Smuk, dyster atmosfære
PopulærLiv Kristine er klar med sit femte soloalbum. Det er klart bedre end det forrige.
02. Love Decay (feat. Michelle Darkness)
03. Vervain
04. Stronghold of Angels (feat. Doro Pesch)
05. Hunters
06. Lotus
07. Elucidation
08. Two and a Heart
09. Creeper
10. Oblivious
Liv Kristine dyrker ved siden af pladsen bag mikrofonen i Leaves’ Eyes også en solokarriere, hvor hun siden 1998 har udgivet fem album inklusiv det nye album ’Vervain’. Det er kun lige godt to år siden forgængeren ’Libertine’ kom på markedet. ’Libertine’ var en lige vel poppet sag, der ikke rigtig kastede nogen succes af sig.
Mørkere stil
Heldigvis er der noget bedre takter at finde på ’Vervain’. I forhold til ’Libertine’ er ’Vervain’ mere mørk og dyster i tonen og har visse steder også nogle ret tunge rytmer i bunden. Det betyder ikke, at der er tale om en direkte metallisk sag. ’Vervain’ er melodisk gotisk rock tilsat pop og ballader. Men det er ikke så tosset endda.
Den mørke side, der trænger sig på i sangene på ’Vervain’, klæder Livs fine, lidt spinkle stemme fint og skaber gennemgående en vellykket atmosfære albummet igennem.
Det har ikke været muligt at finde ud, hvem der står bag kompositionerne, eller hvem der står for den instrumentale side af indspilningerne på ’Vervain’. Men mon ikke det er et godt bud, at ægtefællen Alexander Krull igen har været involveret i sangskrivning og produktion, ligesom resten af Leaves' Eyes sikkert spiller med på albummet.
Gæster
Givet er det imidlertid, at der medvirker to gæster på albummet. På albummets anden sang og første singleudspil ’Love Decay’ synger Liv duet med Michelle Darkness, der er forsanger (mandlig vel at mærke, trods navnet) i det tyske gotiske metalband End Of Green. ’Love Decay’ minder i sin lyd om noget, der ikke ligger så langt væk fra Type O Negative.
Singleudspillet lanceres sammen men en video med Liv og Michelle. Videoen er i sig selv en spøjs sag, da det er tydeligt, at Michelle ikke forventede, at han skulle møde til optagelse ude i skoven i omklædt stand. Hvor Liv Kristine fremstår elegant i kjole med snøreliv og stilletter, er Michelle iklædt morgenhår, havejakke og arbejdsbukser.
Den anden gæst på albummet er velkendte Doro Pesch, der medvirker på ’Stronghold of Angels’, der er en ret fornuftig og tung semi-ballade. Umiddelbart ville man måske ikke forvente, at Liv Kristines høje lyse vokal skulle fungere sammen med Doros rå og hæse stemme. Men det fungerer faktisk fint. Liv Kristine synger i et lidt lavere leje end sædvanligt, hvorved der opstår en fin duet mellem den klare og den hæse sang.
Endelig skal også fremhæves albummets slutsang ’Oblivious’, der begynder så tungt, at det næsten minder om Black Sabbath, inden det hele blødes op af Liv Kristines fine og dog lidt sørgmodige sang med underlægning af piano, keyboard og laaangsooomme guitarakkorder.
En flot afslutning på et overraskende godt album. Det mangler de helt gode sange til at blive et mindeværdigt album. Men det er afgjort en godkendt præstation.