Hail Satanous!

Populær
Hail Satanous!

Af samtlige navne der spillede koncerter på Helvíti-scenen under årets Copenhell, leverede Mayhem den sorteste af slagsen - desværre mens det endnu var lyst.

Kunstner
Dato
18-06-2011
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Alle, der kender bare en smule til metalmusik, kender selvfølgelig også historierne om Mayhem, de ukronede konger af norsk black metal. Det er historier, der inkluderer kirkeafbrændinger, et internt mord bandet imellem, åndssvagt kontroversielle pladecovers, bizarre sceneoptrædener and what the fuck not! Denne tidlige lørdag aften på Copenhells største scene, blev man dog præsenteret for et forholdsvis tilbagelænet Mayhem, der var lige præcis så professionelle og dét imødekommende, som man ikke have turde håbe på, de ville være.

Og musikken? Ja, shit mand! Den beherskede de alt for fedt.

Satans teatralsk

Blandt black metal-kendere er det efter sigende lidt en smags sag, om man bryder sig om bandets ungarske sanger, Attila Csihar eller ej. Attila, som sidst gæstede Danmark, da han nærmest voldtog et publikum med Sunn O))) i Lille Vega tilbage i januar 2010, er egentlig også mere sær, end han er egentlig farlig. På den måde adskiller han sig måske nok fra bandets to tidligere frontmænd, den nu afdøde Dead (1969-1991) samt Maniac, som forlod bandet i 2004, og man kan måske godt forstå, at folk kan have indvendinger mod så radikal og snobbet en frontfigur, som Attila.

Ikke desto mindre, som nysgerrig ikke-kender kan der ikke rigtig sammenlignes med hans forgængere, men hvordan man i det hele taget ikke kan være begejstret for så vildt karismatisk en frontfigur som Attila, er undertegnede enormt uforstående over for. En bedre kobling mellem rigtigt metal og transcenderende installationskunst eksisterer vist ikke.

Det startede tykt og sejt ud med 'Pagan Fears' fra diskografiens hovedværk, 'De Mysteriis Dom Sathana' (1994), der i sangens åbning kobler dødsmetallens kendetegn sammen med også thrash og mere regulære metalelementer som eksempelvis noget som klassisk som dynamik mellem hurtige og langsomme stykker - eller hurtige og ekstra-hurtige stykker, om man vil. For langsomt går det altså nu aldrig. Sangen virkede som den helt rigtige åbner.

Som det eneste medlem, der kan fejre sølvbryllup med Mayhem i år ved at have været med siden begyndelsen i '86, har vi basissten Jørn Stubberud aka. Necrobutcher, der også er det eneste nuværende medlem, som umiddelbart ikke tager den sataniske rolle på sig med helt så tung alvorstunghed som resten af bandet. Om den 43-årige Necrobutcher simpelthen bare behersker sin sataniske vrede bedre end sine to yngre guitarmusikere, Morfeus og Teloch, som han deler scenen med, det er ikke til at sige. Men faktum er, at han smiler flere gange under koncerten, og ser ud til helt at hygge sig. For en ikke-praktiserende satan-tilbeder er det egentlig ret betryggende at se.

Angribende dobbeltpedal

Mere brænde til rygte-bålet: Da Mayhem spillede på The Rock tilbage i 2007, var det et af bandets ønsker, at trommeslager Jan Axel Blomberg aka. Hellhammer skulle have et mørklagt rum til rådighed et vis antal timer inden koncertstart. I ved, bare lige for at sætte den rigtige stemning, ikke sandt. Og hedder bandet Mayhem, er det den mørkeste af stemninger, der sigtes efter. Hvorvidt om Hellhammer havde fundet frem til netop den indre onde stemning under besøget på Refshaleøen, vides ikke med sikkerhed. Sandsynligheden for at det hele er et hoax, og at han er en enormt flink fyr, eksisterer jo altså også. Men at Hellhammer på Copenhell i hvert fald styrede det enorme trommesæt, som om satan ham selv vågede lurende et sted, er drønsikkert. Især hans angribende dobbeltpedal er noget af det mest imponerende man kunne opleve på årets Copenhell overhovedet. Hellhammer er ren tour de force ud i makaberfedt trommespil.

Det var et musikalsk frontalangreb, og det virkede. Det fik man bekræftet blot ved at kigge på de forreste publikummer. Det er sjældent, at black metal-pøblen har formået at give ny-metallens velklædte pubertetspublikummer baghjul, men ikke desto mindre skal man lede virkelig længe efter en morsommere og større moshpit end den, det aldrende, blegfede black-metal-publikum fik skubbet igang oppe foran til Mayhem.

Og det var også ret svært ikke at blive revet dét med. Det var det især da 'Freezing Moon' og 'Buried by Time and Dust', også begge hentet fra 'De Mysteriis Dom Sathana', buldrede frem under ekstranumrene. Der er noget sært dragende over skæringerne fra denne plade og deres hypnotiske ondskab.

Det var ikke årets koncert, og det var ikke en koncert, der vil blive husket lang tid fremover. Men når Mayhem hev de rigtige sange op af den sorte slikpose, så slog det godt nok gnister.

NB: Til en anden gang skal Mayhem selvfølgelig helst ses på en mindre scene og helst efter mørket har lagt sig.