Lutter Oren
PopulærDet var endnu en dag på kontoret for den australske dronemusiker Oren Ambarchi, men det, der kommer over hans skrivebord fuldt af effektpedaler, er af uforholdsmæssigt høj kvalitet.
Hvordan forholder man sig kritisk til et kunstnerisk udtryk, hvis afsæt er én komplet fremmed? Senyawa tager udgangspunkt i en indonesisk folkemusikalsk tradition, jeg for min del ikke har noget forudgående kendskab til, og blander den med en vestlig doom metal og avantgarde, men fordi jeg ikke kender til udgangspunktet, bliver det svært at afgøre, hvornår de faktisk eksperimenterer med formen, og hvornår de viderefører en tradition, der er mig fremmed. Når det nærmeste, jeg kan komme på en referenceramme for Senyawa, er det japanske band Birushanah, der på samme vis blander knusende tung doom med avantgardistiske elementer af japansk folkemusik, så siger det en del om den fuldstændige naivitet, jeg møder et band som Senyawa med: Uden som sagt overhovedet at være inde i de finere nuancer er jeg ret sikker på, at der er temmelig store kulturelle forskelle på Indonesien og Japan, men for det vestlige øre bliver det en stor, orientalsk sump af uudgrundelighed og gakkethed.
Og det er problemet: For når vi, solidt rundet af den vestlige kultur, så møder en konstellation som Senyawa, så er det i uforholdsmæssig høj grad det fremmede ved dem, der bliver det interessante. Anderledesheden fra det vi kender. Og anderledeshed kan der komme noget endog rigtig interessant musik ud af, men når det er en anderledeshed med et solidt fundament i en fremmed kultur, så er det, vi står og smiler af, når Senyawa skejer helt ud på scenen – og det gør de jævnligt i løbet af det timelange sæt – ikke bare, hvor vilde de er, men hvor vilde asiater i det hele taget er. Senyawa gentager en kliché, som vi kender den fra forgangne årtiers ironisk dyrkelse af japansk weirdness, og det kan sådan set i sig selv være slemt nok, men endnu værre er næsten, hvad de gør ved os som tilskuere: Vi viderefører en orientalisme, som i sidste ende handler om at sætte vores egen kultur frem som noget bedre, finere, mere raffineret end de vildes.
Og det handler selvfølgelig om kontekst, for hvis man nu havde oplevet Senyawa på en eller anden indonesisk folkemusikfestival – af hvilken grund man nu end skulle være havnet der – så ville man være blevet positivt overrasket over genkendeligheden i deres musik, over metalelementerne, guitaristens Slayer-longsleeve, den lejlighedsvise riffing. Man ville have hørt et ekko af Attila Csihar i vokalarbejdet, og man ville have været fuldstændig skudt i det hjemmebyggede bambusstrengeinstrument. Men når Senyawa bliver taget på tour i Europa, og når de bliver sat på programmet sammen med sådan en som Oren Ambarchi, så er det en anden kontekst de indtræder i, og så bliver de et freakshow.
I bund og grund handler det naturligvis stadigvæk om, hvordan man oplever musikken, hvordan den står for sig selv. Og hvis man fjerner sin benovelse over, hvor eksotisk det er, så har Rully Shabara ikke så imponerende et vokalregister, som hans optræden lægger op til. Bevares, han kan synge dybt, han kan synge lyst, han kan grynte, han kan hvine, men hvad de egentlig er, han vil med det, står aldrig rigtig klart. Og Wukir Suryadis instrumenter er vilde nok at se på, og han trakterer dem på flere forskellige måder og kører dem igennem en masse effekter, men det, han faktisk spiller på dem, er ikke i sig selv særligt sindsoprivende. Specielt ikke i den kontekst, Senyawa indtræder i i aften.
En dag på kontoret
For selvom Oren Ambarchi er først på scenen i aften, så er det ret tydeligt ham, de fleste er kommet for at høre, målt på foromtale, publikums frafald under Senyawa og min egen fuldkomne uforståenhed over for at nogen overhovedet skulle kunne mene, at det, Ambarchi laver, ikke skulle være noget af det allervildeste, man overhovedet kan komme til at høre i disse år. Det er fuldt forståeligt, at han er sat på først, for hans optræden kunne næsten ikke stå i større kontrast til Senyawas: Hvor Rully Shabara springer rundt på scenen og slår piskesmæld med sit tørklæde, der sidder Ambarchi bag sit skrivebord fuldt af effektpedaler med et uforanderligt stenansigt og en guitar i skødet og laver lyd.
Det er tydeligvis endnu en dag på kontoret for Ambarchi, men det, der kommer over hans skrivebord, er til gengæld af så høj kvalitet, at det er en fornøjelse i sig selv at se ham arbejde og få mulighed for at få en lille indsigt i, hvordan han bygger en komposition op sådan en aften. Det 40 minutter lange stykke, Ambarchi fremfører denne aften, følger en skabelon, han har benyttet på flere af sine senere udgivelser: Tyst, først kun antydningsvist, lægger det ud med de spredte klange og klik, så bliver der efterhånden lagt loops på og fyldt oveni, og i midten peaker det med ren fræs og feedback, inden det så småt bliver lukket ned igen, sektion for sektion. Men selvom Ambarchi altså forfalder til en klassisk formel, så adskiller han sig fra rigtig mange andre dronemusikere ved sin musikalitet og ved sin sans for at økonomisere med den: Der bliver ikke bare smidt loop oven på loop, der bliver trukket fra og lagt til i en intuitiv proces, der hele tiden får musikken til at forskubbe sig, og når han så lader det hele nå et crescendo hen over midten, trænger hans gamle forkærlighed for klassisk metal frem, og der går næsten ren helteguitar i den. Men igen forstår Ambarchi at økonomisere med sine virkemidler, så i stedet for at gå all-in som en anden Mark McGuire sørger han for hele tiden at bryde lyden op og manipulere den over i nye retninger, mens alt hviner omkring ham. Og det hele med en grimasse som om han sorterede kartotekskort.
Efter 40 minutter er endnu en dag på kontoret overstået for Oren Ambarchi, og for første gang smiler han skævt. Han kom lige til at lave en storslået hymne der. Der kan man bare se.