Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Breaking Banger News: Hatesphere

Populær
Updated
Breaking Banger News: Hatesphere
Ny fremgang for dansk metal: Hatesphere signer til tyske SPV og skal på Europa turné med Kreator og Dark Tranquility. Århusianske Hatesphere skifter nu fra italienske Scarlet Records til det store tyske pladeselskab SPV, som allerede har bands som Mötörhead, Saxon, Sepultura, Type O Negative, Dio, Biohazard, Raging Speedhorn, Monster Magnet m.fl. i kunstnerstaben.

"Det har været en lang proces," forklarer forsanger Jacob Bredahl til Heavyjam.dk. "SPV så os ved et show i Hamburg i Påsken og syntes vi var det vildeste pis nogensinde. Men, mens vi så talte kontrakt med dem, ville alle pladeselskaber, der er noget, også signe os! Så det var lige med at tænke sig om og hvad ville nu være klogest at gøre? Der er flere gode grunde til at vi valgte SPV, blandt andet er vi det eneste band på SPV der spiller den genre, vi spiller, mens vi på Century Media blot ville vi være ét af de mange andre metalcore bands, som vi normalt bliver sat i bås med."

Første Hatesphere-udspil på SPV bliver en fire track mini-cd (tre nye numre + et cover), som udkommer i forbindelse med en Europa turné sammen med de tyske thrashveteraner Kreator i februar/marts, hvor også Dark Tranquility vil deltage.

Hatesphere regner med at gå i studiet i løbet af foråret eller sommeren, med et nyt album på gaden i oktober/november 2005. Til stor glæde for bandet - og alle os andre - har SPV igen fundet en dansk distributør (efter at Scanbox i Viborg droppede deres musikafdeling og dermed også SPV), og fremover vil SPV's udgivelser blive distribueret gennem Target Distribution.

Lige nu er Hatesphere på Europa turné, med jobs i Tyskland og Italien lige om hjørnet. Da Heavyjam.dk talte med Jacob Bredahl var han og bandet just hjemkommet fra en forlænget koncert-weekend på Island!

"Det var fedt at opleve en anden kultur deroppe," kommenterer han. "Vi havde to jobs og der var også tid til en sightseeing-tur til Geyseren og den Blå Lagune, hvor vi normalt kun når at se indersiden af en tysk motorvej når vi turnerer."

Men, den tyske motorvej venter - i de kommende uger og til næste år.