Metaldiktator: Type O Negative - Bloody Kisses
Populær
14. april, 2010 gik Peter Steele bort. Vi ærer Type O Negatives frontmand med et tilbagebilk på mesterværket fra 1993, 'Bloody Kisses', der gennem 73 minutter er en oplevelse uden sidestykke inden for metallens dystre og melankolske genre.
2. Christian Woman
3. Black No. 1 (Little Miss Scare-All)
4. Fay Wray Come Out and Play
5. Kill All the White People
6. Summer Breeze
7. Set Me on Fire
8. Dark Side of the Womb
9. We Hate Everyone
10. Bloody Kisses (A Death in the Family)
11. 3.0.I.F.
12. Too Late: Frozen
13. Blood and Fire
14. Can't Lose You
Juni 1991. Det danske metal- og tattooblad, Progress Tattoo Magazine, udkommer. Midt i magasinet er en artikel med et billede af en amerikansk musiker, der sidder og skærer sig til blods i overarmen. Bagefter blander han blodet op med sin sæd, leveret på forhånd og medbragt i en lille pose, og anvender den særlige mikstur til at underskrive en pladekontrakt med Roadrunner Records.
Musikeren hedder Peter Steele. På tidspunktet 29 år gammel. Samme juni udkommer Type O Negatives debut ’Slow Deep and Hard’.
Peter Steele er allerede en velkendt skikkelse fra Brooklyns undergrundscene af hardcore og crossover-bands. I sin opløste gruppe Carnivore har han allerede op gennem 1980’erne provokeret med sin helt egen spydige form for nihilisme og sorte humor. En intro med lyden af fyr, der brækker sig, og titler som ’Jesus Hitler’ og ’Male Supremacy’ taler for sig selv.
Pubertær nihilisme og fascination af døden
Den obskøne humor viderefører Peter Steele i Type O Negative, men tempoet fra Carnivores sættes ned. Sammen med keyboardtroldmanden Josh Silver, trommeslager Sal Abruscato og guitarist Kenny Hickey fremmaner kvartetten sin helt egen stil. Debuten 'Slow Deep and Hard' lyder som en blanding af rå punk og doom blandet sammen og spillet til en gotisk begravelsesceremoni med en arrig, beruset og vulgær shaman i spidsen.
’Slow Deep and Hard’ er ikke et decideret hit, men Type O Negative slår sit navn fast som ulmende i undergrunden. Året efter udkommer det falske livealbum, ’The Origin of the Feces’, hvor coveret er et nærbillede af Steeles rectum. På genudgivelsen to år senere er det ændret til det berømte middelalderbillede ’Dance Macabre’ af fire dansende skeletter.
De to forskellige artworks er meget sigende for Type O Negatives image gennem hele karrieren som et smeltedigel af pubertær nihilisme og den gotiske verdens makabre univers og en fascination af kærlighedens forening i døden gennem det romantiserede selvmord. ’Origin of the Feces’ byder på lidt af hvert. Numre fra debuten er omskrevet og genindspillet som de såkaldte ”liveversioner”, et morbidt cover af Billy Roberts/Jimi Hendrix’ berømte ’Hey Joe’ bliver til ’Hey Pete’ – ”Where are you going with that axe in your hand!”
Men det er især selvmordshymnen ’Afraid to Die’, der med sin melankolske brug af keyboard og dødstunge
guitarriffs indfanger de første momenter af den sorte magi, som slipper løs året efter på ’Bloody Kisses’.
En plade uden sidestykke
Med 14 numre fordelt på 73 minutter udkommer ’Bloody Kisses’ 17. august 1993. Den bliver mødt med kritiske klapsalver og kommerciel succes. Det er Roadrunners første udgivelse, der sælger guld (500.000) og senere platin, den magiske én million plader, i USA.
Albummet bliver drejebogen som gothmetallens kopister følger i flokvis, men 22 år senere er ’Bloody Kisses’ stadig uden sidestykke. Peter Steele slår berettiget sit navn fast, som den dystre genres førsteelsker og mest karismatiske fyrtårn. Og skaber samtidig et image, som samfundssatirisk provocateur, men aldrig uden en selvironisk distance – ”Don’t mistake lack of talent for genius”, som der står på pladens bagside.
Vrede tekster – We Don’t Give a Fuck!
Kritikkerne får fingeren i coverets noter, hvor Steele takker ”The European left for making me so rich and famous,” med hentydning til venstreorienterede grupperinger, der protesterede til koncerterne og anklagede ham for at være fascist og racist – primært grundet hans fortid i det provokerende Canivore – da Type O Negative først gang drog over Atlanten og spillede på det europæiske kontinent.
Fuckfingeren fortsætter for fuldt blus i teksten på den temporige ’We Hate Everyone’: ”Lies and slander in vain try to shame us / Riots, protests, violence just makes us famous / TV interviews, free publicity. Increase record sales dramatically / The left they say I'm a facist / The right calling me a communist ... We don't care what you think ... We Hate Everyone. We don’t give a fuck!
Midterfingeren til hykleriet har endnu mere fart på i den punkede ’Kill All the White People’, der velsagtens har været endnu mere benzin på de hellige kritikeres forarget bål. ”Kill all the white people / then we’ll be free”, lyder teksten kun gentagne gange.
Sort hån og Beavis and Butt-Head viser vejen
Nu var det dog ikke Steeles arrige udbrud i teksterne, der skabte ’Bloody Kisses’s succes. Men pladens første numre, der cementerede bandets unikke sans for gotisk stemning i en episk længde. Fra introen, der sætter lyd til albumcoverets to stønnende og elskende kvinder, bryder legendariske ’Christian Woman’ ud med Steeles dybe basstemme og Silvers simple og messende anslag på tangenterne – og over i den brummende sløve rytme i det tredelte nummers første part. Sidste del med det blasfemiske omkvæd: ”Jesus Christ looks like me.” – Kristus vittigt og kammeratligt blot kaldt J.C. i teksten i coveret.
Det efterfølgende nummer, den 11 minutter lange ’Black No. 1 (Little Miss Scare-All)’, blev dog hittet, der stod forreste i rampelyset. Godt hjulpet på vej af den forkortede version til musikvideoen, der blev vist i det populære tegnefilmsshow på MTV, Beavis and Butt-head, der sad i deres sofa og rockede begejstret med på videoen.
På tidspunktet en cadeau, der var uvurderlig reklame for et band i den æra. Som Kent Kirkegaard påpeger i sin metaldiktator om Morbid Angels ’Covenant’, var visningen af videoen til ’God of Emptiness’ i Beavis and Butt-Head – også i 1993 – med til at gøre ’Covenant’ til det bedst sælgende dødsmetalalbum i historien.
’Black No. 1’ var og er stadig Type O Negatives ypperste signaturnummer. Ironisk nok, da Steeles tekst er en hån af den sortklædte og stereotype subkultur, bandet så efterfølgende blev de største eksponenter for.
Suveræns sans for coversange
’Bloody Kisses’ demonstrerer også Peter Steeles helt særlige og suveræne sans for at lave coverversioner. Allerede på Carnivores ’Retaliation’ i 1987 fik han en eksplosiv stonerversion ud af Hendrix’ ’Manic Depression’. Som tilfældet også var på det ’Origin of the Feces’ med ’Hey Joe’ (og Black Sabbaths ’Paranoid’ og ’Iron Man’ som bonustrack på genudgivelse med det nye cover).
’Summer Breeze’ er en fortolkning af soft rock-gruppen Seals and Crofts store sommerhit fra 1972. Steele forvandlede ikke bare de bløde toner til smuk og tung melankoli, men ændrede titel til ’Summer Girl’ og hele teksten, hvor det blandt andet lyder: ”Kenny Hickey lying on the sidewalk / Devil music from the house next door / So I step on over his vomit / Through the screen and across the floor.”
Versionen faldt angiveligt ikke i Seals and Crofts smag, så teksten er deres oprindelige på den version, der kendes i dag på ’Bloody Kisses’. 'Summer Breeze' bliver i stedet så kreativt efterfulgt af det sammenhængende nummer, ’Set on me Fire’ med omkvædet ”Summer girl / Set me on fire”. Det oprindelige nummer med den alternative tekst florerer i dag på YouTube – og kan høres i bunden af artiklen.
Steeles største triumf af coversange kom dog året senere i 1994 på ’Nativity in Black: A Tribute to Black Sabbath’, hvor den foruroligende, fremragende fortolkning af ’Black Sabbath’ hører til blandt alle tiders bedste coverversioner.
11 minutters depressiv maraton
’Too Late Frozen’ er skrevet efter den typiske Type O Negative-formel med begravelsesriffs, skønsang, fængende omkvæd, tunge og afbrydende b-stykker, der alt sammen kombineret maler en mørk collage af melankoli, som siden ’Bloody Kisses’ blev gruppens ikoniske varetegn. ’Too Late Frozen’ var desuden fast inventar til deres koncerter, hvor et snevejr under nummeret visuelt altid gjorde det til en betagende oplevelse.
Titelnummerets dysterhed om livets udbrændte flamme præsterede de dog aldrig at gentage.
’Bloody Kisses (A Death in the Family)’ er en 11 minutters depressiv maraton, hvor fortælleren finder styrke til at begå selvmord, og forenes i døden med sit livs kærlighed, der også selv har taget sig af dage. Et nummer, der er så stemningsfuldt og ultradystert, at et lignende af slagsens næppe findes.
Kærlighedens fortvivlelse var inspiration
Både teksten og musikken i flere af Type O Negatives numre fremstod senere hen som symbolet på det følsomme sind, der også var en del af den karismatiske og flamboyante Peter Steele. På den ene side var han manden, der med selvsikkerhed lod sig være fold ud-mand i Playboys kvindelige pendant, Playgirl, i 1994, hvor den veltrænede og to meter høje mand viste sig som sexsymbol. Men hans person gemte også på en skrøbelig og temperamentsfuld side.
”I know you’re fucking someone else”, sang han allerede i det første nummer på debuten om en personlig krise i kærlighedslivet. ’Love You to Death’ gav også udtryk for hans konflikter med den evige svære kærlighed. ”Am I good enough for you?” lyder det fortvivlende i nummeret, der er blandt de store hits fra ’October Rust’ – efterfølgeren til ’Bloody Kisses’ fra 1996.
’October Rust’ var mere poleret og mindre aggressivt i udtrykket. Fænomenale sange som ’Wolfmoon’ og ’Red Water’ hører dog indiskutabelt til blandt Type O Negatives bedste i diskografien. Men som helhed pegede ’October Rust’ også i retning af et band, der toppede med ’Bloody Kisses’ som karrierens unikke højdepunkt. Anelserne blev bekræftet på karrierens sidste tre udgivelser, der trods hver sine enkelte højdepunkter, aldrig fremstod som fuldendte.
Et unikum fik fred i metallens himmel
Musikken synes så at sige at gå i hånd med Peter Steeles skrantende tilværelse. I 2005 fik kærligheden ham i tumult, og han afsonede en mindre fængselsdom for vold mod en rivaliserende bejler. Det snigende forbrug af alkohol og narkotika forværrede også hans mentale tilstand, så turen i spjælet blev kort efter forlænget af et ophold på et psykiatrisk afdeling.
Hans adfærd begyndte at fylde mere end musikken gjorde i medierne. Historier, rygter og sladder findes der rigeligt af. I bund og grund ligegyldigheder, han aldrig skal huskes for. 14. april 2010 sluttede det. Hjertet sagde stop. Den 48-årige Peter Steele fik endelig fred.
De øvrige medlemmer annoncerede kort efter, at Type O Negative umuligt kunne føres videre uden bandets ophavsmand. Det eneste og helt rette beslutning. Peter Steeles arv og ånd lever i stedet videre i musikken.
Han var et unikum på metalscenen. En frontmand og sangskriver med en karisma og talent, der sætter ham blandt de mest funklende stjerner i metallens mørke himmel. 
(Peter Steele i 1991, der skærer rundt om Type O Negatives logo i armen, og bagefter blander blodet med sin med medbragte sæd til at underskrive pladekontrakten med Roadrunner.)
(Type O Negative besøgte flittigt Danmark på deres turneer. Den sidste koncert var 5. juni 2007 i Amager Bio. Koncerten blev desværre præget af et maveonde hos Peter Steele, der gjorde han ofte sad ned på scenen eller helt var væk fra den - ude på toilettet. I stedet overtog guitarist Kenny Hickey vokalen, og bandet spillede lidt i øst og vest fra karrierens første og mere obskure numre, hvor Hickey primært synger. En særlig, men også lettere sørgelig oplevelse, da det endte med at være gruppens sidste i Danmark. På billedet - taget af Jacob Dinesen - er de på Wacken Open Air 2 måneder senere, hvor den legendariske frontmand heldigvis var knap så elendig til mode).
Den oprindelige version af ’Summer Breeze.'
Type O Negatives version af 'Black Sabbath' fra 1994 er blandt de bedste og mest nyskabende coverfortolkninger, der findes.