I en slipstrøm af kloner

I en slipstrøm af kloner

Quicksand var stilskabende i en grad, så deres comeback uundgåeligt kommer til at lyde som mange af de bands, der har videreført deres lyd.

Kunstner
Titel
Interiors
Trackliste
Illuminant
Under the Screw
Warm and Low
>
Cosmonauts
Interiors
Hyperion
Fire This Time
Feels Like a Weight Has Been Lifted
>>
Sick Mind
Normal Love
Karakter
4

Walter Schreifels havde allerede et ærefrygtindgydende CV fra de store hardcorenavne Youth of Today, Warzone og Gorilla Biscuits, da han i 1990 satte sig for at videreføre det melodiøse fra sidstnævnte i en post-hardcore-kontekst som den, Fugazi var ved at skabe sig et navn med, tilsat den metalliske tyngde fra noiserockerne i Helmet. Det gjorde han i Quicksand sammen med tre andre musikere, som han ikke bare havde baggrunden i hardcore til fælles med, men også et ønske om at prøve noget helt andet end den scene.

Sammen med ligesindede i både de ovennævnte bands og Jawbox og Jawbreaker ramte Quicksand noget, der passede så perfekt ind i en tid, hvor Nirvana og grunge havde gjort det edgy og angsty salgbart til et kæmpe publikum, at de alle – med bemærkelsesværdigt stædig undtagelse af Fugazi – blev samlet op af major labels, der med dem håbede at få et ungdomsvenligt forspring foran konkurrenterne. Alle lavede de fremragende plader, der syntes at tilbagevise enhver beskyldning om at have solgt ud, og alle blev de dumpet og gik i opløsning, da deres pladeselskaber indså, at det var nemmere at få folk til at høre den slags musik, hvis Dave Grohl stod storsmilende i front for den uden ambitioner om at rokke ved de sikre formler, men til gengæld med en afvæbnende schtick for at demonstrere, at det her slet ikke skulle tages så alvorligt.

Den stil, Quicksand havde skabt på deres to plader, ‘Slip’ i 1993 og ‘Manic Compression’ to år senere, blev videreført af en række yngre bands, størst blandt dem Deftones, hvis første lille håndfuld plader langt henad vejen var en – glimrende – varetagelse af arven fra Quicksand og Jawbox i en endnu mere metallisk udgave. Det betød, at da Schreifels næste band, Rival Schools, kom frem i 2001, lød det sådan set fremragende, men også meget tæt på noget, man efterhånden havde hørt et utal af gange før.

Mere af det samme til hylden
Lidt det samme syndrom lider ‘Interiors’ under. For selvom det er en overordentligt god plade med både en overflod af hooks og lige tilpas skæve og overraskende melodier og med overskuddet til at bryde med den sikre form, så lyder det uvægerligt som noget, man allerede har en hyldemeter eller to af i pladereolen. 

Det er simpelthen fuldstændig trygt og noget så velkendt. 

Og det er selvfølgelig nu engang uundgåeligt præmissen for reunions, men det gør det også svært ikke instinktivt at forsøge at opveje sin nostalgi med en god del skepsis. For godt nok er det her, på trods af en gendannelse, der har stået på siden 2012, Quicksands første plade i 22 år, men det føles ikke rigtig som den sensation, man egentlig gerne ville have det til at være. Måske er det, fordi man dårligt kan undgå at føle noget kalkuleret over det, når Schreifels sideløbende har gendannelser kørende med Rival Schools, Youth of Today og Gorilla Biscuits. 

Eller måske er det, fordi det besynderlige ved Quicksand er, at det genkendelige ikke bare kommer fra deres gamle plader, men i næsten endnu højere grad fra de bands, der tog tråden op. Schreifels har selv gjort det i Rival Schools, der efter gendannelsen i indeværende årti har lavet et par ganske fine, om end noget forglemmelige plader, som ikke ligger milevidt fra ‘Interiors’. Men endnu mere hører man et band som Deftones: Ikke bare i den emo-rørende ballade ‘Cosmonauts’, den usædeligt groovy ‘Warm and Low’ eller i det riff, der sætter ind små tre minutter inde i titelnummeret, men gennem hele pladen her og der. Og selvom man godt ved, hvem der kom først, er det påfaldende, så meget Quicksand ender med at lyde som dem, der lyder som dem selv – ikke mindst med tanke på, at bassisten Sergio Vega siden 2009 har spillet i netop Deftones. 

Et særsyn blandt reunions
Sensationen udebliver altså. Det, der så til gengæld er særligt ved ‘Interiors’, er, at skuffelsen også gør det. Quicksand var et godt band, men de var aldrig verdens bedste band eller noget, der mindede om, sådan som for eksempel Fugazi, Jawbox og Helmet var det. Det er derfor, Fugazi og Jawbox helst ikke må lave nye plader, og derfor det er så forfærdeligt, at Helmet bliver ved med at gøre det. Og derfor er det faktisk helt i orden, at ‘Interiors’ bare er en god plade. En tryg plade, sågar. Der er intet at udsætte på den, der er ingen sange, der falder igennem, bandet spiller upåklageligt. Der er ikke noget, der taler for, at det skulle være lige den her plade, man vælger i reolen, men absolut heller intet, der taler imod. 

Og dét er faktisk en mindre sensation, når det kommer til plader fra gendannede bands.