Uden det store buzz
Populær
Melvins lagde vejen forbi Jazzhouse og gav et velspillet, men alt for indadvendt og rutinepræget show.
Med sit store grå hår, der stikker ud til alle sider, iklædt en guld-belagt dragt med et kæmpe Illunimati-øje på ryggen, tager Melvins' frontmand og guitarist Buzz Osbourne sig nogenlunde ud, som det han sikkert ser sig selv som; et fremmed væsen fra en anden planet, dømt til at leve og finde lede i alt, der virker for jordisk.
Sammen med sin faste makker bag trommerne, den maskinagtige Dale Crover med larvefødder på hænderne, har de siden starten af 80'erne udgjort kernen i Melvins. Det er blevet til et arsenal af udgivelser spækket med musik, der stikker i alle retninger, men som har en fælles kærlighed til tunge og knasende riff. Et af de første sludge metal-bands, før der endnu var noget, som gik under den betegnelse.
Mange musikere vil med sikkerhed pege på Melvins som en inspiration. Man kan dog næppe nævne en større end Kurt Cobain, som efter sigende havde de ligeledes Seattle-baserede Melvins som et af sine yndlingsbands. Før han selv og – ville flere på Jazzhouse sikkert mene denne aften – verden gik af lave.
For Melvins er her mange år inde i deres karriere blevet dem, som de andre ikke vil vil lege med. Et band, hvis manglende kommercielle gennembrud må ses som den største succes, de kunne opnå. Og det kunne også fornemmes denne aften på Jazzhouse, hvor bandet gik ganske uimponerede til værks på det udsolgte spillested.
Undertegnedes kendskab til Melvins er, indrømmet, meget behersket, så det var med en vis forventning om et anderledes show, der havde virket fristende. Men det var stort set kun bandets nye bassist, Shane O'Carrol, som for alvor kom ud over scenekanten, mens Buzz Osbourne virkede indelukket uden den store kontakt til publikum.
Størstedelen af de fremmødte fik, at dømme ud fra klapsalverne, flere “hits” at varme sig på. Men for en udefrakommende var det vanskeligt undervejs at følge bandet på deres kringlede veje mellem brutale riff og ekvilibristiske rytmegange, der aldrig overgiver sig selv til et bestemt groove længe nok til, at det kan nå at sætte sig. Vokalen var også så lav, at den nærmest hele aftenen mest af alt tog sig ud som en irriterende summen, der ikke tilførte musikken noget.
Uden nogen stop undervejs smeltede sætlisten godt og grundigt sammen, så det mest opsigtsvækkende blev sidste nummer, hvor bandet i a capella, uden nærmere forklaring, lukkede ned med den hundrede år gamle amerikanske baseball-slagslang 'Take Me Out to the Ball Game'.
Der skal mere end en massiv mængde fuzz til at skabe et buzz.