Nøgenhed sat på prøve
Populær
Er det Copenhagen Jazz Festivals intention at kombinere sol og sommer med liflige toner i hovedstaden, gjorde Marissa Nadler tirsdag aften heldigvis festivalen til skamme. Nadlers fokus lå på introvert mørke – og generalprøveagtige guitarproblemer.
Når det er sommerfestivaltid, har Devilutionen tendens til at åbne terrænet op, forstået på den måde, at vi under musikfestivaler gerne tager kunstnere under vores site-vinger, som egentlig befinder sig i periferien af den rock- og metalmusik, vi til daglig beskæftiger os med. Selvom vi på denne tid af året gerne tager lidt af det hele med, er det dog alligevel sjældent, at vi tager til koncerter under Copenhagen Jazz Festival. I år var dog undtagelsen. Marissa Nadler lagde nemlig tirsdag aften vejen forbi spillestedet Jazzhouse i indre København, og eftersom hendes historik har linjer til såvel Earth, Wolves in the Throne Room og metalproducer med mere Randall Dunn, var vi selvfølgelig på pletten.
”Lagde vejen forbi” er i øvrigt så meget sagt. "Fløjet ind" passer bedre. Nadlers besøg på Copenhagen Jazz Festival var én af kun tre europæiske koncerter i denne omgang. De to andre datoer var i Schweiz i dagene umiddelbart efter besøget i København. En af Nadlers koncerter i Schweiz var tilmed på den anerkendte Montreux Jazz Festival, og at Nadler bliver inviteret til både den ene og den anden jazzfestival, siger ikke så lidt om den udvikling, som jazzmusikken og dens scene i det hele taget må være inde i disse år. For den jazzuindviede er der mere mørk singer-songwriter spirits over Nadlers gotiske folk end jazz. Noget, hun i øvrigt også selv på jokende vis flere gange spekulerede over i løbet af aftenens koncert, når hun imellem numre skulle bruge urutineret lang tid til at finde frem til den rigtige akkord på en af sine tre guitarer.
Modsat under Nadlers to besøg i Danmark i 2009 på henholdsvis Loppen og Roskilde Festival var tirsdagens koncert på Jazzhouse en solooptræden, hvilket desværre blottede flere svagheder, snarere end at bringe noget anderledes potent med sig. Under størstedelen af koncerten var det tydeligt, at Nadler generelt gør sig bedst, når hun har et band at støtte sig til. At det tog hende lang tid at skifte guitarer og stemme dem mellem sætlistens numre, overlever man nok. At hun ikke er den mest uadvendte storyteller, og at ventetiden mellem numre godt kan føles lidt træg i hendes samvær, overlever man også. At den måde, hun arrangerer sange på, ikke beror på det mest opslugende, opfindsomme guitarspil, men i stedet på sangenes overordnede stemning, bliver derimod til sårbart tydeligt, når hun ikke har et band bag sig. Instrumenteringen fra andre musikere gør en verden til forskel for nuancerne i Nadlers musik. Nadlers guitarspil er på ingen måde ringe, men er så bevidst simpelt, at selv Leonard Cohen var en ekvilibrist ved sammenligning.
Heldigvis har Nadlers vokal ”stemning” written all over, og det, man muligvis savnede i guitarspillet, efterkom Nadlers indhyllende vokal. Lad det i øvrigt gerne stå klart, at Nadler og hendes guitar rent kompositorisk er et fremragende makkerpar. Med meget få virkemidler kan Nadler komme frem til lette, men signaturmæssigt stærke melodier, der prenter sig ind. I en live-sammenhæng spiller hun sine melodier fint, uden at være i nærheden af at være prangende. Præcis hvor stærke, melodierne er, går op for en, når hun starter sin koncert med det fremragende nummer ’Drive’, hentet fra hendes vel egentlige gennembrudsplade, det forrige udspil ’July’ (2014). Det, man imidlertid savner en aften som denne, hvor hun er på scenen mutters alene uden sit vanlige backup band, er som nævnt nuancer i lydbilledet, der kan være med til at løfte Nadlers guitarspil og give koncerten en overordnet snert af det karismatiske mørke, som man finder på hendes plader, og tidligere har oplevet det live.
Derudover savnede man mærkværdigt nok også en større professionalisme fra Nadlers side. Musikeren, hvis debutplade ellers udkom helt tilbage i 2004, hvormed hun har en del år på banen som såkaldt udøvende musiker, brugte mellem numre utroligt lang tid på at tage den ene guitar af og finde den anden frem, og brugte desuden utroligt lang tid på at tage remmen ordentlig af og på og så videre og så videre. Professionalisme er selvfølgelig et skældsord i det hele taget, og paradoksalt nok er det en oplevelse i sig selv, når en kunstners nøgenhed på denne måde blottes. Men som eksempelvis Neurosis – på helt anderledes vis, men alligevel – viste under årets Roskilde Festival, kan det at være i selskab med musikere, hvis instrumenter er en direkte forlængelse af deres krop, være en stor oplevelse i sig selv. Det var Marissa Nadler denne aften antitesen til.
Jazzhouse var i aftenens anledning indrettet med stole, således at det var en siddende koncert. Måske spillestedets bookere og afviklere netop var til stede på Loppen i 2009, hvor Nadlers danske publikum dengang frivilligt valgte at lave Loppens gulv om til en stor siddeplads. Det er ikke så vigtigt. Det, der imidlertid er vigtigt, er den charmerende, men desværre også slemt forstyrrende akavethed, som Nadler udviste under aftenens koncert. Det er selvfølgelig svært at spå om, hvorvidt det havde skubbet Nadlers koncert i en bedre retning, hvis publikum ikke havde siddet ned, men uden et band at støtte sig op af og med et meget lyttende og koncentreret publikum foran sig, virkede hun nærmest nervøs. Sympatisk og hudløst ærlig, men samtidig overskyggende nervøs.
Havde nervøsiteten så blot gået ud over den tid, der gik mellem de lange intermissions, hvor der skulle skiftes guitar, eller var det blot gået ud over et indledende guitarfingerspil hér og dér. Det var dog værre end som så. Flere af sætlistens sange fik et skær af at blive spillet forkert, i øvrigt symptomatisk eksemplificeret under afslutningen i koncertens eneste ekstranummer, en coverversion af Townes Van Zandts ’Tecumseh Valley’, hvor Nadler hen imod slutningen spillede både forkert og for hårdt på strengene, således at de sidste ti sekunder af sangen både tonalt og volumenmæssigt stak ud på den ærgerlige måde.
På det tidspunkt havde vi fået også coverversioner af Fleetwood Macs ’Save Me' og Black Sabbaths ’Solitude’ samt sange fra stort set hele Nadlers mangeårige repertoire. Koncerten varede en time, men føltes egentlig kortere, hvilket i sig selv er et godt tegn. For selvom der var flere akavede stunder, end der var intime perler, har Marissa Nadlers sange bestemt det i sig, der kan erobre ører og mørkeglade hjerter. Hun erobrer os dog bedst, når hun har et band bag sig.