Et friskopgravet lig
Populær
Tysk heavy/black-duos første fuldlængde er en medrivende og charmerende hyldest til horror og hærg, der vækker minder om dengang, da metal var for degenererede og farlige typer. Resultatet er både festligt og b-filmsskummelt.
2. Lass Schlafende Leichen Ruhen 05:27
3. Spalovač Mrtvol 04:56
4. La Tumba De Los Muertos Vivientes 04:08
5. The Spider Song 03:17
6. Ein Kind Zu Töten II 03:24
7. Attraverso Sette Porte All'Inferno 05:42
8. Blutige Seide 04:31
9. Le Requiem Des Vampires 04:49
Tyske Hexenbrett debuterede ud af det tusmørkeblå sidste år med ep'en 'Erste Beschwörung', der indeholdt en catchy hybrid af klassisk heavy metal og førstegenerations-black metal. Den stil fortsætter den meget hemmelige duo på opfølgeren, der nu er udkommet på det altid fede label Dying Victims Productions.
På sin egen måde siger det egentlig tudegrimme cover ret meget om Hexenbrett: Den molestrerede dukke er sådan noget, man finder i gyserfilm på lavbudget. Den er noget, man finder i gedulgte og afsidesliggende teenage-hangouts i midtfirserne: I glemte bunkere, ude ved de hemmelige steder i skoven, under de viadukter, hvor de færreste går hen, i nedslidte parker, faldefærdige huse og forfaldne skure. På én og samme tid urovækkende og komisk i sin simpelhed. Coveret skal nok skræmme folk væk, og det er sikkert også meningen: Man skal ligesom fatte det for at få lov at være med i hulen.
Simpelt og medrivende
Det, man skal fatte, er både simpelt og medrivende: Flere gange har jeg siddet og gjort tåbelige skumle fagter og åndssvage grimasser hjemme i stuen, mens jeg har lyttet til 'Ein Kind zu töten'. Det er sådan en plade. En, der er så medrivende, at man tager sig selv i den slags. I forhold til ep-debuten er der skruet lidt ned for black-tendenserne og op for den klassiske metal, hvilket ikke generer mig. Her er masser af King Diamond- og Death SS-keyboards, seje Mercyful Fate-riff, Dissection-agtige melodier, punket attitude og rockede sangstruktureer; resultatet kan minde lidt om både Malokarpatan, Master's Hammer, et meget straight Denial of God og Celtic Frost, hvis Celtic Frost havde forsøgt sig med at have det sjovt i stedet for at være grænsenedbrydende og alvorlige.
Balancen mellem det fjollede og det skumle
Et tidligt højdepunkt er den speedede 'Spalovač Mrtvol' (opkaldt efter den ekspressionistiske tjekkiske filminstruktør Juraj Herz' sorte og absurdistiske komedie af samme navn (da. 'Perfektionisten') om en krematorieansat, hvis trang til at adlyde ordrer fører til tragedie og vanvid (alle sangtitlerne refererer til gyser- og ekspressionistiske film)) med dens derangerede vokaler. Det lykkes også at gøre den hjemsøgte countrymusiker Townes van Zandts 'The Spider Song' til en storladen horrormetalhymne, der både er catchy og let foruroligende. Og afslutningsnummeret 'Les Requiem des Vampires' lykkes på fem minutter ved hjælp af pilskæve guitarharmonier med at lave en episk gravrøverhymne af rang.
Kort sagt: 'Ein Kind zu töten' er både virkelig underholdende og sjov, men lykkes også med at virke foruroligende som en vellykket b-gyser. Den balance er svær at opretholde. Enkelte numre trækker i langdrag ('Blutige Seide' kunne for eksempel godt tåle lidt færre gentagelser af omkvædet), men de er få. Med en spilletid på 37 minutter er der heldigvis heller ikke plads til mange svipsere.
Har man det anstrengt med metallens puerile fortid i 80'erne, bør man nok holde sig langt væk; elsker man derimod genrens ophav, kommer 'Ein Kind zu töten' sandsynligvis som sendt fra helvede. Efter min mening er det et af årets hidtil bedste album. Man kan altid overveje, om det er en en kreativ falliterklæring, når et album, der bygger så tydeligt på 80'er-fundamentet, får dét prædikat. Hvorfor ikke give opmærksomheden til noget nyskabende? Noget, der ikke blot omformer allerede kendte elementer?
Fordi 'Ein Kind zu töten' viser, at det stadig er muligt at lave noget originalt (i den forstand at Hexenbrett først og fremmest ender med at lyde som sig selv) inden for traditionelle rammer. Hexenbrett ved, hvad de laver. Og selvom de ikke ligefrem opfinder den dybe tallerken, kombinerer de allerede kendte metalelementer på en måde, der får det gode gamle lig til at virke helt friskopgravet.