Metaldiktator: Carnivore – ‘Retaliation’

Metaldiktator: Carnivore – ‘Retaliation’

Klodsede, ironisk fascististiske og vanvittigt provokerende: Carnivore var et band, det ville have været lettest bare at hade, men sangene og den tvetydighed, provokationerne blev leveret med på milepælen ‘Retaliation’, gør dem uomgængelige.

Kunstner
Titel
Retaliation
Genre
Trackliste
Jack Daniel's and Pizza
Angry Neurotic Catholics
S.M.D.
Ground Zero Brooklyn
Race War
Inner Conflict
Jesus Hitler
Technophobia
Manic Depression
USA for USA
Five Billion Dead
Sex and Violence
Karakter
666

Der var næsten ingen ende på mine forældres tolerance over for den metal, min storebror og jeg begyndte at høre i 80’erne. Den store Satanic Scare fra USA fik kun tag i de allermest naive voksne i universitetsbyens forstæder, og selvom mine forældre egentlig nok syntes, at det var en forfærdelig larm, syntes de på den anden side, at den popmusik, der dominerede underholdningsprogrammerne, var lige så meget noget skrammel. I metal var der endda sange om, at krig var dårligt, så de Informationslæsende parcelhusflippere kunne sådan set godt se, at det måske slet ikke var så galt.

Det eneste, vores forældre ikke tolererede, var vold, racisme, sexisme og bandeord.

Det skabte grobund for potentielle problemer, da jeg samlede Carnivores to plader op i brugtkasserne i den lokale pladeforretning. Sacred Reichs sange om USAs beskidte krigsførelse i Mellemamerika kunne jeg sagtens lade mine forældre høre gennem døren ind til mit værelse, men når Carnivore proklamerede ‘Male Supremacy’ og ‘Race War’, var det nemmest bare at tage hovedtelefoner på og undgå den velmenende alvorlige samtale.

Voldelig virkelighed
Jeg vidste godt, at det her var helt, helt forkert. Det vidste vi alle. Når vi snakkede om, hvor fedt Carnivore var, for det gjorde vi, ikke mindst fordi byens største metalband Sliced Pimples var besatte af bandet, forsøgte vi altid at forsvare dem med, at det hele selvfølgelig var dybt ironisk. Der kunne overhovedet ikke herske nogen tvivl om, at det var ment ironisk, når Peter Steele sang om “the men I’ve killed, the children slaves, and all the women I’ve raped.” Hele debutpladen, der var kommet i 1985, var iscenesat som et ‘Mad Max’-lignende post-atomkrigs-mareridt med Venom-afledt primitiv metal. Selvfølgelig var det sjovt, det tog dybt pis på metal, men spørgsmålet var, om man var helt klar på at forklare sine forældre de omstændigheder. Og om det overhovedet var sjovt at synge om sådan noget, samtidig med at der var krig i Mellemamerika og alt muligt.

To år senere var Carnivore klar til at bevæge sig ud af fantasiverdenen og ind i det, der gjorde det ud for en virkelighed i 80’ernes New York. ‘Retaliation’ var et resultat af den vekselvirkning, der så småt foregik mellem byens thrash metallere og hardcore punks. Det legendariske spillested CBGB afholdt punk- og hardcore-koncerter søndag eftermiddage, og snart begyndte metalmusikere som ikke mindst Anthrax’ Scott Ian og Nuclear Assaults Dan Lilker at tjekke den nye scene ud, hvilket resulterede i sideprojektet S.O.D. og crossover-mesterværket ‘Speak English or Die’ i 1985

En anden af de langhårede metallere, der var begyndt at komme til søndagsmatinéerne, var den over to meter høje Peter Steele.

“Nuclear Assault and S.O.D. were just starting to cross over, and we wanted to be one of those bands,” fortalte han i 2003 journalisten Ian Christie i bogen ‘Sound of the Beast’:

“I liked the heaviness of metal, but I also liked the violence and excitement at hardcore shows, and I wanted to incorporate both.”

I Jon Wiederhorn og Katherine Turmans ‘Louder Than Hell’ fra 2013 er han citeret fra dokumentarfilmen ‘Death Metal: A Documentary’, hvor han uddyber det:

“‘Retaliation’ was extremely influenced by my discovery of hardcore music at CBGB in ‘85 and ‘86, which instantaneously I was attracted to. What I strived to do was create an album that was half Black Sabbath and half Cro-Mags, Agnostic Front, Murphy’s Law, Sheer Terror, Black Flag, stuff like that. I loved the heaviness, the slowness, the dirge of Black Sabbath. But at the same time, going to CBGB on Sundays for the matinee, there was so much unbelievable energy in there.”

Den cubanske forbindelse
Black Sabbath får da også en hilsen allerede i åbningssangen ‘Angry Neurotic Catholics’, ikke bare i den sære, fuzzede og chorus-effekt-bearbejdede baslyd, men også direkte i teksten:

“I went down into my basement
confused and depressed
Put Black Sabbath on
razor blade in hand
a Wilkinson I think,”

lyder hymnen til det selvmord, Peter Steele flere gange i sin karriere skulle besynge, indtil han i starten af 00’erne fandt en slags fred for de psykiske lidelser, der havde plaget ham gennem karrieren, ved at bekende sig til den katolicisme, han var opvokset med i Brooklyn. Han var muligvis ikke vred længere, men neurotisk og katolik var han.



Petrus Thomas Ratajczyk blev født i Brooklyn i 1962 som søn af en polsk-russisk far og en mor med skotske, irske, norske og islandske aner, men immigrant-rødderne gjorde ham lige så lidt venligt stemt over for de immigranter, han mødte i Brooklyn op gennem 70’erne og og 80’erne, som de gjorde det for den to år yngre cubanske flygtning Roger Miret fra Agnostic Front. De to lærte hinanden at kende på CBGB, og snart skulle deres karrierer blive filtret godt og grundigt sammen.

Carnivore delte øvelokale og management med Agnostic Front i midten af 80’erne, hvor begge bands havde udgivet deres debutplader, og da Agnostic Fronts trommeslager uden varsel forlod dem på grund af det markante skift mod thrash metal, deres materiale havde taget, sad Carnivores trommeslager Louie Beato ind for ham på den skelsættende plade ‘Cause for Alarm’. Samme skepsis over for den drejning, det var ved at tage, oplevede Agnostic Fronts forsanger Roger Miret, og da han samtidig havde problemer i sit parforhold og ikke kunne finde ud af at lade være med at tage de stoffer, han skulle sælge for at tjene penge til mad og husleje, overlod han det til Carnivores forsanger Peter Steele at skrive tekster til en række af sangene.

Den taktiske provokatør
Resultatet er herostratisk berømt: ‘Public Assistance’, hvis tekst Peter Steele senere genbrugte i sit senere band Type O Negatives ‘Der Untermensch’, formulerer en samfundskritik, som måske nok var symptomatisk for en newyorker-scene, der i bedste fald var politisk naiv og videreførte punkens tradition for provokationen som taktik, men hvis retorik var endog meget svær at goutere for en europæisk, venstreorienteret middelklasse:

“How come it’s minorities who cry things are too tough
On TV with their gold chains, claim they don’t have enough
I say make them clean the sewers, don’t take no resistance
If they don’t like it, go to hell and cut their public assistance.”

Det var den virkelighed, Peter Steele så i sit nabolag og i sit arbejde som parkbetjent. Det var den virkelighed, Roger Miret var vokset op i i lejekaserner. Det var ikke et voldsomt begavet svar og byggede nok heller ikke på den allerbedste kildekritik af tabloidavisernes historier. Men det viser samtidig noget om newyorker-scenens rummelighed, at Roger Miret kunne synge tekster som den her og have amerikanske flag på sine albumcovers, samtidig med at,Amy Miret, hans kone og moderen til hans ældste datter, sang i de stærkt venstreorienterede anarkocrustpunks Nausea.

Tingene flød, men det betød ikke, at man ikke kunne føle sig kaldet til at give udtryk for en holdning. Også selvom den måske ikke svarede helt overens med ens egne holdninger. Hvor Agnostic Front behandlede deres opfattelse af virkeligheden med indignation, retfærdig harme og rå vold, tog Peter Steele og Carnivore den et langt skridt længere, helt derover, hvor det blev absurd.

“The guy was whip-smart and sarcastic, and his dark humor always had us in stitches,” mindes Roger Miret med ømhed sin ven i selvbiografien ‘My Riot’, mens de senere bandkolleger i Type O Negative, Kenny Hickey og Josh Silver i ‘Louder Than Hell’ giver ham følgende skudsmål:

“Peter was Henny Youngman dressed up like Herman Munster,” fortæller Kenny Hickey med reference til stand-up-komikeren fra Martin Scorceses ‘Goodfellas’ og monstret fra den gamle sitcom ‘The Munsters’, og Josh Silver uddyber:

“Peter liked to annoy people and get a reaction. [...] He liked to push buttons, and humor was his coping mechanism.”

Racekrig
Peter Steele fik i den grad trykket på knapper med ‘Retaliation’. ‘Race War’ er et af pladens mest ubehagelige højdepunkter med sit absurd frådende had, der kommer til udtryk i tekster som denne, der bliver spyttet ud med al den foragt, Peter Steele kan mønstre:

“Don’t call me your brother
‘cause I ain’t your fucking brother
We fell from different cunts
and your skin’s an ugly color.”

Senere i samme sang agiterer Peter Steele for, at det er forkert at tale om racisme, når fremmedhadet er noget naturgivent, vi fødes med, og at det eneste, forsøg på integration medfører, er flere sammenstød. Den eneste løsning på problemet er et apartheid-system i stil med det, man på det tidspunkt fortsat havde i Sydafrika. Skulle man være i tvivl om, hvorvidt Carnivore selv var opmærksomme på det sammenfald, bar Peter Steele og den nye guitarist Marc Piovanetti pins med de trebenede swastika, trifosen, som også havde prydet flere medlemmer af publikum på Sean Taggarts tegning til innersleevet på debutpladen, og som havde været emblemet for den frivillige SS-division Langemarck under 2. Verdenskrig.



Det ville være mindre akavet, hvis ens forældre fandt pornoblade gemt bagerst i skabet, end hvis de fiskede den her plade ud af den spæde pladesamling, der var under opbygning. Når den ikke bare fik lov at blive stående, men ligefrem konstant blev taget frem, var det dog ikke bare på grund af chokværdien. Bevares, man kunne frydes over, hvor langt over grænsen Peter Steele gik i den afsluttende ‘Sex and Violence’:

“I love to hear you scream in vain
Splattered blood and semen stains
Rape and murder lesson learned
Meaning of life? Pain and sperm,”

inden credoet: “If you can’t eat it or fuck it, then … kill it!”



Black Sabbath-dyrkelse
Men det virkelige clou på ‘Retaliation’ er, hvor godt det lykkes Carnivore at blande de inspirationskilder, Peter Steele citeres for i ‘Louder Than Hell’. Her tilføjer han, at energiniveauet på CBGB var så højt, at “it didn’t even matter if the bands were not in tune.” 

Det var Carnivore. 

På de to år, der var gået siden debuten, og med den nye guitarist Marc Piovanetti var Carnivore blevet temmelig meget mere tight – selv når de er nødt til at starte forfra i ‘Suck My Dick’, hvilket er bibeholdt på pladen – og deres spillestil passede langt bedre til den crossover, de nu spillede. 

Hvor S.O.D. på ‘Speak English or Die’ havde bibragt thrash metal breakdowns og moshparts fra hardcore, og Agnostic Front havde forlenet den med en streetpunket smadrethed, der fik den til at fremstå mere autentisk rå, gav Carnivore crossover-genren de store sange, der var ligeglade med, om de passede ind i en formel. ‘Race War’ starter som en midttempo-banger med en swingende melodilinje på bassen, der lyder ikke så lidt af Black Sabbath, inden den går over i en bro, der næsten forudser groove metal. Omkvædet er igen storslået Black Sabbath, men herfra går sangen via en solo over i uptempo-mosh, inden den thrasher igennem med fuld chorus-pedal på bassen i det afsluttende stykke.

Lige så episk er den tidstypiske atomkrigsfantasi ‘Ground Zero Brooklyn’, hvor de sovjetiske missiler bliver affyret, og panikken spreder sig i den newyorker-bydel, der står til at blive epicenter for angrebet.. Mens den første Carnivore-plade havde beskrevet et post-nukleart ødeland, hvor vold og kaos herskede, indrræffer katastrofen her lige midt i en dagligdag, hvor man spiser pizza og ser ‘Star Trek’ i fjernsynet:

“Weatherman’s predicting rain, but fire it’ll be.”



Usikkerhedsmomentet
Det er den sammenblanding af fantasi og virkelighed, der betyder, at man aldrig er helt sikker på, hvordan man skal tage Carnivore. Selvfølgelig er en sang som ‘Jesus Hitler’ en voldsom provokation, der indledes med en kollage af en katolsk messe og en af Hitlers taler. Men det står faktisk ikke klart, om diktatorens genkomst – “is this the Second Coming or the Fourth Reich?” – hyldes eller frygtes. Rammen for sangen er en nonne, der er blevet voldtaget af en nazist i slutningen af Anden Verdenskrig, og det monster, de skaber, er splittet mellem de to poler, samtidig med at de smelter sammen i en tegneserie-superskurk med folkeforførende evner, der ikke lader nogen af hans to navnebrødre noget efter:

“Hear thee my fellow Nazolics
Keep the race pure practice eugenics
And swear to the holy swazafix
I have returned
Reich and roll!”

Hvis man finder en let pervers nydelse i at se white pridere slå knuder på sig selv i forsøget på at finde allierede til deres glorværdige sag, kan man på det nationalsocialistiske internetforum Stormfront.org læse en diskussion, hvor brugerne prøver at claime Peter Steele som forkæmper for deres sag med udgangspunkt i ‘Race War’ og ‘Jesus Hitler’, indtil der ret hurtigt er én, der kommer i tanker om, at han da vist nok egentlig også havde lavet en sang, der hed ‘Kill All the White People’, og så hænger det jo overhovedet ikke sammen. Med mindre altså den sang, som en anden fremhæver, skal forstås som en slagsang for de dumme sorte, der tror, at de bliver frie, hvis de slår alle hvide ihjel. ‘Kill All the White People’ er jo strengt taget også en ret primitiv sang, der minder mere om sangene på ‘Retaliation’ end resten af Type O Negatives gothmetalliske gennembrudsplade ‘Bloody Kisses’.



Det bliver aldrig rigtig entydigt, hvad der menes, og det var sådan, Peter Steele foretrak det hele karrieren igennem. På ‘Bloody Kisses’ takker han “the European Left for making me filthy rich:” Provokationen havde i den grad virket.

Charmerende klodsethed
Carnivore holdt ikke længere end til ‘Retaliation’. Selvom gruppen udvidede spektret for, hvad crossover kunne rumme af episk sangskrivning, fandt Peter Steele sig ikke ordentligt til rette i det fortsat ret primitive format, og kort efter udgivelsen opløste han bandet og fandt sammen med en gruppe nye musikere for at starte det langt mere teatralske – og succesfulde – Type O Negative.

Forcen ved ‘Retaliation’ er netop, at sangskrivningen er langt mere ambitiøs end udførelsen giver plads til. Der er en charme i, at så storslåede sange som ‘Race War’ og ‘Ground Zero Brooklyn’ holdes tilbage af klodset trommespil og nogle virkelig sære produktionsvalg. Charmen kommer fra den hardcore, der blev det nye udgangspunkt. Det er den, der uprætentiøst og buldrende sætter i gang med et brøl på ‘Angry Neurotic Catholics’, efter en fyr har brækket sig højlydt i et toilet, og det er den, der lukker pladen med ‘Sex and Violence’. Det er en langt friskere side af Peter Steele end den stadigt mere traurige, han kom til at demonstrere i Type O Negative.

Det var han muligvis selv klar over: I hvert fald genoplivede han Carnivore til koncerter både i midten af 90’erne og længerevarende i midten af 00’erne, hvor bandet også spillede på det københavnske spillested The Rock. Flere plader blev det ikke til: Carnivore fik lov at forblive i sin egen tidslomme, et sted i Brooklyn i midten af 80’erne.

Passende usmagelighed
I 2010 døde Peter Steele pludselig af en aneurisme, 48 år gammel. På det tidspunkt var han en sørgelig skikkelse: Den tidligere førsteelsker, der på toppen af sin karriere havde poseret nøgen i Playgirl – efter allerede at have haft sit bækkenparti og sit røvhul på coveret til de to første udgivelser med Type O Negative – og taget en fan ">i et solidt favntag og bundkysset hende på Ricki Lake Show, var blevet indhentet af alderen, flere års misbrug af kokain og den rødvin, der altid havde haft en prominent plads på sit eget lille alter ved siden af mikrofonstativet, og de depressioner, han havde sunget så meget om.

Musikalsk var der heller ikke meget at komme efter længere: Allerede på det tredje Type O Negative-album, ‘October Rust’, var det, som om bandets gimmick – sex med gothpiger, selvmordstanker og pruttejokes – var ved at være udspillet, og selvom de efterfølgende plader ikke var decideret dårlige, var de bare jævnt uinteressante. Da Peter Steele på det, der skulle blive Type O Negatives sidste album, ‘Dead Again’, forsøgte at genvinde det tabte terræn, var resultatet letbenet og demonstrativt lystigt som en fordrukken andenrangs-stand-p-komiker på et provinsdiskotek.

Først med sin død fik Peter Steele den genoprejsning, han fortjente. Måske fordi manden ikke længere stod i vejen for sit eget værk, og lytterne frit kunne fordreje det efter eget forgodtbefindende. Type O Negative blev lagt i graven af de overlevende medlemmer. Carnivores trommeslager Louie Beato og guitaristen fra ‘Retaliation’, Marc Piovanetti, som begge blev holdt ude af Peter Steeles genforeningskoncerter med bandet i midten af 00’erne, valgte til gengæld sidste år at genoplive Carnivore som Carnivore A.D. med Peter Steele-lookaliken Baron Misuraca i front: En mand, hvis meritter indbefatter goth-modelarbejde – men ingen nøgenbilleder, som han desværre pointerer i sin portfolio – kabaret-optrædener med klassiske crooner-hits på pizzarestauranter i staten New York og ">en vampyr-erotisk industrial-metal, der får Glenn Danzig til at fremstå helt smagfuld. Men trods alt også en mand, der i midten af 80’erne var med til at starte crossover-bandet Sheer Terror, som Peter Steele selv nævnte som vigtig inspiration for Carnivores stilskift.

Er den gendannelse usmagelig, og det er den jo nok, er det måske i virkeligheden den mest passende hyldest til tvetydighedens og provokationens mester.