Naturen fortolket på elekTILLsk
Populær
Steve Von Till er efter syv års pause klar med et nyt udspil med sidegesjæften Harvestman. ’Music for Megaliths’ er en sansemættende tur tilbage til en præhistorisk tid, hvor man stablede tunge sten oven på hinanden og indåndede morgendisen før solopgang.
2. Oak Drone
3. Ring of Sentinels
4. Cromlech
5. Levitation
6. Sundown
7. White Horse
På trods af at der nu er gået syv år, siden den seneste Harvestman-udgivelse – scoren ’Trinity’ (2010) komponeret til en italiensk film ved navn ’H2Odio’ – har Steven Von Till, med to Neurosis-plader samt en enkelt fuldlængde i eget navn, ikke stået stille musikalsk set.
Som titlen indikerer er der at tale om syv sange, der tilegnes megalitter. Det er ikke første gang, at Till berører store sten og stenmonumenter i sin lyd og lyrik. Det vel nok mest velkendte eksempel herpå er sangen ’Stones in the Sky’ fra Neurosis-albummet ’A Sun that Never Sets’ (2001). Selvom monolitter og megalitter efterhånden er ganske fastgroede symboler i metalmusikkens tegnforståelse, bliver stenen som symbol aldrig vattet og ensidig, når det kommer til Harvestman. I dette soloprojekts optik fungerer stenen både som et udtryk for en længsel mod en spirituel oprindelse, ligesom det er et udtryk for menneskelig intellekt og fremskridt – de to ting går her hånd i hånd, men altid med mystikken som omdrejningspunkt.
Naturen, mennesket og lydene
Der åbnes med en drejelire på ’The Forest Is Our Temple’, der for en kort stund kan lyde hen ad både Swans, Jesu, Alice Coltrane, Earth, Wardruna, men også og især Simon Prices (The Heads) soloprojekt Kandodo. Udtrykket er dog mest af alt Steve Von Tills eget, der er lige dele lyst, smukt og dragende mørkt. Sangen har en pulserende dobbelt-bas, der lægger fundamentet for både tykke synthesizer-flader, elektriske og akustiske guitarer og den særegne drejelire, der leder tankerne hen på mennesket for tusinder af år siden.
På efterfølgende ’Oak Drone’ toner der tykke synthflader frem, før en elektrisk guitar med kraftig Dylan Carlson-klang og tone hægter sig på. Nummeret minder dog aldrig om et Earth-univers, hertil får den hypnotiserende synthesizer for meget plads i mixet. Det er svært at definere, hvad ’Oak Drone’ helt præcist lyder som. Kunne man stikke et jack-kabel i et gammelt egetræ og køre outputtet gennem adskillige pedaler, begynder vi at nærme os en associationsrække hos netop denne anmelder. Jeg kunne ikke selv lade være med at relatere det instrumentale nummer til John Steinbecks ’To A God Unknown’, hvor romanens protagonist, Joseph Wayne, bygger sit gårdhus under et stort egetræ. I en fyrreskov, ikke langt fra samme sted, finder han et springvand, hvor de omkringliggende sten er dækket til med en tyk mos. Der er en hellig aura over dette sted, både på godt og på ondt. Hvad der helt præcist er på spil, skal være usagt. Selv ikke John Steinbecks brillante pen kan beskrive det lille stykke jord fyldestgørende. Sproget er med andre ord ikke tilstrækkeligt.
Hvor ord kommer til kort, formår Harvestman til gengæld at sætte lyd på steder. For mig at se har Von Till nærmest et topografisk anliggende med ’Songs for Megaliths’. Hvor Kraftwerk auditivt forsøgte at indfange følelsen af at køre på en motorvej, tænker jeg, at Tills anliggende er at beskrive steder og disses stemninger gennem sin atmosfæriske og særegne lyd. En slags elektronisk fortolkning af natur skildret gennem et arsenal af reverb, ekko, distortion og sustain. Det er, som om Harvestman på ’Songs for Megaliths’ forsøger at finde og fortolke den lyd, der må eksistere inde i træet eller stenen.
Naturen sat i stikkontakten
Den tredje skæring, ’Ring of the Sentinels’ har en blidhed over sig. Trommemaskinens fadende ekko giver fornemmelsen af en grotte, hvor lyden af kondensvandets dråber, der kolliderer med grottens underlag af sten, er forstærket. Generelt leger ’Music for Megaliths’ meget med resonans og akustik, og hvordan disse elementer harmonerer med stenen som element. Lydene, hvad enten det gælder elektroniske eller akustiske instrumenter, får plads til at rikochettere i pladens ofte svævende produktion. Det samme gælder vokalen på de to numre – ’Levitation’ samt ’White Horse’ – hvor der enten synges eller tales.
På netop ’Levitation’ får Steve Von Till selskab af Neurosis- og Sleep-kollegaen Jason Roeder. Den eminente sang har en lidt anden stemning kørende for sig sammenlignet med resten af albummet. Vi er stadig milevidt fra et Neurosis-univers, men skruer man tempoet en 60-70 bpm op og sætter lidt mere tryk på spaden, begynder man at nærme sig Oakland-bandet. Foruden førnævnte ’Ring of the Sentinels’ er ’Levitation’ det eneste nummer med et trommespor. Roeder spiller en enkel og gentagende rytme, der dog er jazzet og løst nok spillet, til at man øjeblikkelig mærker en markant forskel fra Sentinels. De akustiske og menneskelige tønder giver nummeret en fremdrift – i dette tilfælde opdrift – der så at sige sætter nummeret i sin egen kasse på pladen.
På efterfølgende ’Sundown’ parres delvist dronede og psychede guitarer med støj og en 80’er-agtig synthesizer. Nummeret får denne anmelder til at tænke på danske Body Sculptures, dog uden at være helt så radikalt.
Afsluttende ’White Horse’ er det nummer, der har den tydeligste Steve Von Till-signatur over sig. Sangen virker som en kombination af nogle af de elementer, som han gør brug af i eget navn – i særdeleshed på den sublime ’A Grave Is a Grim Horse’ fra 2008 – blandet med et mere ambient og dronet udtryk, som er kendetegnene for Harvestman. Lidt over midtvej i nummeret afrunder Till pladen med en patosfyldt spoken word-passage, hvor der beskrives et slægtskab mellem menneske, natur, vejret, og de oldgamle sten, der forbinder os med vores forfædre. Her vil enkelte lyttere sandsynligvis stå af, men efter at være lullet i en herlig, beroligende trance af ’Songs for Megaliths’ beroligende lydbølger, er lidt højtidelighed på sin plads, hvis du spørger mig.