Undervisning i Den Sorte Hal
Populær
Det var som at få bastante toner op i urinrøret, da Sunn O))) lørdag aften spillede op til t-u-n-g, aparte drone og rockende melodier foran et dedikeret publikum i en behageligt kold Den Grå Hal.
Den første halvdel af aftenens koncert i Den Grå Hal var akkurat så tung og imødekommende, som man have håbet på: riffs af tung-tungere-tungest-format, af en imponerende majestætisk tyngde, og som præcis tager den tid, de skal tage. De metalhistoriske hæklerier går helt sikkert tilbage til Black Sabbath og Sleep, som Greg Anderson og Stephen O'Malley formentlig har lyttet en hel del til, inden de dannede drone-makkerparret Sunn O))). Dylan Carlsons Earth er også et selvsagt forbillede. Men Sunn O))) har alligevel en egen-lyd og en egen-mentalitet, der gør noget ved én, som ikke meget andet musik formår. Det var denne klassiske side af Sunn O))), de startede med at præsentere i Den Grå Hal.
En tørstig slange
Herefter overraskede de ved gradvist at lade deres signatur-riff stige til et nærmest semi-hurtigt tempo. Hvorvidt det hurtigere spil blev improviseret frem eller var planlagt, kan man kun gisne om, men udviklingen havde en fornemmelse af umiddelbarhed over sig, som virkede lettere positiv, nærmest opløftende, og som på sin vis spillede mere på den regulære metalkoncerts præmisser. De ”positive rytmer” smittede også af på Greg Anderson, der kan tænkes at være blevet genforenet med sit doomblod fra Goatsnake-dagene, i takt med at tempoet steg. I hvert fald brød Anderson på dette tidspunkt af koncerten ikke kun med bandets monotone tempo, men også med selve billedet på det, der er Sunn O))), sådan som han trak næverne ud af de lange kutteærmer og opfordrede publikum til fællesopstand med nævnerne i vejret. Det var et vidunderligt og underligt ordinært øjeblik i Sunn O)))-regi.
Udfordringen længe leve
Sunn O))) har heldigvis ambitioner om mere og andet end det at ”få publikum med”. Til de(kon)struktionens formål har de eks-Tormentor- og nuværende Mayhem-mand Atilla Csihar, hvis vokal og perverst gustne fremtoning er alfa og omega for den musikalske side af bandet, der er mere eksperimenterende og snæver end tung og imødekommende. Denne aften fungerede Atilla som frontmand og sceneskikkelse under omtrent den sidste halvdel af den halvanden time lange koncert, og skyggebilledet af ham akkompagneret af en vokal af mørke, harmoniske toner er en oplevelse, som ikke minder om noget andet. Desuden har man en fornemmelse af, at Atillas vokal udfordrer Anderson og O’Malley ekstra, hvilket hæver deres spil endnu en tak. Den sidste halvdel af koncerten var i en liga helt helt for sig.
Det korte og det lange er, at Sunn O))) virkede mere end veloplagte denne aften i Den Grå Hal, der desuden præsenterede sig som spillested af format. Volumen virkede ikke helt så høj, som under deres sidste besøg i Lille Vega, men musikalsk set var det denne aften et både nysgerrigt og imødekommende Sunn O))), man fik at opleve. Uha, hvor glæder man sig til deres næste plade. Hail Satan og de tunge toner!