Frenetisk ørevoldtægt

Populær
Frenetisk ørevoldtægt

Er man til udfordrende eksperimentalmusik eller slet og ret det ledeste noise, man kan forestille sig, er det med at få hørt 'Impassable Fears' med Gravetemple.

Kunstner
Titel
Impassable Fears
Dato
02-06-2017
Trackliste
A Szarka (The Magpie)
Elavult Foldbolygo (World Out Of Date)
A Karma Karmai (Karmas Claws)
Domino
Athatolhatatlan Felemek (Impassable Fears)
Az Orok Vegtelen Uresseg (Eternal Endless Void)
Karakter
4

Gravetemple er ikke sådan at sætte i bås. På den ene side kan det amerikansk/ungarske/australske avantgardistiske noise-all star-orkester sidestilles med en sonisk udgave af en voldtægtsforbryder, der med psykopatien skrevet stålfast i øjnene på ingen måde lægger skjul på sine perverse, overlagte ugerninger. På den anden side kan Gravetemple sammenlignes med den noble musikprofessor, der ikke så meget bruger formidlingen af musikken som et overgreb, men som en praktisk forelæsning i, hvordan tonsertung musik anno 2017 også kan lyde. Uanset om Gravetemple rammer en som et overgreb af støj, eller om man tager en eller form for musikoplysning med sig fra mødet med deres musik, er de et band, der synes at ville noget med det materiale, de disker op. Det er deres seneste plade 'Impassable Fears' et imødeset rabaldereksempel på.

Denne skribent stødte første gang på Gravetemple i 2013, hvor bandet gav koncert på Roadburn Festival. Noise, avantgarde og eksperimentalmusik var dengang forholdsvis nyt terræn for mig, men med Stephen O'Malley fra Sunn O))) og Mayhems Attila Csihar i line-uppet var der selvfølgelig mødepligt. Det er der stadigvæk, også nu hvor de udgiver en ny plade. Line-uppet på 'Impassable Fears' er det samme som det, der gæstede Roadburn, og med dens udgivelse har man dermed på ny fået brug for must listen-stemplet i skrivebordsskuffen. Skulle man som en af Devilution-redaktionens andre skribenter samtidig være svært begejstret også for den australske alt-mulig-musiker Oren Ambarchi, er her blot endnu en grund til at stige om bord i Gravetemples frenetiske, grænsebombarderende musikalske univers, thi han udgør det sidste blad i trekløveret.

Gravetemple har tidligere udgivet plader i både 2007, 2008 og 2009. Modsat bandets tre tidligere udspil, der fortrinsvis var tilgængelige som selvudgivne cd'er, har Gravetemple denne gang det finske pladeselskab Svart Records i ryggen. Til trods for bandets tunge take på det avantgardistiske, der i deres tilfælde kan karakteriseres som en blanding af free jazz og grum, klassisk noise, har Gravetemples musik facetter i sig, der bør henvende sig til nysgerrige heavyhoveder i det hele taget. Eftersom Svart Records i forvejen blandt andet henvender sig til de metal heads, der ikke nødvendigvis ser det som et brud på genrens kodeksregler, når metalmusikkens ABC bliver udfordret og måske tilmed gentænkt en smule, giver det fin mening, at det er i Svart Records' stald, Gravetemple for nu har smidt deres mørke, messende, tunge tøjler.

Det nye album starter med ’A Szarka (The Magpie)’, der er et syv minutter langt nummer bestående af henholdsvis en tyk noise-mur af skærende dissonans, febrilske trommer, der leveres med så suveræne og signaturstærke accentueringer, at de er som sendt fra jazzmetalhimlen, og Attilas introverte vækkelsesbrummen. Sandsynligheden for at åbningsnummeret i sit improviserede skelet ikke minder om metalmusik, som de fleste kender det, er stor. At Gravetemple imidlertid spiller metalmusik, der sender genrens barometer op i et ildrødt, sindssygt felt, skal man have et ualmindeligt trænet øre for ikke at genkende. Når den ti minutter lange 'Elavult Foldbolygo (World out of Date)’ efterfølgende går en smule ned i tempo – heldigvis uden at miste sindssygens patos – går det samtidig op for en, hvor hurtig tiden går i selskab med Gravetemple. Pladens første sytten minutter synes at være ovre i en ruf.

Til trods for at tiden går hurtigt, når man er i selskab med tre så rutinerede alternative metalmusikere som trioen her, savner jeg imidlertid en lille smule mere variation på pladen. De kortere, melankolske og mere afdæmpede passager, som der er flere af på albummet, hjælper ikke kun med at sætte pladens tungere gerninger i perspektiv. De lyder også godt i sig selv. Men de er forudsete. Man ved, de kommer. Det gør dem langt fra uvedkommende, men det gør dem heller ikke helt så overraskende, som man egentlig gerne ville have, at visse dele af pladen ville være. Selv for en fyr, der ellers ikke ser sig selv som værende specielt rutineret inden for den eksperimenterende avantgarde, er pladen for genkendelig. Det niveau, som materialet både musikalsk og især tonalt set befinder sig på, er og bliver dog i en treenighedsliga for sig. 

Nu glæder vi os til den koncert på Jazzhouse, der formentlig kommer inden længe. 7-9-13.