Tomme, velsmurte rockfloskler
Populær
Kylesa forfiner elegancen og skærper melodiøsiteten. Samtidig leder de forgæves efter en ny, relevant stemme.
Inward Debate
Moving Day
Lost And Confused
Shaping The Southern Sky
Falling
Night Drive
Blood Moon
Growing Roots
Out Of My Mind
Paranoid
Man hører ofte, at Kylesa skulle være et eksperimenterende band, hvilket både er en smule korrekt og samtidig meget misvisende. Godt nok var der en årrække, hvor dette blødagtige sludgenavn på plade såvel som i liveregi benyttede sig af ikke én, men to trommeslagere, hvilket i sig selv jo fik bandet til at skille sig ud fra mængden af rockbands med traditionelle line-ups. Også Kylesas lirede, ja, nærmest overdimensionerede forkærlighed for at benytte sig af effektpedaler af alle mulige varianter, har de seneste ti år af bandets femtenårige eksistens givet dem en genkendelig og til dels også... hm... i hvert fald semieksperimenterende identitet. Bandets syvende og seneste studiealbum, 'Exhausting Fire', er dog deres første siden 'To Walk A Middle Course' (2005) med kun en trommeslager, hvilket man selvfølgelig lægger mærke til. Mens pladen overordnet set synes at være mindre in your face og (om muligt) endnu mindre sludge-baseret end deres forrige udspil, er sangskrivningen blevet noget mere traditionel og dermed desværre også (endnu) mindre vedkommende.
På idéstadiet fungerer Kylesas forsamlende filosofi ellers: På 'Exhausting Fire' forsøger bandet på genkendelig vis at påtvinge sit eget mere venligtsindede take på sludge-genren en melodiøs, popvenlig grundstamme på en sådan måde, at det ikke fuldstændigt (men alligevel nærved) mister grebet om sludge-genrens nedstemthed. Det poppede er som sagt ikke nyt terræn for dem, men omkvædene synes denne gang alligevel at være ekstra elegante, forstået på den måde, at de altså er forbandet catchy. Sjældent har bandet fra Georgia i den sydøstlige del af sydstaterne skrevet så perverst forfejlet en ørehænger som ’Moving Day’ – eller så skidt et nummer som ’Lost and Confused’ for den sags skyld. Det er ikke, fordi bandets musikalske eksekvering af disse numre fejler noget. Nej, det er mere sangene i sig selv, sådan som de tenderer det noget nær intetsigende. Af ørehængere dukker ’Falling’ dog senere op som en direkte farisæer på pladen. Et skarpt og koncentreret nummer!
Dem er der dog ikke mange af på pladen, de skarpe, koncentrerede stunder. At ’Exhausting Fire' er bandets første udspil som trio (at skulle opridse udskiftningerne i Kylesa gennem årene kræver en mindre afhandling; det bliver ikke her), bider man egentlig ikke meget mærke i. På bandets forrige plade, ’Ultraviolet’ (2013), klarede Carl McGinley også de fleste slag på tønderne selv, men at ’Exhausting Fire’ er den første, hvor Carl McGinley klarer samtlige trommer, ja, det lægger man ikke meget mærke til. Trommernes kompositioner har stadig samme rytmiske langsomhed, som bandet mere eller mindre altid har opereret med. Ingen blastbeasts eller rockjazzet spil her. Mere et simpelt rockspil. Ærkesimpelt. Godt nok udfordrer Kylesa – på papiret i hvert fald – metalmusikkens grænseområder ved ofte netop at være væsentligt mere poppede i deres udtryk end egentlig metalliske, men de finder aldrig rigtig balancen mellem de to udtryk, hvilket resulterer i et stilistisk udtryk, der desværre momentvis har betydeligt mere til fælles med Linkin Park end med Melvins. Det vil vel egentlig ikke være forkert at kalde Kylesa for nu-sludge. Er man til de senere plader med Mastodon, skal man dog endelig med om bord her.
Det, der dog i høj grad bider Kylesa i røven, er paradoksalt nok bandets egne gigantambitioner. Godt nok sælger bandet flere plader i dag, end de nogensinde har gjort, og er der noget, rockens masse vil have, er det selvfølgelig 1) sange, der kan skråles højt med på, og 2) episke, sjælfulde sange, der kan synges med på! Det er tydeligt (og i øvrigt forståeligt; you gotta make a living), at Kylesa gerne giver lytterne det, de vil have. Men at det sker på så tydelige præmisser, som det gør sig gældende på ’Exhausting Fire’, er alligevel, undskyld mig, fucking skammeligt. Der synes at være noget symptomatisk over at slutte denne anmeldelse af ved at kigge på pladens start, så derfor: Efter åbningsnummerets hovedriff går ’Exhausting Fire’ kun ned ad bakke. Man kunne sige, at dette er begyndelsen på enden for Kylesa. Kommercielt? No way. På den front er det formentlig blot begyndelsen for bandet.