Roadburn 19: Som et soundtrack til fremtiden

_XTD6477
_XTJ6316
_XTJ6325

Tomas Lindbergs 'Burning Darkness'-fold toppede ved Gösta Berlings Saga, der bestandigt søgte i futuristiske kroge og fængslede os i et af Roadburns mest dragende øjeblikke.

Spillested
Dato
12-04-2019
Trackliste
1. Sorterargatan 1

2. 354

3. Terra Nova

4. Bergslagen

5. Fort Europa

6. Artefacts

7. Island

8. Fundament

9. Veras Tema

10. Sersophane
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

I 1891 udgav den svenske forfatter Selma Lagerlöf en roman om en præst, der bliver fyret for druk og skødesløshed. I et trist øjeblik bliver han indkapslet af en majorinde, der inkluderer ham i en herregård, hvor han lever et fornøjeligt, skødesløst liv med 12 såkaldte kavalerinder, inden han bliver nødt til at handle, da de onde hensigter fra herregårdens brugspatron bliver åbenlyse.

Præsten hed Gösta Berling, og Gösta Berlings Saga har således taget navn efter bogen af samme navn.

Udover fælles national baggrund er den svenske kvartet ligeledes af den type, der konstant navigerer sig igennem det ulmende mørke, søger nye græsgange uden at vide hvor den næste vej fører hen. Progressiv i sin kerne, men ikke på den måde, der får dig til at virke bagstræberisk foran dine venner. Bare rolig. Gösta Berlings Saga fletter temaer sammen på kryds og tværs, der nogen gange bevæger sig i længere progressive forløb, men mere ofte end ikke hviler i tematikkerne og fører lytteren ad et mere symfonisk, futuristisk spor, ikke helt ulig de italienske horrorfilms-entusiaster Goblin eller mere kammermusik-inspirerede kunstnere som Univers Zero og Guapo. Ingen store egoer i front, men fire mænd dybt dedikerede til opbygningen af lange, orkestrerede forløb, der bevæger og udfordrer. I dagens anledning gæstede Henrik Palm på guitar, siddende underspillet i siden på en stol, til tider som den eneste guitarist, mens resten af gruppen flirtede med elektroniske virkemidler.

Gösta Berlings Saga var en af Roadburns største øjenåbnere. Bevæger vi os ud i proggens verden, så er der altid en risiko for at havne iblandt artister, der har mere travlt med at vise hvor ferme de er end reelt at skabe noget spændende og originalt, der tjener lytteren. Svenskerne holdt os fængslet til deres evindeligt bevægende, dystre instrumental-rock, der heller ikke afskrev sig fra momentvis at give de enkelte medlemmer tid til at shine henover temaerne, når det tjente musikken ret. David Lundbergs keyboard i 'Artefacts' gav os lyst til at være Rick Deckard på jagt efter replicants, mens 'Sersophane' var til den mere groovy side, der endte koncerten halvanden time senere, hooked på mere.

At Tomas Lindberg valgte at booke dem under hans 'Burning Darkness' kurator-fold kan vi kun billige, for Gösta Berlings Saga er vitterligt en mulighed, der sjældent opstår i live-øjemed. På trods af 15 år og 5 fuldlængder på cv'et har de, så vidt vi har researchet, ikke spillet i Danmark siden de gæstede Dragens Hule på Refshaleøen i 2009, men overvejende forbeholdt deres koncerter til mere progressivt definerede events og festivaler af forskellig karakter. Hatten af for, at Tomas Lindberg tydeligvis ikke blot tænker med metalliske skyklapper på, men har en bredt funderet smag, der i tilfældet her førte til en koncert, vi sent vil glemme.