Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

At stå på skuldrene af sin egen gigant

Populær
Updated
At stå på skuldrene af sin egen gigant
At stå på skuldrene af sin egen gigant
At stå på skuldrene af sin egen gigant
At stå på skuldrene af sin egen gigant
At stå på skuldrene af sin egen gigant
At stå på skuldrene af sin egen gigant
At stå på skuldrene af sin egen gigant
At stå på skuldrene af sin egen gigant

Earth kan i år fejre 25-årsjubilæum. For at markere det skarpe hjørne smider Dylan Carlson og co. et nyt album på gaden, der er så kraftfuldt, at det vrider sig gennem marv og ben for at tage brændenælde-greb på lytterens inderste.

Kunstner
Titel
Primitive and Deadly
Dato
02-09-2014
Distributør
Genre
Trackliste
1. Torn By The Fox of the Crescent Moon
2. There Is a Serpent Coming
3. From the Zodiacal Light
4. Even Hell Has Its Heroes
5. Rooks Across the Gate
Karakter
4

Det, der slog mig, da jeg for en måneds tid siden for første gang satte ’Primitive and Deadly’, den ottende fuldlængde fra Earth, på anlægget, var albummets evne til at få mig til at tænke også på de syv plader med Earth, der går forud for udgivelsen af denne. Der er noget prototypisk eksemplarisk over ’Primitive and Deadly’. Til trods for at pladen ikke er en direkte opsummering af en musikkarriere, der i år runder et kvart århundredes tung, operativ eksistens som værende et af de absolut mere skelsættende, dronespillende metalbands out there, så er der dog en aura over udspillet, der sonisk såvel som tematisk synes at trække på flere af de idéer, tanker og muligheder, bandet også tidligere i karrieren har været optaget af. Som det gør sig gældende for den klassiske midtvejskrise, skues der både tilbage i tiden og frem mod dødsøjeblikket på ’Primitive and Deadly’. Heldigvis er Dylan Carlson, guitarkaptajnen ved bandets tykke drone-sejl, ikke en hvilken som helst 46-årig. Hos ham resulterer refleksioner over det hidtidige i et album, der på en gang er skråsikkert erfarent og samtidig nysgerrigt to the bone. Man er sgu lige ved at kalde det for en genistreg, så krads og reflekteret et paradoks er albummet.

Jordens signatur

Det prototypiske, der associeres til ’Primitive and Deadly’, har at gøre med flere aspekter, men dukker sandsynligvis mest op pga. det udtryk, der i dag anno 2014, såvel som på den første ep ’Extra - Capsular Extraction’ (1991), altid har været en gennemgående kompositionel signatur hos Earth. Der er undtagelser hist og pist i diskografien – blandt andet flere stunder på den mere psykedelisk-interesserede ’Pentastar: In The Style of Demons’ (1996) - men størstedelen af ingrediensen i bandets skæringer, nyere som ældre, kan på forenklet vis koges opsummerende ned til ”dybe repeterende riffs akkompagneret af stumpt spillede trommer og bas”. Det er oftest med en forventning om lige akkurat dette, at man smider Earth ind i øregangene, og man havde sådan set ikke ventet, at bandets skabelon ville være meget anderledes på ’Primitive and Deadly’.

Prototyper som vejen frem

Den er den heller ikke. I hvert fald ikke rigtigt. Men samtidig havde man heller ikke regnet med, at omtrent den samme skabelon også kunne lyde så tørstig efter at rykke sig nye steder hen, som det her er tilfældet. Fordøjelsen af bandets på én gang svævende og tunge mentale lydlandskaber har formentlig kun allertidligst i karrieren bragt så dyb en lytteoplevelse med sig, som man får ud af give sig hen til ’Primitive and Deadly’. På den måde skal man også helt tilbage til bandets første udgivelser for at finde en lige så formfuldendt symbiose mellem det udtryk, bandet praktiserer, og så den borende oplevelse, man som lytter får ud af at lade skidtet finde sin vej til én. Hvor det helstøbte ved de tidligere plader forplantede sig som en ungdommelig, hårdtslående næve og et ”fuck you” til alt det, der bare tilnærmelsesvist havde med det etablerede at gøre, da forplanter den nye plade sig dog med en anderledes ro i lytteren. Den musikalske næve kommer mere hårdtslående til udtryk nu, end den har gjort længe, men frem for på nyungdommelig vis at fremprovokere en tilstand af opstand i musikken, lader Earth lige så meget de senere pladers anderledes tørre ro være en lige så væsentlig del af også den nye plades udtryk. På den måde er ’Primitive and Deadly’ et forbløffende smukt eksempel på 25 års eksistens og noget nær den mest ærlige midtvejskrise, man er stødt på hos noget metalband.

At 'Primitive and Deadly' er en monolit af et album, tager os ikke på sengen. Det er trods alt Earth, vi snakker om. At det er en af årets bedste udgivelser kommer derimod som en glædelig overraskelseslussing.   

Hør eventuelt albummet i dets helhed, inden I går ud og køber det: