Tunge riffs og kompetent sløvsind

Populær
Tunge riffs og kompetent sløvsind

Kunstner
Spillested
Dato
15-02-2015
Genre
Trackliste
1. Badgers Bane
2. Even Hell Has Its Heroes
3. The Bees Made Honey in the Lion's Skull
4. There Is a Serpent Coming
5. Old Black
6. Ouroboros Is Broken
7. Torn by the Fox of the Crescent Moon
-------------------------------------
8. Fata Morgana/From the Zodiacal Light
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
4

Jazzhouse blev forvandlet til et muldet jordhus, da Earth søndag aften kom forbi og blottede deres sløve, tunge muskler foran en udsolgt sal.   

Jeg husker, da man som 17-18-årig første gang stiftede bekendtskab med den karismatiske Dylan Carlson. Det var i den britiske konfrontationsdokumentarist Nick Broomfields film ’Kurt and Courtney’ (1998), der på dramatiserende vis undersøgte omstændighederne for Kurt Cobains død. Carlson medvirker i filmen, fordi han var en god ven af Cobain helt fra barndommen og frem til hans død i ’94. Det er ikke så få sprælske personligheder, der introduceres i dokumentarfilmen, men af dem alle var det Carlson, der gjorde størst indtryk på én, hvilket ikke mindst skyldes, at Broomfield under produktionen af filmen tydeligvis selv havde svært ved at rubricere ham. Dokumentaristens vaklende ståsted fik således tændt en interesseret glød i én, og gløden blussede kun op, da man efterfølgende gik i musikbutikken for at købe sin første plade med Carlsons hovedforetagende, Earth. 

Tungt tempo og god stil

Sidst Earth var i Danmark var i 2012. Dengang gæstede de Loppen en mandag aften i april foran en velbesøgt bjælkehytte. Også deres besøg på det københavnske spillested Jazzhouse havde i søndags fået en imponerende blanding af flagrante metalhoveder og andet godt kravl ud af fjerene for at give sig hen til Seattle-bandets signaturstærke, dronebombastiske take på Black Sabbath riffs, sat v-æ-s-e-n-t-l-i-g-t ned i tempo, forstås. Faktisk var der så mange publikummer, der havde indløst billet, at der på selve dagen kunne meldes udsolgt. Hvor en udsolgt sal for flere spillesteder fører det sammenstuvede og det svedende med sig, så er dette imidlertid langt fra tilfældet for det intime og behagelige Jazzhouse, der generelt synes at have ”almen god stil” placeret allerhøjest på sin dagsorden. Uanset om det er den imødekommende betjening, de fire flaskebajere for en hund eller selve rummet med de små, kuperede, diodeoplyste trappetrin, alt fløjlet og ikke mindst søjleordenen, ja, så spiller det meste på betagende optimal vis for Jazzhouse. Inde i Niels Hemmingsens Gade i indre København kan man således angiveligt snildt sætte lighedstegn mellem ”udsolgt” og det, som vi kan kalde for ”røvawesome stemning”. 

Drone-forkyndelse

Bevares, nu er Earth selvfølgelig ikke ligefrem bandet, der skyder ugens hviledag ned for at hive den op ved roden og trække den op i et direkte festligt skylag, hvorfor stemningen også bliver derefter. Og stemningen bliver i særdeleshed præcis så slæbende og drone-forkyndende, som Earth vil have den til at være, når bandet formår at præsentere sine musikalske agenda på så overbevisende og nonchalant en facon, som det var tilfældet denne aften. Hvordan man kan være så stramme og samtidig komme så afslappende ud over scenekanten, det er et spørgsmål, vi lader stå. Og til trods for at det muligvis tog trioen et par numre, før de sådan rigtigt fandt frem til formen – under aftenens åbningsduo bestående af ’Badgers Bane’ og ‘Even Hell Has Its Heroes’, begge fra sidste års “comeback-plade”, ‘’Primitive and Deadly’, haltede det lidt – så var det en aften, der fra og med at ‘The Bees Made Honey in the Lion’s Skull’ fandt vej til sætlisten, kun gradvist steg i intensitet.

Hvordan det så lige er, Earth får deres materiale til at stige intenst, så at sige, også det er et spørgsmål, der egentlig forbliver ubesvaret. For hvordan får man repetitionen og det konstant langstrakte til at stige og finde frem til... hm... hvis ikke en forløsning, så i hvert fald det, der minder om noget gradvist fortættet a la en musikalsk skruetvinge? Well, ligesom hos de bands, der er mere interesserede i den traditionelle rockformular, så handler det vel i bund og grund også her om, hvor sammenspillet bandet er, og om, hvor godt de ”kender hinanden”; om bandet formår at løfte sig selv op og gøre også de mindste kompositoriske forandringer betydningsfulde. Og her synes Earth at være et slags indbegreb af det sammenspillede. Det er uden tvivl Carlson, der med guitaren i hånden og pludselige djævlehorn i luften tager de forreste, vigtige skridt, men det er trommeslager Adrienne Davies, der giver bandets skelet fødder til overhovedet at bevæge sig med. Og det til trods for at hendes spil ofte er liiige på grænsen til at stoppe helt op, så langsomt og øredøvende fascinerende er det. Også Don McGreevy på bas var i tæt samspil med kollegaerne, som han i øvrigt vist ikke har spillet sammen med siden indspilningen af førnævnte ’The Bees Made Honey in the Lion’s Skull’.

Alt i alt var det noget nær en triumf af en aften, hvilket skyldtes såvel bandets oplagthed og et nærmest eminent spillested.