Maskeret horrortriumf
Hexenbrett holdt den bloddryppende tone og havde Stengade i sine hule hænder, inde bag deres giallo-inspirerede masker.
Attraverso sette Porte all'inferno
Um Mitternacht
Imhotep
Leder im Nachverkehr
Blutige Seide
Spalovač mrtvol
Le Requiem des Vampires
Hexen (bis aufs Blut gequält)
2026 er skudt i gang, og hvem bedre end de østrigske gravskænder-blackstere Hexenbrett til at lægge an? Et band vi har fulgt tæt, siden debutalbummet ‘Zweite Beschwörung: Ein Kind zu Töten’ skabte røre i undergrunden tilbage i 2020. Siden har vi set dem herhjemme på Kulturmaskinen og Metal Magic Festival, og selv oplevede jeg dem senest til en fremragende koncert på BETA i 2024. I aften er dog første danske stop på turnéen for det stærke ‘Dritte Beschwörung…’, så lidt nyt på tapetet er der da i aften.
Allerførst er det dog Malmø-kvartetten Völva, der skal varme salen op. Sortklædte, lænket og korsvendte tjekker de metodisk alle de rigtige bokse i den andenbølgede blackmetal-håndbog. Originalitet er der ikke meget af, men live gør de markant mere væsen af sig end på plade. Ikke, at deres debut ‘ Desires Profane’ (2024) er ligegyldig. Snarere rimelig gennemsnitlig indenfor genren med, hvad dertil hører af tremolofræs og rullende dobbeltpedaler, men attituden kan vi bestemt ikke tage fra dem. Jonna på bassen i front spilder ikke megen tid på at tale til sit publikum – hun er til gengæld eminent til at hidse og skule med munden skævt fordrejet, som for at udtrykke den maniske galskab, vi lægger ører til. 35 minutter bliver det til, half 'n' half ældre og nye numre, hvor især lukkenummeret gør indtryk, som det tromler sig afsted til den store tremolo-finale, men i det hele taget et overbevisende, bistert gensyn.
Völva
Anderledes kontant bliver det med den snart albumaktuelle trio Karloff. Et band, der altovervejende bevæger sig i spændingsfeltet mellem Midnights punkede charme og mere midttempo goth/blackede grooves. Det er klart den punkede energi i numre som fx den rablende overgearede ‘Kill the Masters’ og ‘I Like Blood’ med lette mindelser om Moby i ‘Animal Rights’-perioden, der gør størst indtryk – men alligevel ikke mere end allerhøjest at generere lidt nikkende nakker i salen. Pulsen er da altovervejende til den høje side, og det hjælper trods alt lidt på det, men alligevel virker det lidt som spildte kræfter til andet end at stå og vugge let med, inklusiv overload på samlebåndseffekten og et komplet fravær af udsving. Sådan en af de der shows, der lige til nøds kan nosse sig op til et “hey, good job”, men så absolut heller ikke mere end det.
Karloff
Således undervældet kan vi til gengæld så småt begynde at tælle ned til hovednavnet. 22:44 melder uret, da introen lyder – og Hexenbrett sætter straks barren markant højere. Masker, mannequiner og rendyrket horrorfetichisme smelter sammen med musikken, hvor speaks, klokkespil og filmiske mellemspil binder numrene sammen til et sammenhængende, makabert hele. Det er gennemtænkt, teatralsk og frem for alt veludført. Hexenbrett er stærke sangsmede, og detaljegraden er imponerende live. Den småjazzede instrumentale passage i ‘Attraverso sette Porte all’inferno’ og den decideret lirede 70’er-solo midt i ‘Leder im Nachtverkehr’ kunne let være faldet til jorden, men gør det ikke. Tværtimod. Det er en fryd at høre dem skeje lidt mere ud fra tid til anden, som for at tilføje yderligere lag til uhyggen.
Udadtil gør de ikke så meget udover at stå og vride lidt ekstra i instrumenterne, gemt bag hver sin maske, og når nu den sejt vrængende vokal er forbeholdt trommeslageren i baggrunden, er det også så som så med publikumsinteraktionen, men det er så netop der, hvor de mange ekstra lag, der binder sættet sammen, bidrager til en mere teatralsk oplevelse af koncerten i stedet for det klassiske metalkoncert-format.
Det eneste reelle kritikpunkt er, at vi ikke får mere for pengene end små 50 minutter i deres selskab. Må de ikke spille længere, nu hvor de gik et kvarter for sent på? Sætlisten var trykt på forhånd, så antageligvis ikke, men uanset hvad, så fik de foldet deres særegne horror black/heavy-univers endnu stærkere ud i dag. Ikke fordi de definerer noget nyt, men deres måde at gentænke metallens velkendte virkemidler på, med giallo-vibes og lidt ekvilibristisk topping her og der, er forfriskende. Samt lidt corny, men hey, det er jo en del af charmen.
Hexenbrett er noget for sig selv, og i dag fik vi dem fra deres mest teatralske side hidtil – en vej, vi hellere end gerne følger igen!
Völva: 3
Karloff: 2
Hexenbrett: 5