Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Aalborg Metal Festival 2005, lørdag

Populær
Updated
Aalborg Metal Festival 2005, lørdag
Danske Hatesphere stjal showet lørdag aften, foran de svenske stjernenavne Hypocrisy og The Haunted. Og så blev det lørdag, alias andendagen på Aalborg Metal Festival 2005...

Anubis Gate

De lokale rødder Anubis Gate havde fået æren af at åbne lørdagens program med et kort om end tight set. Uheldige omstændigheder havde for nylig krævet en rokade i bandets line-up, så bassist Henrik Fevre havde måttet overtage vokaltjansen også. Dette blev overraskende nok gjort til UG, da Torben Askholms afgang ellers så absolut er et tab for bandet. Vi fik en stribe sange fra bandets seneste album, ”A Perfect Forever”, bl.a ”Children Of The Pauper King”, ”Kingdom Come” og ”Future Without Past”). Det største bifald blev dog udløst af nyklassikeren “Purification” fra debutalbummet af samme navn. Hvis medlemmerne havde været 10-15 år yngre havde undertegnede pointeret at de nok skulle når langt. I stedet vil det blot blive konstateret at de besidder kompetencerne til at blæse de fleste yngre bands af scenen.

Karakter: 9.5 - MV


Deadsoil

Efter de lokale drenge havde takket af var det tid til tyske Deadsoil. En hardcore omgang drenge, der var klar til det vilde. Jeg havde personligt aldrig hørt dem før, så det var en stor positiv overraskelse, da de lige fra start tordnede udover scenen i et hæsblæsende tempo, upåagtet at ikke ret mange kendte til dem. De overvandt både undertegnede og publikum, og selvom genren ikke er min favorit, så blev de det show, jeg huskede bedst fra festivalen!! (det var jo også først på dagen, så det forstår vi godt, Kong Kent - Red.) Deadsoil havde en hårdtpumpet forsanger, der rockede sig igennem en halv times musik, og som til sidst tryglede en gut blandt publikum om et sted at sove! For Deadsoil formåede at udvise den klassiske heavy-stil hvor fest og glade dage går forud for sund fornuft. Deadsoil ville feste igennem, og da de havde otte timers kørsel foran sig, ville de gerne have et sted at knalde brikker før hjemturen. Hvorvidt det lykkedes for de tyske metalcore-drenge at finde et sted i det nordjyske vides ikke, men de formåede i hvert fald at påkalde dem den opmærksomhed, de kom efter. Sejt show!

Karakter: 10 - KK


Lumsk

Norske Lumsk stod for en noget lumsk affære på AMF 2005. Med heavyguitar for fuld udblæsning var der dømt stor ståhej, og dette så krydret med en kvindelig forsanger fra en opera samt en violinist!! Forvirret? Det var jeg. Lumsk formåede dog at inkorporere den norske folkemusik med metal, og i visse kredse kalder man det folk-metal. Jeg er ikke specielt imponeret over musikstilen, hvorfor jeg heller ikke rigtig kunne komme i stemning. Bevares - kostumerne, der er historisk korrekte var flotte, og musikken havde sit helt eget særpræg. Men det var for langt fra min boldgade til blodtrykket ville stige. Derfor den lidt middelmådige karakter, der måske i virkeligheden mest af alt afspejler anmelderens manglende indsigt i metallens yderkroge (eller for gammel hedensk kultur, din pro-kristne satan! - Red.)

Karakter: 7 - KK


Hatesphere

Århusianske Hatesphere leverede endnu en tonstung præstation. Med Jacob Bredahl (bill.) i forgrunden og et dræberalbum i ryggen var der lagt op til det helt store, og der blev sparket et stort hul i væggen på Studenterhuset. Bredahls frontmandsimage er alt andet overlegent i dansk musik overhovedet. Hvis andre danske metalbands gad gøre sig den ulejlighed og se hvordan han med autoritet og glimt i øjet samtidig formår, at nå ud over scenen - både fysisk og mentalt - og samtidig lære noget af ham, ville vi fremover opleve mange gode koncerter (udover med Jacob og Hatesphere). For han og bandet får publikum med i showet og det betales tilbage i tifold af et publikum der gerne leger med. Tilsæt dertil en knivspids rå death n’thrash musik og du har en molotovcocktail, der sprang alt i luften i Aalborg. Det er næsten synd for de danske bands der ikke evner samme show. Hatesphere ejede den scene!

Karakter: 11 - KK


Hypocrisy

Der var store forventninger herfra, da svenske Hypocrisy trådte op på scenen. Peter Tägtgrens dødstropper fra hinsidan har ikke været gæster i Danmark i mange år, hvilket han da også undskyldte. Og da han var i gang med dette show, sagde han også, at de ikke havde fået øvet på sangene fra det nye album ”Virus”, hvorfor sættet blev en potpourri af tidligere materiale. Noget undertegnede ikke havde det fjerneste imod, for det gode gamle Hypocrisy er fantastisk tråd. Der blev også serveret masser af gode sange, og de sluttede naturligvis af med dødsmetal-klassikeren ”Roswell ’47” – og ja, der blev skrålet med for fulde gardiner!

Karakter: 10 - KK


The Haunted

Efter to så tunge koncerter var det næsten umuligt for The Haunted at gøre kunsten efter, men de gjorde nu alligevel et hæderligt forsøg. Deres lejemorderiske tempo og brutale tilgang til sangene tog kegler blandt publikum, og med et album-materiale, der siger spar to, var det ikke svært for Björler-brødrene (med fortid i legendariske At The Gates!!) og co. at uddele en seriøs omgang musikalsk bøllebank i Aalborg. Det danske islæt Per M. Jensen bag gryderne gjorde også et solidt stykke arbejde, og alt i alt kunne The Haunted lukke fornemt af for to bundsolide og heavye dage på Aalborg Metal Festival. En værdig afskedssalut.

Karakter: 9 - KK


Her fra Heavyjam.dk's udsendte skal der lyde en ond salut til Kasper Molin og alle andre hos arrangørene - Nordic Rock Booking - der fik stablet et så velorganiseret arrangement på benene. Der blev kræset for publikum med herlige afslappende faciliteter og metalboder, og vigtigst af alt: masser af hård musik!

Tekst & foto: Morten Vejlstrup (MV) og Kong Kent (KK)

Kunstner
Titel
The Haunted
Karakter
2