Introvert trance og kølige gutter

Introvert trance og kølige gutter

Det obskure og suveræne droneprojekt Gravetemple leverede amerikanske klangtoner fra guitaren, bebudende østeuropæisk helvedesvokal samt tonserskizofrent ambient lir fra down under foran et måbende og respektfuldt publikum på Main Stage. 

For nogle uger siden anmeldte vi her på Devilution den seneste Stephen O’Malley-associerede udgivelse, som var med bandet Ensemble Pearl, og som blot er ét af utallige sideprojekter, Sunn O)))-guitaristen bliver ved med at tilføje sit musikalske cv. Et andet af hans projekter går under navnet Gravetemple, og selvom de ikke har udgivet noget materiale siden 2009, var de alligevel at finde på årets line-up på Roadburn. Og når projektet ud over O’Malley desuden tæller Mayhems Attila Csihar på vokal samt den australske eksperimentalmusiker Oren Ambarchi, så manglede det nu også bare.

Et mørkt forvarsel

Er man vant til at lytte til mere eller mindre klassisk metal, hvor det er seje riffs og medrivende omkvæd, der dominerer det overordnede udtryk, så vil det uden tvivl være noget ganske andet, der venter én i mødet med Gravetemple. Er Merzbow og Sunn O))) til gengæld ikke fremmede navne for én, er der formentlig noget at hente hos Gravetemple, der dog meget af tiden nedprioriterer guitaren til fordel for Attilas vokal, der på loopende vis dominerer det meste af lydbilledet.

Dominerer er måske så meget sagt, idet Gravetemple er et band af skæve finesser og små soniske underligheder, hvilket betyder, at de instrumenter, der er skruet højere op for end andre, ikke nødvendigvis ”dominerer” mere end de nedtonede. Det meste af tiden laver O’Malley eksempelvis meget lidt på sin guitar, hvilket imidlertid netop gør hvert eneste lille feedback fra hans instrument endnu mere betydningsfuldt. Klangene står som fragmenter, der ikke skal forsvares, men blot stimulere. Det er i øvrigt de færreste, der kan stå på en scene og være så afventende, som O'Malley var under denne koncert, og samtidig være så forbandet cool. Men hvor Attilas dybe vokal kan siges at minde om dødens storm, der er på vej i det fjerne, da kan O’Malleys rapsodiske skæve klange måske lyde som mørke forvarsler om det, der venter forude.

Skramlet snilde

Ungarske Attila var til lejligheden klædt i en sort habit med tilhørende rød skjorte med store blodige krager indenunder, og mindede til at begynde med egentlig mere om en aparte suppe-steg-og-is-hyremusiker til en familieforsamling, som han placerede sig dér bag sit instrumentbord af loopmaskiner. I hvert lignede han umiddelbart ikke det pragteksempel på ond østeuropæisk suverænitet, som hans virke som utæmmelig ekstremmusiker ellers har gjort ham til i denne skribents øjne. Da han åbnede munden og gradvist opslugte hele den store sal i 013 med sin påkaldende okkulte stemme, da stod der dog ond pragt tatoveret i panden på ham - og respekt tatoveret i panden på publikum. 

Hen imod slutningen af den omtrent timelange seance steg intensiteten og volumen markant, som O’Malley gradvist skruede op for både volume og tempo og faldt mere ind i helhedsindtrykket, hvilket skete i takt med, at Ambarchis ambientflader samtidig blev højere og mere skramlede. Hvor det tidligere var en fornemmelse af varsel, der havde domineret lydbilledet, var det nu lyden af en storm, der allerede var indtruffet. Paradoksalt nok virkede stormen i denne sammenhæng forløsende, eftersom tempostigningen og det soniske virvar både var imponerende og medrivende. Da Ambarchi til sidst satte sig bag et trommesæt, der indtil da havde stået uberørt, sluttede det desuden koncerten af bedre, end man havde turdet håbe på; kort sagt et stort øjeblik.

Gravetemple var kun det tredje band til at spille på Main Stage i år, men de besatte scenen med en aparte stil, der ikke tilnærmelsesvis så sin lige under resten af festivalen.