Som i går i det gamle New York

Som i går i det gamle New York

Nærmest ved et tilfælde leverer NYHC-veteranerne et af den tre årtier lange karrieres mest vellykkede album.

Titel
The American Dream Died
Dato
06-04-2015
Distributør
Trackliste
Intro
The American Dream Died
Police Violence
Only In America
Test Of Time
We Walk The Line
Never Walk Alone
Enough Is Enough
I Can't Relate
Old New York
Social Justice
Reasonable Doubt
No War Fuck You
Attack!
A Wise Man
Just Like Yesterday
Karakter
5

Det er ikke engang, fordi Agnostic Front gør noget markant anderledes på 'The American Dream Died', og det er heller ikke, fordi deres 11. album er længder bedre end deres foregående plader, men alligevel føles det, som om det hele lige er blevet tweaket og finjusteret, indtil de har opnået den helt rigtige sammensætning af de bestanddele, der udgør deres form for hardcore. Den sande, som den opfattes af temmelig mange, omend naturligvis ikke nødvendigvis den eneste mulige. Men altså det, der bliver opfattet som arketypen for hardcore, ikke mindst sådan som den har lydt i det nye årtusind: thrashriffs, breakdowns, toughguy-attitude og et konstant fokus på sin egen historie og den basis, den udgør for musikken. Scenens eksistens som et bevis på scenens eksistensberettigelse i en art ontologisk argument.

Det har i sig selv været lidt af et kors at bære for Agnostic Front igennem tiden: at de som ophavsmænd til en særlig lyd, New York Hardcore eller bare NYHC, ind imellem har haft svært ved at lyde banebrydende eller bare autoritative inden for den. De er simpelthen blevet overhalet indenom af andre bands på den scene, de selv har skabt, og veteranerne er i perioder endt med at lyde antikverede.

Agnostic Front an sich

Når 'The American Dream Died' lyder så overbevisende, som den gør, er det ikke mindst, fordi Agnostic Front dropper at forsøge at lyde som folks forestilling om NYHC og i stedet lyder som Agnostic Front. Med alle de idiosynkrasier, der har bidraget til bandets lyd igennem tiden: Den primitivt tampende hardcore med blastbeats helt tilbage fra debuten 'United Blood' på 'Police Violence' og 'No War Fuck You', thrashen fra 'Cause for Alarm' på titelnummeret og 'Only in America', streetpunken fra 'Something's Gotta Give' på bangers som 'Old New York' og 'Just Like Yesterday'. Og så den crossover, som bands som Sick Of It All og Madball var med til at formfuldende og etablere op igennem 90'erne på 'Test of Time' og 'Attack!'

Den respekt, de bands på deres side har vist Agnostic Front, er gensidig: Roger Mirets halvbror, Freddy Cricien fra Madball, har produceret noget nær perfekt og lægger gæstevokal på omkvædet til den obligatoriske hardcorehymne 'Never Walk Alone' sammen med en lige så let genkendelig Lou Koller fra Sick Of It All og Agnostic Fronts trofaste roadie fra gamle dage, H2Os Toby Morse. Det er total bromance, rørende på sådan en sært frastødende måde som kun bodybuildede, overtuschede, bandanabærende mænd, der taler om deres følelser, kan være det. Og catchy på en måde som kun den slags sange kan være det, bevares.

Politisk naivitet

Der er flere af den slags øjeblikke på pladen, hvor klichéerne bliver så tykke og dybfølte, at det er svært ikke at krumme tæer: 'A Wise Man' er et af dem, en slags videreførsel af Biohazards gamle 'Retribution', der åbnede med det samme 'Godfather'-citat, som omkvædet i 'A Wise Man' refererer. Den der med at holde sine venner tæt på sig, fjenderne endnu tættere. Man kan for den sags skyld fremføre, at den samfundsanalyse, Agnostic Front udlægger på 'The American Dream Died', ikke er fri for en vis politisk naivitet, og at de ikke ligefrem yder emnet fuld retfærdighed med den temmelig sort/hvide måde, de behandler det på. Som en fyr drivende sarkastisk kommenterede på Blabbermouth tilbage i januar, da Miret fortalte om den agenda, han havde med 'The American Dream Died': ”Thanks, rock band. I didn't know all this stuff about how the world sucks and how people are fuckers. But you educated me; now I know.”

Der skal med andre ord sluges nogle kameler, hvis man skal nyde 'The American Dream Died' på abummets egne præmisser. Sådan har det altid været med Agnostic Front, et band, der både har viftet med Stars and Stripes på scenen, hyldet bandelivet, fået Peter Steele til at skrive tekster for sig og lavet sange, der får Hatebreed til at fremstå sofistikerede i deres udtryk. Men hvis man er klar til at lægge sin sunde, europæiske, venstreorienterede skepsis til side en lille halv times tid, så er albummet et af de ypperste eksempler på, hvad det er, der har gjort Agnostic Front til de legender, de retmæssigt er. Den opsummerer grundene: 'The American Dream Died' kommer ud i de afkroge af hardcore, som Agnostic Front siden starten i 1980 har besøgt, og lykkes med at gøre dem til en fuldt ud integreret del af bandets egen lyd. Den doserer de virkemidler, der har været Agnostic Fronts og siden NYHC's signatur siden begyndelsen med sikker hånd, så det ikke bare bliver læsset oven på hinanden i en jagt på genkendelighed. Der bliver økonomiseret med dem, så de i stedet kommer til at virke i deres egen ret, så et breakdown faktisk kommer til at virke på sin plads, når det indtræffer.

Miret genoptager sågar sit klassiske shoutout til sin trofaste sidemand gennem alle årene, Vinnie Stigma. ”STIGMAAAHHH!” lyder det på 'Just Like Yesterday', og kan man sin Agnostic Front-historie, så ved man, at det betyder, at man nu skal opleve 10-15 sekunders klodset og mere end almindeligt rudimentær guitarsolo, sådan som det var tilbage på 'Power' på debuten, sådan som det var på comebackhittet 'Gotta Go', sådan som det var på 'That's Life'.

'The American Dream Died' er sandsynligvis den bedste NYHC-plade, du kommer til at høre i år. Hvis det bliver den eneste, skal du heller ikke høre for det, men hvis du lurepasser på den, fordi du ikke tror, Agnostic Front rigtig har været noget værd siden 80'erne, så er der en bodyslam på vej i din retning.