Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Briller Af Stål: Støjløs møgrock

Populær
Updated
Briller Af Stål: Støjløs møgrock
Briller Af Stål: Støjløs møgrock
Briller Af Stål: Støjløs møgrock
Briller Af Stål: Støjløs møgrock

Whores og Helmet fjerner støjen og mislydene fra deres støjrock, så man står tilbage med noget, der i bund og grund bare er rock. Med betoning af “bare”. 

Kunstner
Titel
+ Whores

Ved indgangen til 90’erne lagde de to new yorker-bands Helmet og Unsane støjrocken i benlås og tampede de sidste rester af artiness og prætention ud af den. Deres plader var anmassende grimme og larmende, og ingen af de to bands betænkte sig for at bringe elementer af heavy metal ind i en genre, der ellers havde følt sig alt for fin på den til at mænge sig med noget så proletarisk. Det var superfedt, også selvom ingen af de to bands kunne nære sig for at komplicere og nuancere deres udtryk henad vejen. Det samme gjorde Tennesse-bandet Today Is the Day, der fra den klassiske ‘Willpower’ og frem blev mere og mere psykedeliske og metalliske.

I dag kan man høre elementer af, hvad de bands startede, hos såvel nu metallerne Deftones som hos sludgepopbandet Torche, men det er forholdsvis sjældent, man støder på bands, der har sat sig for at genskabe lyden af metallisk støjrock fra dens storhedstid. Det ville selvfølgelig også være temmelig regressivt, men det er der på den anden side så meget andet, der er i metal og hardcore, så det alene kan næppe være et ankepunkt. Derfor vakte det glæde hos mig, da Whores med ep’erne ‘Ruiner’ og ‘Clean’ gik all-in på tunge trommer, kværnende guitarer, drævende vokal og tekster, der havde det som mål at forulempe og fremmedgøre så mange som muligt. ‘I Am Not a Goal-Oriented Person’ og ‘Tell Me Something Scientific’ er herligt sarkastiske sangtitler, der fint indikerer, hvor lidt Whores havde tilovers for andre mennesker og deres følelser. At ep’erne så ikke var stærke nok til at blæse mig helt bagover, var noget, man måtte leve med. Whores kunne jo sagtens blive bedre.

Det potentiale er der andre, der har set, og nu er de havnet på major-selskabet Entertainment One og har – solgt ud. Det er altså ret vildt, at det stadigvæk er en ting i 2016: at undergrundsbands fortsat bliver samlet op af majors og fristes af alle de muligheder, det giver, så de polerer lyden, strømliner sangene, gør det hele lidt lettere tilgængeligt. På Whores’ fuldlængdedebut ‘Gold’ er der ikke længere støj, der er ingen mislyde, bare en bøffet, nedstemt guitar, der tromler gennem det hele. Ikke helt ulig lyden hos Torche, bare fuldstændig uden det bands finesse. På ‘Gold’ er der ingen svinkeærinder, ingen pludselige, uforudsete indfald som hos Torche eller som hos forbillederne. Der er fuld smæk på hele vejen gennem den gode halve times tid, pladen varer, det er slet ikke for det, det bliver bare meget hurtigt meget lidt vedkommende at lytte til. En enkelt sang ad gangen er det tilforladeligt, men ti sange i et stræk tydeliggør, hvor begrænset et register Whores tillader sig selv at spille i. Der er den hurtige, fræsende sang, og der er den langsomme, tunge sang; der er den samme vokal i den samme ene tone hele vejen igennem.

Whores er på ‘Gold’ en svag reproduktion af noget, der engang var voldsomt, og i dag er gjort til harmløs og postuleret antagonisme.

Fjederbombe
Dengang Helmet kom ud, virkede de helt afsindigt voldsomme. Hvor Unsane med skødesløs voldsomhed tampede sig vej gennem sange, der efterhånden stadigt tydeligere tog afsæt i bluesen, var Helmet på gennembrudspladen ‘Meantime’ så hårdt spændte, at de lød som en fjederbombe, der kunne gå af ved en enkelt berøring og skyde metalprojektiler i alle retninger. De var voldsomt kontrollerede, sammenbidte og pissearrige, og selv når de var melodiske på ‘Unsung’, havde de tydeligvis massivt ondt i røven over, hvor latterligt alle andre mennesker opførte sig. Helmet blev skoledannende, de var den klassiske historie om et band, der har fat i alt det rigtige, men bare ikke kan få sig selv til at gøre det tilgængeligt for et bredere publikum. Ikke kan få sig selv til at se cool ud i baggy jeans, nøglekæder og tatoveringer, fordi de i bund og grund er en flok nørder. Det kunne hele den første bølge af nu metallere, hvor specielt Deftones skyldte Helmet alt, hvad angik sangskrivning og dynamik, og betalte gælden tilbage med et enkelt cover. Men også i Limp Bizkit høres arven fra Helmet i måden, de skrev riff på, og derfor var en af Fred Dursts prioriteter i hans periode som A&R for Interscope at få Page Hamilton til at gendanne Helmet, der var gået i opløsning i 1998 efter fire album.

Det lykkedes for labelbossen Jimmy Iovine i 2004, og således føjer Helmet sig til rækken af 80’er- og 90’er-bands, der har fungeret længere som reunion, end de gjorde oprindeligt, og med ‘Dead to the World’ har de nu også udgivet lige så mange plader efter gendannelsen, som de gjorde oprindeligt. Det vil sige, “de” er så meget sagt: Det Helmet, der spiller i dag og har spillet siden 2004, er Page Hamiltons soloprojekt. Der er ingen Peter Mengede på guitar, ingen Henry Bogdan på bas, ingen John Stanier på trommer. Sidstnævnte gør sig til i artrockbandet Battles, de to andre er forsvundet ud i sessionmusikerglemslen. Helmet i dag er altså Page Hamilton med skiftende backinggruppe, og det mærkes tydeligt i lyden, hvor ingen af de tre andre i bandet for alvor giver ham modspil. Det kunne han ellers godt trænge til. 

Han kunne også godt trænge til, at nogen fortalte ham, at hans stemme med alderen er blevet virkelig svag. Page Hamilton har aldrig været nogen stor sanger. På Helmets første ep’er og debuten ‘Strap It On’ blev det maskeret af brøl, skrig og grynten, og da han på ‘Meantime’ begyndte at synge så nogenlunde rent, var det med en nonchalance og bakket op af så tilpas meget feedback, at ingen gik synderligt op i, om det egentlig lød rigtig godt. Som midaldrende har Page Hamilton til gengæld lydt stadig mere opsat på at lyde godt og synge rent, og det er virkelig, virkelig uheldigt, fordi det falder sammen med, at han har haft lyst til at udforske de muligheder, der ligger i at skrive popsange og maskere dem med støj. Bare, sådan, uden at maskere dem med støj, men spillet tungt og tight og sådan. Hvilket betyder, at store dele af Helmets produktion efter gendannelsen uforvarende er kommet til at minde om Max Martin og anden super-maksimeret loudness-popmusik.

Uheldige associationer på stribe
Virkelig: ‘Life or Death’, ‘I ♥ My Guru’ og ‘Bad News’, de fire første sange på ‘Dead to the World’, kunne uden problemer have været døgnfluehits med en eller anden tilfældig popsanger m/k, den eneste forskel er, at de ville have været pænere at se på, mens de sang de sange. Det er et problem, Page Hamilton har haft på de foregående tre post-reunion-plader, og det er ikke blevet mindre tydeligt på ‘Dead to the World’. 

Men de uheldige associationer ophører ikke her, for selvom Page Hamilton på anden halvdel af pladen tillader sig selv at eksperimentere noget mere, end han har gjort på de foregående plader, lyder det stadigvæk mere som de bands, det oprindelige Helmet inspirerede, end det lyder som Helmet selv. Det er jo rent ud sagt tragisk, at man på pladens titelnummer og ‘Expect the World’ skal komme til at tænke på Korn i starten af nullerne. Og at en sang som ‘Die Alone’, som tydeligvis er ment som en tilbagevenden til fortidens bidske og forbenede Helmet, sådan som vi elskede dem, mest af alt lyder som Metallica, som de lyder i dag, siger alt, alt for meget om, hvor afdankede fordums stolte helte er.

Det mest kuriøse ved ‘Dead to the World’ er pladens gennemspilning af Elvis Costello-sangen ‘Green Shirt’. En gennemspilning, ikke et decideret cover, for der finder ingen versionering af den oprindelige sang fra 1977 sted. Det er bare Helmet, der spiller den tone for tone, lidt ligesom da Weezer genskabte Radioheads ‘Paranoid Android’. Men det virkelig kuriøse ved det er, at Page Hamilton ud af hele Elvis Costellos bagkatalog har valgt at spille ‘Green Shirt’. Det er jo ikke, fordi jeg ligefrem har lyst til at høre Helmet jokke tungt igennem ‘Welcome to the Working Week’, ‘Shipbuilding’, ‘I Want You’, ‘Clowntime Is Over’ eller bare ‘Pump It Up’. Men ‘Green Shirt’? Bevares, det er en god sang, men det må være en af de mest upåfaldende sange fra Elvis Costellos storhedstid, og det er så den, Page Hamilton kaster sin kærlighed på? 

Om noget siger det en del om dømmekraft. Og at den netop bliver gennemspillet uden ekstra tilføjelser eller nuancer siger noget om, hvad støjrocken hos Whores og Helmet anno 2016 bliver reduceret til: rock. Med lidt støj. Men ikke så meget, at det generer nogen.