Vagttårnet: Forbrændt feminisme

Populær
Sunken_03

Forbrændingens lancering af et rent kvindeprogram i 2019 er ikke den festdag, det bliver udlagt som. Både kvindelige musikere og det kvindelige publikum bliver taget som gidsler i det, der først og fremmest er et misforstået pr-stunt.

Fotograf
Adriana Zak

Det tog ikke mange timer, før nyheden om, at Forbrændingens 2019 årsprogram udelukkende vil bestå af kvindelige artister, havde taget runden over både diverse nyhedsmedier og Facebook-vægge. Flere ”white knights” meldte med stor glæde i slipstrømmen, at der også var mange gode ”ikke-dude”-bands [sic], der spiller metal.

Nu skal undertegnede ikke udråbe sig til at være æresmedlem af Kvinfo, men jeg har dog vokset mig varmere på kvindesagen, som jeg er blevet ældre. Forbrændingens launch-dag er bare ikke en festdag. Som – kvindelig – del af et musikmiljø, der stadig har en slagside af Y-kromosomer, klapper jeg ikke i hænderne over Forbrændingens kunstneriske leder, Jeppe Skjolds fikse ide – snarere tværtimod. 

Vi er ikke de andre
Som kvinde tog det mig et stykke af min ungdom at sætte ord på, hvorfor det ikke føltes fedt at vinde en T-shirt, fordi man var den eneste pige i pitten, eller hvorfor det altid gjorde ondt i hovedet at læse et band beskrevet som female fronted i stedet for med genrebetegnelser. Der er masser af velmenende folk i rock-, metal- og punkmiljøet, der vil én det bedste som kvinde, men samtidig ender med at fastholde kvinder i rollen som ”dem, der ikke er helt som os”.

Pro-tip: Det er vi faktisk. I det store hele er den mandlige og den kvindelige koncertgænger ikke så forskellig fra hinanden, og det er de optrædende mænd og kvinder heller ikke. Vi vil ikke være anderledes, vi vil være ligeværdige. Forbrændingens programerklæring baserer sig på, at kvinder er noget andet – noget sart, der må beskyttes. 

Vi er ikke et salgskneb
Den næste synd, Jeppe Skjold begår med sit program, er, at han – en mand, ja – benytter sig af kvinder til at sælge sit program. Jeg skal understrege, at jeg principielt intet problem ser i at bruge kvindelighed (i alle sine ... former) som salgskneb – hvis det vel at mærke er kvinderne selv, der med fuld bevidsthed og fuldt overlæg beslutter sig for at gøre det. Det er ikke tilfældet her – men ikke nok med det, så er det Jeppe Skjold, der har besluttet, at kvinderne skal sælges på at være kvinder. Billetterne skal sælges på, at de optrædende er kvinder.

Det får han desuden lov til i den danske dagspresse, uden at én eneste journalist spørger manden, om han så ikke selv skulle hoppe ned af hesten, ud af rustningen og overgive sin egen bookerstilling til en kvinde. Måske ville dét være en løsning på at få flere kvinder booket. Forbrændingens agenda er ukritisk lanceret og videreformidles lige så ukritisk. Alle vinder billige point. Undtagen måske ... kvinderne?

Vi vil ikke tages som gidsler
Værst af alt er dog toppen af den ærgerlige kransekage, der er blevet bygget i Albertslund: De kvindelige kunstnere er blevet spændt for en politisk vogn uden at være informeret om det på forhånd. Jeg har fået at vide, at flere af de bookede kunstnere ikke er blevet informeret om deres underlivs betydning for indbydelsen til festen hos Forbrændingen. Man har simpelthen ikke fortalt de bookede kvinder, at de blev booket, fordi de var kvinder? På trods af at det ville være deres køn, der fik hovedrollen, har man ikke ment, at de havde ret til at blive spurgt, om de ville være med til Forbrændingens pressestunt. Hvor er kvindernes agens i denne sag?

De kunstnere skal nu ud og svare på spørgsmål om, hvordan de forholder sig til deres køns indflydelse på bookingen, i stedet for at blive spurgt til deres musik. At man som spillested per automatik går ud fra, at det er i kvindernes klare interesse at deltage – også uden at være informeret om det projekt, de ufrivilligt er en del af – er allerværste ”Far ved bedst”-stil. 

Man skal ikke mange gange rundt om den feministiske blok for at vide, at der er lige så mange udgaver af feminisme som der niche-betegnelser af ekstremmetal. Selv jeg ved, at ikke alle kvindelige læsere vil være enige i de holdninger, jeg bringer til torvs her – men jeg har heller ikke underskrevet det i deres navn. Sådan som Jeppe Skjold og Forbrændingen har lanceret deres program i mit navn. Det er absurd, at man med en umiddelbart feministisk agenda alligevel lykkes med at træde så mange kvindelige kunstnere over tæerne og stille dem i en situation, hvor én eneste kritisk kommentar rettet mod Forbrændingen nu har potentialet til at gøre dem til klasseforræddere.

I bedste fald er Forbrændingens program et udtryk for misforstået ridderlighed og grov patronisering af kvindelige musikere. I værste fald er det et rent PR-stunt, der tager de kvindelige musikere og det kvindelige publikum som gidsler og spænder dem for Forbrændingens egen PR-vogn.