SRF ’14: Fredag

Populær
SRF ’14: Fredag

Black Sabbath sendte alt og alle til tælling. Det italienske horror-band Death SS underholdt ud på de sene nattetimer. Den magiske dag blev sluttet af med Accepts klassiske 'Metal Heart' af bandets originale frontmand.

Dato
06-06-2014
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Vejrguderne var milde over for gæsterne i år. Udover onsdagens regnvejr var der knap nok en sky på himlen under resten af festivalen. Og mon ikke alle festivalgængere kender til det. Man vågner alt for tidligt i et ekstremt ophedet telt. Smadret, ved at pisse i bukserne og betragter de lunkne øl – spredt over alt i teltet – med nærmest dødsangst. Men det er selvfølgelig også en del af charmen, og vupti, 1-2-3, så kører bussen fornøjeligt igen til fællessamling om anekdoter fra gårsdagens oplevelser. Torsdag var på alle måder en god dag, men fredagen. Ja, fredag skulle vise sig at blive ganske magisk.

Velspillende, men tørt blues-ikon

Programmet startede for de udsendtes vedkommende med Joe Bonamassa. Bluesguitaristen er muligvis kun 37 år gammel, men har for længst cementeret sin status som et vidunder på spaden. ”Men hvis man vil være rock n rolla, optræder man ikke med et ur på armen til 100.000 kroner”, som fotografen (og åbenbart skabs-ur-fetichist) korrekt pointerede. Nej, der en noget usympatisk udstråling over Joe Bonamassa, som det er svært at sætte en præcis finger på. Eller måske er han i virkeligheden sympatisk nok, men bare fandens kedelig at overvære en koncert med. Højdepunkterne var i hvert fald få under denne eftermiddagskoncert i bagende solskin. Fra den korte tid i supergruppen Black Country Communion kom den forrygende sjæler ’Song of Yesterday’, mens bluesbomben ’The Ballad of John Henry’ sluttede showet med et stabilt brag. Mere var der desværre ikke at hente fra blues-ikonet.

Cool Kvelertak og kedelige Annihilator

Et stabilt brag kan man vist roligt altid kalde nordmændene i Kvelertak. Selvom de virkede lettere malplacerede på hovedscenen, formåede de stadig at holde fanen højt og ikke mindst rykke den ene anmelderdel godt rundt på den gode gamle facon uden fancy dikkedarer. (Læs anmeldelsen her).

Fotografen var imidlertid også i et vældigt humør, og den slags skal som bekendt fejres ved lommelærke, hvilket resulterede i en fæl sidevind, der gav ham en helt unik kompetence i at bevæge sig baglæns. Vi er derfor flere, der glæder os til at se resultatet af billedmaterialet under Kvelertaks koncert, hvor fotografen flere gange stormede frem i felten for at vende tilbage og råbe: ”Det har fortjent belønningswhiskey!” og derefter vende bunden i vejret på lommelærken. En sand festival-connoisseur!

Annihilator kæmpede en brav kamp for at fyre op under en fed thrash-fest. Men hånden på hjertet, så har det band bare ikke hverken udstrålingen eller materialet til at ryste den store oplevelse ud af posen. Og at de i år kan fejre 30-årsjubilæum og ikke har mere at byde ind med, vidner såmænd også om det.

666 til Black Sabbath

Ellers stod fredagen primært i de helt store ikoners tegn. Den første legende på scenen var Blackie Lawless, men hovedmanden i W.A.S.P trak desværre ikke just det længste strå blandt dagens længeventede navne. (Læs anmeldelsen her).

Det gjorde Black Sabbath derimod. De britiske guder sikrede simpelthen en oplevelse ud over det sædvanlige. En svensk anmelder omtalte koncerten som det største, han nogensinde havde oplevet i sit liv. Dansk rockkritiks grand old man, Steffen Jungersen, uddeler topkarakter og kalder koncerten for intet mindre end ”mageløst, mesterligt og majestætisk.” Her har vi ingen indvendinger og er klart med på den vogn. Black Sabbath var fuldstændig suveræne, og alt under karakteren 666 ville være en skamløs falliterklæring! (Læs anmeldelsen her).

Hysterisk pressemøde

Man kunne ellers have frygtet det værste efter at have oplevet Ozzy, Iommi og Butlers arrogante opførsel tidligere på dagens pressemøde, der var præget af en sygeligt hysterisk stemning fra bandets medbragte sikkerhedsvagter. Spørgsmål  de få, der blev tid til under seancens små 10 minutter  skulle stilles på forhånd, og minsandten om ikke Devilutions ene udsendte i første omgang blev smidt ud af presseteltet med anklagen ”du lugter af øl” fra en sur sikkerhedsstodder. På en musikfestival? No shit, Sherlock!
Nå, men heldigvis rettede de jo i den grad op på miseren få timer efter. 


De gamle drenge i Canned Heat havde dele af redaktionen også set frem til, og det blev til et kort visit med blandede holdninger til følge. I 2015 har Canned Heat 50-årsjubilæum, og det kunne godt mærkes – desværre ikke på den gode måde. Det var en ekstraordinært stillestående kvartet, der nok kunne få et vist flow i ’On The Road Again’, men så rakte det heller ikke meget længere, og trods store protester fra en ellers tilfreds fotograf måtte turen gå videre.

Italiensk horror gik lige i metalhjertet

Hvis ikke man havde fået stillet sin trang til sort messe under Black Sabbath, var der en unik chance for få sulten stillet helt i selskab med italienske Death SS, der er et sjældent navn at opleve på de her breddegrader.

Sært nok har Death SS aldrig fået det helt store kommercielle gennembrud, trods at bandet siden dannelsen i 1977 har været pionerer inden for den teatralske metal og hårde rock.

Death SS består i dag kun af den legendariske frontmand Steve Sylvester og en stribe musikere, som er kommet til igennem de senere år. Det er suveræn horror-metal, hvor den ikke får for lidt på scenen med flammer, kors, okkulte symboler og dansende nøgne damer.  Vi blev ikke snydt denne nat for perler som den medrivende ’Scarlet Woman’, eller ’Baphomet’ og ’Let the Sabbath Begin’. På alle måder en stor oplevelse. Eneste minus var, at bandet kun havde fået en times spilletid. Æv!

Det efterlod dog lige tid til at passere Accepts gamle frontmand Udo Dirkschneider, der var i gang med at spille klassiske ’Metal Heart’.

En mere passende måde at afslutte denne særlige dag på kunne næppe have været mere mulig.

Læs alle fredagens anmeldelser her:
Kvelertak
W.A.S.P
Black Sabbath