Bloddryppende heavyblack
Hexenbrett maxer ud på deres anden fuldlængde: Flere synths, trompeter, vanvidsvokal, soloer, hooks – mere af det hele!
2. Dem Teufel Eine Tochter
3. Marisa
4. Imhotep
5. Wozu Die Angst?
6. La Plese De La Nuit
7. Leder Im Nachtverkehr
8. Denn Der Tod Lächelt Nicht
9. Sette Gocce Rosse Su Velluto Verde
Det kræver en vis selvsikkerhed at udgive et nyt album den 20. december, for hvem har egentlig tid til at høre ny musik i en højtid, hvor alle er lidt mere sammen med familien, end nogen egentlig har lyst til? Og når albummet kommer så sent, ender man sjældent på de årslister, der stadig er vigtige for streamingøkonomien.
Hexenbrett spiller efter deres egne regler.
Men 'Dritte Beschwörung: Dem Teufel eine Tochter' har også været længe ventet: Fire år er gået, siden Hexenbrett sidst diverterede horrorhungrende headbangere med et nyt album. Ventetiden har været brugt på ep'er og liveaktivitet, inklusiv en meget rost koncert på Beta i efteråret. Tiden er, at dømme efter 'Dem Teufel ...', tilsyneladende også brugt på at maksimere alle aspekter af bandets lyd.
Tag for eksempel åbningsnummeret 'Um Mitternacht'. Bandets distinkte signaturlyd er tydelig, men det hele har ligesom fået et nøk opad: Vokalens råb er endnu mere hysterisk, hæs og anstrengt. Der er tilføjet glockenspiel og kor. Leadarbejdet er endnu stærkere end vanligt. Og den skamløse catchyness er endnu mere skamløs. Det er en formidabel åbning af et formidabelt album.
Men også bandets udtalte fascination af keyboardprog-soundtracks til italienske gyserfilm fra 70'erne og 80'erne – de såkaldte giallo-film – der får frit løb på 'Dem Teufel ...'. Tidligere har inspirationen været til stede, men nok især konceptuelt – nu kommer den mere i forgrunden musikalsk. Tag blot de kitschet rundtossede keyboards i slutningen af titelnummeret, albummets andet sang:
Man er ti minutter inde og allerede godt rundtosset. Hele albummet har et perfekt drive med rockede trommer, der pisker numrene fremad, som knivmordere jager skrigende kvinder i giallogenren; bassen er næsten dansabel, og der er fængende leads over det hele.
Man kunne også nævne albummets næstsidste nummer 'Denn der Tod lächelt nicht' med dens hylende Goblin-keyboards indsat i et temmelig storslået arrangement, der aldrig mister drivet. Det bliver lige partypunket nok på den korte 'Wozu die Angst?', men det er et mindre aber dabei på en usandsynligt bloddryppende, spændingsmættet plade.
Det er imponerende, hvor komplekse Hexenbretts arrangementer egentlig er – der er virkelig kælet for detaljerne og de små variationer – samtidig med, at de aldrig mister det umiddelbart medrivende. Jeg vidste godt, at Hexenbrett er virkelig gode, men 'Dem Teufel ...' føles alligevel som et skridt fremad. Ikke fordi østrigerne ændrer afgørende ved deres stil, men fordi det hele lyder større, bedre, mere gennemført, bedre og mere drabeligt spillet. Og det er også derfor jeg synes, at de har begået årets bedste album. Det føles, som om de er på vej mod noget større.