Vold og sammenhold i New York
Populær
Tørre tæsk og nøgtern reflektion: Agnostic Front-sangerens selvbiografi overrasker positivt. Der viser sig at være mere end testosteron og brølekor at komme efter hos Roger Miret.
“He threw a bottle as hard as he could into this guy’s face. It exploded, as did the dude’s forehead. The flesh around his eye turned to mush and the sharp glass severed his optic nerve. He dropped the knife and held his hands to his face, trying to hold his eye in the socket. His eyeball dropped to the ground and Vinnie stomped on it with his combat boot.”
Roger Miret ved godt, hvad vi forventer af hans selvbiografi, så bare for at ingen skal nå at blive utålmodige, leverer han med det samme i epilogen til ‘My Riot’: Seks sider med sanseløs vold, frådende hærgen, stoffer, livslange venskaber, fængselsophold og endnu mere vold, der ligner udkastet til en Martin Scorcese-film fra 70’erne.
Bortset fra at det ender godt.
Når den 53-årige punkrocker i dag samler morgenavisen op fra dørmåtten foran hjemmet i Scottsdale, Arizona, er han ikke en slagen Henry Hill fra ‘Goodfellas’, der gemmer sig for sin fortid. Roger Miret er en familiefar, der arbejder som elektriker i en vens firma og et par gange om måneden flyver ud af Phoenix for at spille hardcore på klubber og festivaler verden over sammen med vennen Vinnie Stigma, som startede Agnostic Front i 1982 og var med til at definere lyden af New York Hardcore.
Jeg pisser hardcore
Det var ikke givet, at det skulle ende sådan. Faktisk er det endt flere gange tidligere, hvor Roger Miret har forladt bandet, fordi han var desillusioneret, fordi han røg i fængsel, fordi han prøvede at hellige sig sin familie, fordi det ikke længere gav mening. Men det endte altid med, at der ikke var andet, der gav lige så meget mening til hans liv så intenst, som Agnostic Front gjorde og fortsat gør det.
“Hardcore is in my blood. It’s what keeps me feeling alive. It’s what I piss, sweat and bleed. It’s the way I make sense of the world,” siger han i prologen og konkluderer: “We were all fucked up in the head, but hardcore pumped us up and made our young adult years wild, hysterical, dangerous and fucking unforgettable.”
Det er den slags bravado, man forventer af Roger Miret. Hvad man ikke nødvendigvis forventer, er den evne til at nuancere det og reflektere over sine – vanvittigt uforsvarlige og voldelige – handlinger, som Roger Miret demonstrerer. Jeg for min del er vokset op med, at Agnostic Front var sådan nogle, som man beundrede for det, de har bidraget med til musikken, men distancerede sig selv fra på grund af det, der fremstod som voldsforherligelse, og nogle temmelig dodgy politiske holdninger. I årenes løb har jeg talt med adskillige folk i miljøet, der har været mere eller mindre tæt på Roger Miret, som alle forsvarede ham som en good guy, og jeg har altid været skeptisk.
I ‘My Riot’ tager han fat om begge anklagepunkter og forsøger at forklare sig en gang for alle. Endnu en gang. Agnostic Front er siden midten af 80’erne blev linket til de højreorienterede skinheads, ikke mindst af bladet Maximumrocknroll, der har været toneangivende på hardcorens venstrefløj. Roger Miret tager fat om de episoder, der er blevet trukket frem, og piller dem fra hinanden en efter en. En af dem, han har sværest ved at løbe fra, er sangen ‘Public Assistance’, som Pete Steele fra Carnivore – senere Type O Negative – skrev en tekst til, der gentager rundt regnet samtlige fordomme om fattige indvandrere, der altid har floreret i den amerikanske debat. Der er bare det aber dabei, at Roger Miret selv er indvandrer: Hans mor flygtede fra Cuba med ham og hans to mindre søskende i 1968, og efter at have smidt sin voldelige mand på porten modtog hun velfærdsydelser:
“That’s why I still believe in the system when it works. She had to feed us and the government helped make that happen. Say what you will about how corrupt and intrusive the government is, but we wouldn’t have gotten by without the welfare system. [...] I was a minority kid whose mom was on welfare and I saw all the time how other people in our neighborhood abused the system. Public assistance was designed to help people better their lives and move on, not to enable the families that used it."
Opbygget tryk
Det er den slags nuancer, der aldrig rigtig har været levnet plads til i Agnostic Fronts råbekor, men som ‘My Riot’ byder på. Også hvad angår volden.
Roger Miret voksede op med vold: Først en far, der drak og bankede moderen, så en stedfar, der fortsatte, hvor faderen havde sluppet, og ikke mindst tog det ud på den ældste teenagesøn, indtil Roger Miret stak af og boede i besatte huse og på gaden i et Lower East Side, hvor bander og pushere gjorde det nødvendigt for ham og hans venner i hardcore-scenen at forsvare sig selv med alle midler. At det var en del af bystyrets masterplan, Operation Pressure Point, der gik ud på at lade det sydlige Manhattan blive så lovløst, at de havde en undskyldning for at rydde det hele og bane vejen for det moderne New York, er en kontekst, som Roger Miret ikke forsømmer at få med.
Han er bare også godt klar over, at det ikke rigtig undskylder, at han levede, som han gjorde. En ting er, at han har rullet yuppier og røvet pushere, som han så nogenlunde føler, at han kan forsvare inden for det miljø, han levede i, men en episode, hvor han forsøgte at stjæle håndtasken fra en ældre dame og slæbte hende efter sig hen ad fortovet, står for ham som noget af det, han skammer sig allermest over. Set i bakspejlet kan han også godt se, at det ikke var særlig forsvarligt at forsøge at brødføde sin unge familie sammen med Amy Miret – fra crustbandet Nausea – ved at blive narkokurér, og det endte da også med at sende ham i fængsel i 1989. På grund af fodfejl i politiarbejdet blev han løsladt efter små to år, og siden da har han forsøgt at holde sig på den rigtige side af loven, men han kommer aldrig til at kunne ryste sit image som thug af sig.
Forsoning
Det, der står tilbage, er pladerne. Agnostic Front var med til at definere lyden af NYHC, selvom det næsten var af vanvare, som vi tidligere har beskrevet i en Metaldiktator om deres hovedværk, ‘Cause for Alarm’. Den plade blander hardcore og thrash metal med en klar hovedvægt på metallen og splittede scenen på en måde, som det kan være svært at forstå i dag, hvor det meste moderne hardcore er langt mere metallisk end Agnostic Fronts crossover. Selv står Roger Miret et sted midt imellem: “Some people didn’t get it right away. Other fans never got it. I’m still not sure which of those two categories I fit into.”
Derfor lader Agnostic Front i dag bands som Hatebreed – hvis Jamey Jasta producerede ‘Another Voice’ og har skrevet det ene af bogens to forord – om at varetage crossoveren og spiller selv en NYHC, der har sine tydelige rødder i den punk, det hele startede med. Når ‘My Riot’ er god til at give en en dybere forståelse af, hvad der ligger bag det hele, er det ikke mindst medforfatteren Jon Wiederhorns skyld. ‘My Riot’ er reflekteret og velskrevet på en måde, som det desværre sjældent ses i musikbiografier – tænk bare på NYHC-kollegaen Harley Flanagans ‘Hard-Core: Life of My Own’ fra sidste år, hvor han rabler løs, hurtigere end hans fingre kan følge med på tastaturet.
Det kommer ikke mindst til udtryk, når Roger Miret skriver om det endelige brud med Amy Miret, som er mor til hans ældste barn, datteren Nadia, hvor han lader hende komme til orde med sin oplevelse af, hvordan det var at leve sammen med ham. Andre er han ikke nær så forsonlig over for: Maximumrocknroll har han opgivet at slutte fred med, selvom arkefjenden, redaktøren Tim Yohannan, døde i 1998, og pladeselskabet Epitaph får lagt nogle ikke helt fine forretningsmetoder frem.
Det var “wild, hysterical, dangerous and fucking unforgettable,” men det var også en temmelig meget andet. Der er en historie i ‘My Riot’, og der er en pointe med den. Og altså masser af upædagogisk vold med på vejen dertil.