Copenhell 2014: Anthrax åbnede den store fest
Populær
Anthrax åbnede Copenhells store scene, Helviti, med en fest.
Madhouse
Got the Time
Indians
Hymn 1
In the End
Fightthem
T.N.T.
Deathrider
I Am the Law
Antisocial
Newyorkerbandet er kendt af de fleste metallere, som et af ”De store fire” inden for thrash metal – Metallica, Slayer og Megadeth er de andre. Det kan selvfølgelig ikke måle sig i popularitet med Metallica og Slayer, og måske dårligt nok med Megadeth, men bandet har nu alligevel noget kørende for sig, og det er festligheden. Nok er de både tunge og hurtige, men deres musik er bare gladere og mere rock'n'rollet, og det gjorde dem til et godt åbningsvalg.
Den livsglade stemning i musikken er sådan set mere i familie med AC/DC end med førnævnte Slayer, hvilket Anthrax' coverversion af 'T.N.T' (som er AC/DCs, hvis nogen skulle være i tvivl) demonstrerede meget godt. Riffene er skruet anderledes sammen, bevares, men nummeret klæder faktisk resten af Anthrax' sæt ret godt og understreger pointen.
Ellers var sangene hentet fra Anthrax' tidlige periode og seneste udgivelse – begge perioder hvor den nuværende frontmand Joey Belladonna har stået for vokalarbejdet. Sætlisten er en hitparade og har været hørt mange gange før live – posen bliver bare rystet lidt engang imellem. Og 'Madhouse', 'I Am The Law' og den nye 'In The End' gik rent ind sammen med de andre. Niveauet var nemlig højt og støt hele vejen igennem.
Alligevel var koncerten lige en anelse mindre sprudlende, end sidste gang de var på Copenhell. Om det var, fordi ankermand og trommeslager Charlie Benante var sygemeldt pga. en skade i hånden, er muligt, men ikke en soleklar grund. Afløseren John Dette gjorde det nemlig ganske fint og sobert. Ligeledes gjorde den nyeste guitarist Jonathan Donais (Shadows Fall), der dog er lidt stiv og tilbageholdende i sin scenefremtræden, det fint. Måske det var fornemmelsen af, at der var tre, der var ærke-Anthrax, og to, der ikke rigtig var det, der gjorde det. Måske det bare var én af de dage ...
Men godt var det nu alligevel, og som en lille ekstra ting til Danmark var den tidligere guitarist fra nullerne Rob Caggiano inviteret med på afslutteren 'Antisocial'. Meget god stil og måske også med et glimt i øjet, da han jo forlod Anthrax for at blive producer, hvorefter han så dukkede op i mægtige Volbeat. I hvor høj grad glimtet i øjet var tilsigtet i denne henseende, er sådan set lige meget. For glimt i øjet har Anthrax nu altid haft, og det har været en del af eksistensberettigelsen. Det og en torden i fingrene.