Underligt, men godt
Populær
Koncerten med franske Monarch og irske Altar of Plagues bød på to gode bud på, hvor den eksperimenterende metal er på vej hen.
Ok, det var ikke så langsomt og sært som Sunn O))), alene fordi der var noget så poppet som trommer med, men stærkt gik det virkelig ikke. Franske Monarch åbnede aftenens koncert på Loppen med en ganske skarpt skåret omgang drone doom. Musikken var monumental fordi instrumenterne kun anslog et-slagene, og dét med en øresønderrivende kraft, der med kradse dissonanser fik lov at klinge indtil næste et-slags detonation.
Frontkvinden Emilie Bresson sang gennem en række effektpedaler, der blandt stearinlys var linet op på et bord. Lydene fra hende var dels den lidt udtrådte alfesang, som mange kvindelige sangere desværre forfalder til, når de vil være mystiske, dels nogle helt anderledes blærede screams, som var så metalliske og kradse, at de faktisk blev skræmmende - og hvornår har man sidst hørt dén slags være det?
Så på papiret var Monarch rigtig gode, for samspillet mellem musikerne var meget vågent og præcist, og det var også ganske stemningsfuldt, fordi dissonanserne var overraskende varierede. Alligevel blev Monarchs opvarmning lidt langtrukken. Muligvis fordi bandet ikke er i stand til at finde på kreative variationer af de få virkemidler, det har begrænset sig til. Men bestemt et orkester med potentiale.
Mere traditionelt spillede irske Altar of Plagues, der var hovednavnet denne aften. Stilen er en postmetallisk gang blackmetal, der ikke ligger milevidt fra Wolves in the Throne Room, selvom førstnævnte blander sortmetallen med flere genrer, nemlig doom og mainstream metal.
I forhold til Monarch, har Altar of Plagues som sagt valgt en tilgang til musikken, som giver et noget mere varieret udtryk. Det kan både gå stærkt, være tungt og dunkeltdoomet stemningsfuldt. Og hvor Monarchs musik var meget indadvendt, så gjorde Altar of Plagues hurtighed og mere klassiske tilgang til trommerytmer, dets musik til det modsatte.
Vokalerne blev sådan cirka på skift leveret af bassisten Dave Condon der leverede sin støvet og distorted, og guitarist James Kelly, der havde en underligt kvække-brækkende sound, der fungerede noget dårligere. Kunne man høre uden om ham Kermit fra helvede, så blev man grebet af irernes engagement og vildskab, og man kunne derfor bedre rocke med, end man grundet de musikalske udtryks forskellige natur, kunne til Monarch.
Så alt i alt en fin aften på Loppen. Synd at ikke flere oplevede den.