På rytmejagt i kramboden
PopulærI Oren Ambarchis og Will Guthries marskandiserbiks kan man falde over forsvundne rytmer og finde de skønneste melodier midt i virvaret.
Før han endnu havde lært at tale, sang den lille Oren Ambarchi med på de sange, han hørte i butikkerne, når han i starten af halvfjerdserne var ude at handle med sin mor. Som en god forælder påskyndede moderen drengens musikalitet og købte ham en lille transportabel pladespiller. Før han var fyldt tre, lod hun ham begynde sin egen pladesamling af singler med de rocksange, han blev begejstret for. Led Zeppelin, Jimi Hendrix og Beatles gjaldede løs i børneværelset. Efterhånden var det trommerne, han var mest begejstret for, og selvom moderen sendte ham til klaverundervisning for at give ham en mere klassisk skoling, fik han hende efter et års udstået undervisning overbevist om, at det var trommer, han skulle spille, og han fik sit første trommesæt fra bedstefaderens marskandiserforretning. Her fandt han flere plader i rodekasserne, og efterhånden begyndte han selv at skabe musik. Det var i halvfjerdsernes og firsernes Sydney, hvor en scene med freejazz, postpunk, noise og anden eksperimental musik stod i fuldt flor. En dag stod der en guitar i øvelokalet, og teenageren Oren Ambarchi begyndte at bruge den som endnu et percussioninstrument, og med de brugte effektpedaler og forstærkere, han fandt i bedstefaderens butik, udforskede han dens lydmuligheder yderligere. Som syttenårig rejste han første gang til New York for at gå til koncerter, og over de næste fem år, hvor han rejste frem og tilbage mellem Sydney og New York, hver gang han havde optjent penge til det, blev han indlemmet i New Yorks no wave-scene under tilskyndelse af den japanske guitarist Keiji Haino, der lærte ham en uortodoks tilgang til instrumentet.
Den dannelseshistorie fortalte Oren Ambarchi til en artist talk med Kasper Vang fra radiokanalen The Lake på Rytmisk Musikkonservatorium onsdag eftermiddag. Den gråhårede irakisk-australske jøde har nu over et halvt hundrede udgivelser i eget navn og lige så mange samarbejder bag sig, og han har beholdt den uortodokse tilgang til det at spille og komponere musik. Men selvom han som solokunstner arbejder som guitarist, er det rytmiske fundament stadig stærkt i hans spillestil – man erindrer sig freejazzorkesterlederen Sun Ras læresætning om, at “just like all marines are also marksmen, all members of the Arkestra are percussionists.” Det gælder, uanset om Oren Ambarchi spiller alene, sådan som han gjorde det ved sin seneste optræden i Jazzhouse for et par år siden, eller om han spiller med en trommeslager som i aften, hvor Will Guthrie udbygger og kontrasterer de rytmemønstre, som Oren Ambarchi bygger med et arbejdsbord fuld af pedaler og en guitar.
Og selvom hans måde at spille guitar på ikke er blevet mere traditionel med årene, er der en musikalitet i det, han laver, som gang på gang overvælder én. Han slår på guitaren, tweaker den, manipulerer feedbacken med instrumentet liggende i skødet, frembringer basmønstre ved at picke de mutede strenge eller sitrende støj med hurtige, frenetiske anslag, og hvis han endelig tager fat om gribebrættet, er det for at stabilisere instrumentet eller til nøds tappe enkelte toner. Der er ingen akkorder, ingen melodilinjer, men ikke desto mindre er musikken fuld af harmonier og melodistumper, de dukker bare op som tilsyneladende tilfælde. Og når de gør det, så smiler Oren Ambarchi, og i publikum ser man brede grin. Og når der opstår nye rytmefigurer i samspillet med Will Guthrie, så nikker han henført, ligesom publikum siddende på gulvet gør det.
Under eftermiddagens artist talk bliver Oren Ambarchis musik sammenlignet med en rejse, men publikum i aften er ikke passagerer, der blot lader sig føre med: Det kræver fuld koncentration at navigere i hans kompositioner, og er man uopmærksom, bliver man let fortabt, fordi landskabet hele tiden ændrer sig, selve forudsætningen for hele rejsen er i konstant forandring. Mister man tråden, bliver det støj: Så er det ikke andet end en fyr, der sidder og larmer for sig selv, mens trommeslageren banker afsted i et forløb, der gradvist fjerner sig mere og mere fra udgangspunktet. Men hvis man er opmærksom, kan man sagtens høre den tråd, der binder det hele sammen, om den så ligger i ridebækkenet eller gulvtammen. I Will Guthrie har Oren Ambarchi en ankermand, der fuldt ud kan måle sig med nogle af de tidligere trommeslagere, han har arbejdet med, som Robbie Avenaim og Joe Talia. Det demonstrerer han allerede i sit åbningssæt, hvor han med klokker, skåle og tæpper på trommeskindene og en gongong for understrege sine pointer, stabler stadigt mere komplicerede trommemønstre oven på hinanden. Imens ryger de forskellige typer trommestikker, han anvender, ind i spænd under armene eller mellem tænderne i en ret så komisk koreografi, der i sig selv er det hele værd, og mod alle odds lykkes det ham faktisk at få en hel sal til at sidde i andægtig tavshed til det, der ellers i bund og grund er noget så normalt ildeset som en trommesolo. Det kræver sin trommeslager at få folk til at gide at beskæftige sig med den slags, men det er Will Guthrie altså mand for, i hvert fald live.
Som de gjorde det, da jeg så dem for halvandet år siden i London, er det hovedværket ‘Knots’, han og Oren Ambarchi fremfører i aften. Og selvom den så med lidt over en halv times gennemspilstid strengt taget mere er et pariservisit end et krydstogt, og man godt kunne have ønsket sig den strakt bare lidt længere, sådan som den bliver det i nogle af de indspillede udgaver, er der ingen af dem, jeg taler med efterfølgende, der føler sig decideret snydt. Selv på en smuttur ned i marskandiserforretningen kan man finde guld i rodekasserne, og under lagene af snavs og skratten gemmer sig både skønne klange og rykkende grooves til cratediggerne.
Læs også Briller Af Ståls introduktion til Oren Ambarchis omfattende diskografi.