden i et forsøg på at vinde en meget vigtig krig.

Kongens fald
Kürsch står i front for orkesteret og råder nogle gange over et helt mandekor, der vist skal forestille en hær, der bakker deres stærke power metal-general op i både storhed og fald. Kürsch er ligeglad med, at han ikke har skrevet en metalplade, og synger salen op, præcis som han plejer. Der er masser af patos. Han snerrer i sine omkvæd, han kanaliserer ældgamle skjalde og rammer de helt høje toner. Kürsch er en dygtig musikalsk håndværker – det kan man ikke tage fra ham.

Musikken er klassisk og lyder fuldstændig, som man kunne forestille sig sangskriverne fra Blind Guardian finde på det. Det er storladent, højstemt og melodramatisk. Det bevæger sig hele vejen rundt i alt, hvad Hansi Kürsch og André Olbrich tidligere har skrevet. Vi har de episke slagsange, de stille ballader a la ’The Bard’s Song’, og så endda noget helt enormt fjollet fe-polka med både guiro, fløjtespil og staccatosang på ’Point of No Return’.

">

Til sidst vinder de gode, de onde står fanget på den anden side af muren, og den retmæssige konge kan regere over hele verden. Ligesom stort set alle andre power metal-plader og underlødige fantasyromaner fundet på kommunebibliotekets Young Adult-hylde. Pladens sidste kvarter gør Disneys ’Herkules’ til skamme i sin grandiositet, og selv hvis handlingen skulle være smuttet for en, er man ikke i tvivl om det enormt heroiske højdepunkt.

I det mindste er disc 2 en instrumentalversion af den første, så man slipper for størstedelen af pinligheden.

Power metal, men uden alt det gode
Hansi Kürsch må have venner, der støtter ham i alt, hvad han laver, eller som er for bange til at fortælle ham, når hans ideer er ringe. For Blind Guardian Twilight Orchestras ’Legacy of the Dark Lands’ er noget forfærdeligt pjat.

Jeg kan på ingen måde gennemskue, hvem der er publikum for denne plade, eller i hvilke situationer Hansi Kürsch forestiller sig, at man sætter sig ned og lytter til den. Det er prætentiøst, det er fjollet, og det er helt igennem latterligt. Og det plejer power metal godt at måtte være, fordi man leverer sit nørderi med en strålende kærlighed og energi samt, i heldigste fald, nogle solide riffs.

Kürsch leverer intet af ovenstående på denne plade. Blind Guardian-fans kan trygt hive ’Imaginations from the Other Side’ frem endnu en gang og lade denne monumentale fejltagelse forsvinde i glemselen.