Årsliste 2017 – Jon Albjerg Ravnholt

Årsliste 2017 – Jon Albjerg Ravnholt

Det var et år, hvor de sejeste plader fik nitter og spikes til at vokse ud af ens jakke ved egen kraft. Hvis du ikke kan lide dem, kommer de plader og giver dig bank, makker.

Men 2017 var også et år, hvor nogle af de helt store, som man havde regnet for ufejlbarlige, desværre viste sig at være lidt for menneskelige. Sammenfattet var det de rene genreplader, der viste størst værd i 2017, mens hybriderne havde noget sværere ved at finde noget at hænge fast i – eller en måde at komme ud af det, de hang fast i.

Årets danske album:

1. Slægt: 'Domus Mysterium'
 – Mainstreammediernes nye metal-darlings har længe været talk of the town i Metalville. På ‘Domus Mysterium’ levede de til fulde op til hypen. 

2. Orm: 'Orm' – Bornholm fik en hilsen på coveret til Orms debutplade, hvor Hammershus stod i flammer. Eksil-bornholmernes black metal med pigekor og growlharmonier var imposant og imponerende veludført. 

3. Demon Head: ‘Thunder on the Fields’ – De NWOBHM-dyrkende knallertrockere har ikke for alvor imponeret mig tidligere, hverken live eller på plade, selvom de havde alle de rigtige referencer. På ‘Thunder on the Fields’ lykkedes det dem dog endelig at få det hele samlet og leveret fuldt ud tilfredsstillende.

4. Big Mess: 'Try to Enjoy It' – Referencerne er i dén grad også i orden hos de sympatiske Jawbreaker-, Hüsker Dü- og ‘Freaks and Geeks’-dyrkende emopunkere. På deres anden plade er de et skridt tættere på at få det samlet til et udtryk, der lever op til forbillederne, og i al sin skramlethed er det aldeles nuttet.



Årets internationale album:

1. Vampire: 'With Primeval Force'
– Hvis man ikke overgiver sig uforbeholdent til en plade, der indledes med twinleads og lyden af et sværd, der bliver trukket, så fortjener man faktisk ikke rigtig metal. 

2. Antichrist: 'Sinful Birth' – Og så fortjener man overhovedet ikke landsmændene i Antichrists anden plade, hvor thrash metallen er så sej og gammeldags og derfor sej, at man gror lædervest af at høre den.

3. Motorpsycho: 'The Tower' – Udtales med norsk motor og engelsk psycho. Den prog-rockende norske trio har siden dobbeltalbummet ‘Demon Box’ i 1993 stilet højere end de fleste, og når de sætter tungt ind, er de noget nær uovervindelige.

4. Paradise Lost: 'Medusa' – At Paradise Lost skulle formå at lave et comeback som det, de lavede med ‘The Plague Within’, havde de færreste forventet. At de næsten overgår den med ‘Medusa’, er endog endnu mere imponerende. 

5. Honningbarna: 'Voldelig lyd' – Ind under jul kom Motorpsychos noget yngre landsmænd væltende med en plade, der var tæt på at slå årslisten helt i smadder. Det er næsten anmassende i sin ungdommelige hardcore-energi, sit melodiske overskud og sin postpunkede dansabilitet.

Prisen for årets grower tager Sólstafir med ‘Berdreyminn’: En plade, der føltes lidt som en skuffelse, da den kom, fordi det hele var blevet en del mere konventionelt, men som alligevel var svær at ryste af sig, når først den havde taget fat i en.



Årets internationale hit:

Enslaved: 'Storm Son'
– Hvis nu for en stund lader os selv glemme, at albummet ‘E’ ikke helt kunne leve op til sin singleforløber, så kan vi bare nøjes med den single og forestille os, hvor vildt det havde været, hvis hele’E’ havde holdt det niveau.



Årets danske hit:

Demon Head: 'Menneskeæderen'
– Det er bare altid federe, når bands synger metal på andre sprog end engelsk. Og laver twinleads. Og sangeren imiterer Danzig. Win på win på win.



Årets genfundne klassiker:

Queensrÿche: 'Operation: Mindcrime'
– Sidst jeg fandt ‘Operation: Mindcrime’ frem igen, var i starten af dette årti, hvor den fik en kort revival derhjemme. I år kom den af en eller grund til at fylde meget mere, faktisk i en grad, så jeg så mig nødsaget til at købe pladen igen efter at have solgt den engang i starten af 90’erne. Den grund er selvfølgelig, at sangene både er velskrevne med åndssvagt hook på latterligt lick, og så er hele leveringen så fuldstændigt over the top, at jeg endeligt har måttet overgive mig. Igen.



Årets bog:

Roger Miret: ‘My Riot’
– Agnostic Front-forsangeren viste sig i sine memoirer at være en del mere reflekteret og nuanceret i sine holdninger, end han giver udtryk for i sine tekster og interview. Ud af samarbejdet med Jon Wiederhorn kom en af de bedre og mere velskrevne bøger om NYHC.

Årets koncerter:

1. Slægt: Loppen, 8-4-2017
– Det skulle have været Demon Heads store aften med udgivelsen af pladen ‘Thunder on the Fields’, men Slægt stjal showet. Selvfølgelig gjorde de det. Hvis der havde været nogen tvivl i mit hjerte inden den koncert, blev den fuldstændig fejet bort

2. Barabbas: Northern Discomfort, Ungdomshuset, 28-4-2017 – Lørdagen stak i det hele taget fuldstændigt af på den anden udgave af Northern Discomfort med et temmelig eklektisk udvalg af makedonsk noiserock fra Goli Deca, fransk smaddersludge fra Cult of Occult og darkwave fra Pinkish Black. Men det var noget så vanvittigt aparte som fransksproget boogierock, der fik et par stykker af os til at peake alt for tidligt på eftermiddagen.

3. The Dillinger Escape Plan: Copenhell, 23-6-2017 – Det kan godt være, at det var ti år, siden jeg sidst rigtig havde bekymret mig om The Dillinger Escape Plan, men en allersidste koncert på dansk jord skulle jeg have med. Og der blev i den grad sagt farvel.

4. Oren Ambarchi & Will Guthrie: Jazzhouse, 26-4-2017 – Bevares, jeg er Ambarchi-fanboy, og jeg havde allerede set ham opføre hovedværket ‘Knots’ sammen med Will Guthrie i London for et par år siden, så jeg var ret meget forberedt på at være begejstret. Jeg blev ikke skuffet.

5. Candlemass: Copenhell, 23-6-2017 – 27 år var der gået, siden jeg sidste gang havde set Candlemass live, og i mellemtiden er min respekt for doomens svenske stamfædre kun vokset. Den havde de i fuld behold efter koncerten på Copenhell.

Årets comeback:

Quicksand
– De har strengt taget været tilbage siden 2012, ligesom et udvalg af Walter Schreifels’ andre gamle bands har det, men i år blev det vekslet til den første nye plade i 22 år, ‘Interiors’. Og den lå et godt stykke over det gængse niveau for reunions.



Det overså jeg i 2016:

Bat: ‘Wings of Chains’
– Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor jeg besluttede mig for at sove på Bat på trods af den omtale, Fenriz havde givet dem, da deres demo kom ud. Der skulle en Devilution-julefrokost, en meget begejstret redaktør og så meget som et minut til at overbevise mig om, at det havde været en fejl.

Årets optur:

På Devilution tager vi metal seriøst, og derfor kræver vi også noget af den. Vi har på lederplads flere gange opfordret til et opgør med rygklapningen på den hjemlige scene, og vores kritiske blik trumfer ofte den blotte benovelse over, at danske metalbands overhovedet kan være ambitiøse. I årets løb fik det os i karambolage med to af de mest folkekære af slagsen – og ikke mindst deres fans. Udover skældsordene og de tomme beskyldninger om personhetz førte det faktisk til en reel debat om, hvad man kan og bør forvente sig af musikkritik, som rakte et pænt stykke udover vores eget medie. Det var godt at opleve. At få skuffede curlingforældre og hangarounds til at udstille sig selv i en blodrus var kun en bonus.

Årets største skuffelse:

Danzig: ‘Black Laden Crown’
– Jeg ved næsten ikke, hvad der er den største skuffelse: Faktisk at høre Danzigs første plade i syv år eller erkendelsen af at være skuffet over den. Skuffelsen over at tillade sig selv at være skuffet over selveste Glennzig, mand! Men selv ikke redaktionens ihærdigste fortalere for Danzigs genialitet kunne få sig selv til at sige, at der var noget som helst, der var rigtig fedt på ‘Black Laden Crown’.

Største ønske for 2018:

At folk holder op med at tro, at det bare er smag og behag, når vi kritiserer plader. Hvis det bare var det, ville der ikke være nogen grund til, at vi gjorde det, vi gør – hver uge, året rundt. I må godt være uenige, vores holdninger er ikke nødvendigvis eviggyldigt sande, og vi vil godt forsvare dem. Vi bestræber os på at formidle musikken og kvalificere vores kritik af den, derfor tager vi også gerne debatten – men ikke på et niveau, hvor det handler om smag og behag, eller at vi slet ikke har været til den samme koncert som dig. Det var vi, og vi ved sandsynligvis bedre: Det er derfor, vi skriver om det.

Det glæder jeg mig mest til i 2018:

Raise Your Horns, Bornholms nye todages-metalfestival i september.