Passiv aggressivitet
Populær
Neurosis’ 11. studiealbum er et levende bevis på, hvordan produktionen kan være altafgørende.
2. A Shadow Memory
3. Fire Is the End Lesson
4. Broken Ground
5. Reach
’Fires Within Fires’ er en svær størrelse. Albummet er på mange måder meget lethåndgribeligt, hvilket netop gør det svært at tage fat om – i hvert fald, hvis man har fulgt bandets karriere og har kendskab til deres bagkatalog.
Lad os starte med at gå tilbage til 1999 og bandets kronjuvel, ’Times of Grace’. Det var hér, det for alvor begyndte. Neurosis mødte stor ros for deres progressive sludge/post-hardcore sammenblanding, der var udført med så stor selvsikkerhed, at metalscenen sjældent havde mødt en så stærk musikalsk kolos. Faktisk blev bandet de helt store pionerer inden for post-metal og dikterede denne genre i mange år fremover.
Hvad angår ’Times of Grace’, er pladen kendetegnet for dens råhed og mørke aggressivitet. Har man ikke hørt albummet, er sangene ’The Doorway’ og ’Under the Surface’ særligt anbefalelsesværdige. To år senere beviste Neurosis, at de også mestrede en langt mere deprimerende og mørkere stemning, end noget DSBM-band nogensinde har kunnet præstere, ved at udgive ’A Sun That Never Sets’. Albummets slutningsnummer ’Stones from the Sky’ giver gåsehud hos enhver lytter.
Og her har vi essensen af Neurosis (som bandnavnet også fint antyder): et tungt, råt, mørkt, stærkt og musikalsk nyskabende band, der virkelig ved, hvad det betyder at have ondt helt inde i sjælen. Alt sammen leveret med en så altoverskyggende overbevisning, at mere original musik er svær at finde i metalscenen. Eller rettere, det var svært.
Efter metalscenen for alvor begyndte at åbne sig i 00’erne, er det nærmest blevet et must at lave stilsammenblandinger; alt er jo blevet spillet før, og vil man som band gerne (prøve) at skille sig ud, så tyr mange til forskellige genrer. Nogen er lykkedes med det, andre ikke. I hvert fald er resultatet blevet et uendeligt hav af bands, der i sidste ende prøver det samme.
Hvad dette betød for Neurosis var netop, at de ikke længere havde betydning i metalscenen, i hvert fald ikke som før. Har man ikke sin genrehistorie i orden, virkede det bare som et band med lidt gamle medlemmer, hvis musik ikke var lige så hip som mange andres.
Neurosis har utroligt nok på en eller anden måde formået at beholder deres originalitet og ikke mindst deres identitet; man er aldrig i tvivl, når man hører bandets musik. Og måske er netop dette problemet, hvad bandets seneste udgivelser angår, særligt ’Fires Within Fires’. Neurosis har ikke udviklet sig synderligt, om det er godt eller skidt, er svært at vurdere, men de steder, de har valgt at sætte ind, er ikke de mest vellykkede i verden.
Lad mig starte med at understrege, at ’Fires Within Fires’ er et godt album. Varigheden er dog alt for kort og er desværre medvirkende til, at man som lytter ikke helt formår at bliver suget ind i det stemningsfulde univers, som man har kunnet på tidligere albums.
Sangene er velkomponerede og indeholder bandets klassiske elementer og virkemidler, eksempelvis ved brugen af skiftende stille og hårde stykker, der komplementerer og forstærker hinanden. Og netop dette er en af bandets kvaliteter; de stille passager virker som stilheden før stormen, og når de hårde passager rammer, er det kraftige sager. At bandet netop vælger at starte albummet på denne måde er kun et plus; introen i ’Bending Light’ bliver pludselig afbrudt og overtaget af et meget højt og kraftigt stilskift, hvilket fungerer utrolig godt.
Siden bandets seneste album ’Honor Found in Decay’ har musikken haft en lang lettere feeling end tidligere, og sammenblandingen af genreelementer har virket langt mere smooth. Umiddelbart virker dette som en positiv udvikling, men det har desværre haft den stik modsatte effekt – musikken har mistet noget af dens charme og ægthed. Råheden, Neurosis’ absolutte force, er væk.
Ydermere har produktionen på ’Fires Within Fires’ ikke gavnet bandets lyd eller udtryk. Det er faktisk albummets absolutte kritikpunkt. Musikken virker på mærkelig vis komprimeret; det er, som om der ikke er nok plads til den. Lyden er langt fra dynamisk, og det eneste, der engang imellem formår at skære igennem, er Scott Kellys skrigende vokal, når han mener det allermest.
Det er mildest talt hamrende ærgerligt, at en produktion i 2016 skal hæmme et bands musikalske udtryk og identitet. Neurosis’ råhed og aggressivitet får ikke plads nok i ’Fires Within Fires’. Det absolut eneste sted, der tilnærmelsesvist nærmer sig bandets egentlig udtryk, og hvor der er plads til den, er de sidste to minutter af afslutningsnummeret ’Reach’.
Lydbilledet får bandet til at virke som passivt-aggressivt; som en voksen mand, der har mistet gejsten til at udtrykke sin vrede og sit indre mørke. Heldigvis ved enhver, der har set Neurosis live, at dette i virkeligheden ikke er tilfældet. Bandet er lige så ærligt, som det altid har været, og den karakteristiske råhed er bandets rygrad. Forhåbentlig får vi det at se igen på en turné.