Metaldiktator: S.O.D. – Speak English or Die

Populær
Metaldiktator: S.O.D. – Speak English or Die

Som et fritidsprojekt begik medlemmer af Anthrax og Nuclear Assault i 1985 et miskendt mesterværk inden for crossover, der har svært med at slippe af med sit ry for racisme og fjolletheder.

Kunstner
Titel
Speak English or Die
Trackliste
March of the S.O.D.
Sargent D and the S.O.D.
Kill Yourself
Milano Mosh
Speak English or Die
United Forces
Chromatic Death
Pi Alpha Nu
Anti-Procrastination Song
What's that Noise
Freddy Krueger
Milk
Pre-Menstrual Princess Blues
Pussy Whipped
Fist Banging Mania
No Turning Back
Fuck the Middle East
Douche Crew
Hey Gordy!
Ballad of Jimi Hendrix
Diamonds and Rust (Extended Version)
Karakter
666

En af mine skolekammerater blev engang anklaget for at have stjålet et eksemplar af S.O.D.s ‘Speak English or Die’ i den lokale pladeforretning. Det var sådan noget, sådan nogle, der hørte sådan noget, ligesom bare formodedes at gøre.

Crossover og de typer, der hørte det, var ikke velansete i slutningen af 80’erne, selvom det i dag anses for at være genrens storhedstid. Den lyd, Power Trip og Iron Reagan høster bred anerkendelse for i dag, blev anset for at være en bastard dengang. Hvad? Troede du, at core-diskrimnation i metal var en ny ting? Thrasherne hadede crossover, fordi det var for punket, for simpelt, for korthåret og for følsomt, mens punkerne hadede det, fordi det var for metal.

Begge parter må dog alligevel have dyrket det i dølgsmål, for genrens bannerførere, Suicidal Tendencies, D.R.I., Murphy’s Law og Crumbsuckers, opnåede trods alt en relativ kommerciel succes i den korte tid, crossover-eventyret varede. Men selvom et utal af hardcore-bands hoppede på metalvognen for at blive rockstjerner og slippe fri af deres egen genres kreative begrænsninger, og thrash metal-bands som Anthrax og Carnivore var mindst lige så ivrige efter at blive associeret med den urbant cool hardcore, er der én plade, der står over alle de andre alle disse år senere.

Den plade er ‘Speak English or Die’. En af crossovergenrens mest udskældte og kontroversielle plader for sine skarpe politiske analyser (‘Fuck the Middle East’) og sin delikate kønsdiskurs (‘Pre-Menstrual Princess Blues’). En plade med Scott Ian, en af thrashens mest universelt trættende mongo-personligheder, men også en plade, hvor selvsamme Scott Ian viser, hvorfor han alligevel har sin berettigelse på scenen: Riffs.

Huskes for det forkerte
Man har, jeg har i hvert fald, en tendens til at huske ‘Speak English or Die’ for alt det forkerte. Dumme skits, pubertære vitser, decideret hate speech og racisme. Det sidste er også svært at komme udenom: Titelsangen handler om indvandrere, “boats and boats and boats of you,” der kommer til USA og ser anderledes ud, lugter anderledes, har underbetalte jobs, som de pæne middelklassedrenge fra S.O.D. ikke kan forstå, at nogen kan ydmyge sig selv nok til at tage, og, værst af alt, taler med accent. 

Sangeren Billy Milano har sidenhen forsvaret sig selv med, at han havde det hårdt på det tidspunkt, fordi hans far lige var død, og så er det i orden at være en frådende xenofob, og desuden var det bare en joke, OK? Det kan man så diskutere, men forhåbentlig ikke alt for længe: Det, der til gengæld ikke kan diskuteres, er, at den slags var en del af den generelle diskurs på New Yorks crossover-scene i 1985, da ‘Speak English or Die’ udkom. Agnostic Front udgav året efter ‘Cause for Alarm’, der indeholdt nogle sine steder mildest talt alarmerende tekster og et Stars & Stripes-prydet cover, mens den plades tekstforfatter (på nogle af sangene), Peter Steele, året efter gav fuldt los for et vidtfavnende blindt had i sit eget band, Carnivore, på pladen ‘Retaliation’. Det forsvarer det ikke nødvendigvis, men det sætter det i hvert fald i kontekst.

Andre steder på ‘Speak English or Die’ regner de verbale slag ned over den rivaliserende hardcore-scene i Washington D.C: “Why do you play so fast… to be cool?” lyder første linje i sangen ‘Douche Crew (D.C.)’ med en forklarende parentes i titlen, hvis nu nogen skulle være i tvivl om, at det handler om Ian MacKaye og hans kohorter. Kvinder som sådan får et fur i ‘Pre-Menstrual Blues’, fyre, der rent faktisk har kærester, bliver kaldt ud for at være ‘Pussywhipped’, og Billy Milano løser rådsnart situationen i Mellemøsten på ‘Fuck the Middle East’, så de allierede i “Israel and Egypt can live in peace without these dicks.” Så er det klaret.

Frikvarter
Hvad angår skits og fjolletheder, er ‘The Ballad of Jimi Hendrix’, ‘Diamonds and Rust’ og ‘Hey Gordy!’ småirrterende momenter – hvor blitzcore-nummeret ‘Anti-Procrastination Song’ til gengæld tjener det formål, at man kan sende den til Devilutions fotograf, når han forhaler ting. ‘What’s That Noise’ er decideret belastende på alle leder og kanter, mens ‘Milk’ sådan set også er dum – den handler om ikke at kunne komme i gang med dagen uden sin mælk, fordi man er en lille baby – men selve sangen er der ikke noget at udsætte på. Dan Lilker – der modsat Scott Ian og Billy Milano fortsat står som et fyrtårn af ren elskelighed – sætter i gang med en fuzzet basmelodi, inden Charie Benante smider blastbeats på, indtil råbekoret sætter ind.

Den manglende seriøsitet skyldes, at S.O.D. aldrig var tænkt som andet end et sideprojekt inspireret af nogle tegninger af karakteren Sargent “D”, som Scott Ian havde lavet under pauserne fra indspilningerne af Anthrax’ ‘Spreading the Disease’. I S.O.D. kunne Scott Ian og Charlie Benante blive genforenet med deres gamle bandkollega fra Anthrax, Dan Lilker, mens vennen Billy Milano kunne få sig et navn at basere sit eget crossover-band, M.O.D, på. 

Når det gik anderledes, og ‘Speak English or Die’ 33 år senere står som en klassiker, skyldes det en kombination af solide riffs og melodier fra Scott Ian og Dan Lilker, et stærkt spillende band og en overbevisende sanger, der synger hysteriske trusler som “don’t cut the line, cause he’ll cut off your legs” og giver gode råd som “don’t rely on no one else / end it all just kill yourself.” Det er overdrevet og åndssvagt, men det er leveret med hobbyprojektets charmerende overskud, der løfter hele pladen.

Breaks, der stopper tankvogne
Sådan skulle det have været. Men S.O.D. kunne selvfølgelig ikke modstå fristelsen til lige at gendannes bare en enkelt gang i 1992 og sende en liveplade ud. Og så en gang til i 1997, indtil de i 1999 udgav pladen ‘Bigger Than the Devil’, som det er bedst bare at huske for coveret, et spoof på Iron Maidens ‘The Number of the Beast’, hvor maskotten, Sargent “D”, troner over en lille djævel, sådan som titlen – i sig selv et spoof på John Lennons udtalelse om, at The Beatles var “bigger than Jesus” – bedyrer. Endnu en liveplade er det blevet til siden, selvom alle medlemmer nu sværger på, at S.O.D. definitivt er lagt i graven. Hvis man altså lige ser bort fra enkeltstående koncerter, som den Dan Lilker gav for at fejre en Copenhagen Beer Celebration med et band sammensat med medlemmer fra General Surgery, Tompa Lindberg fra At the Gates og en fyr fra bryggeriet Mikkeller. 

S.O.D. er ikke sådan at slippe af med. Når de ikke er det, er det, fordi sange som ‘Sargent “D” & the S.O.D.’, ‘Milk’, ‘Kill Yourself’, ‘Speak English or Die’, ‘Freddy Krueger’, ‘Fist Banging Mania’ og ‘United Forces’ er noget af det stærkeste, der er skrevet inden for crossover. De er skoledannende med deres mosh parts, fuldfede thrash-riffs, rasende fart og breaks, der kan stoppe tankvogne. Det er simpelthen sange af en kaliber, som ingen crossover-bands siden har overgået, selvom de har prøvet af al magt at eftergøre dem.

Det ved vi i dag. Ligesom vi ved, at min skolekammerat ikke havde stjålet den plade, og at det heller ikke ville have gjort ham mere punkrock-sej, hvis han havde gjort det. Han var bare en middelklasse-teenager fra forstæderne, der prøvede at spille street. Nogle gange lykkes den slags ret godt. Det gjorde det i hvert fald for S.O.D. på ‘Speak English or Die’.