RF '19: Lørdag – Første og nok ikke sidste gang
Vores aldrende Roskilde-debutant blev prompte forelsket i en festival, der lørdag bød på mindeværdige koncerter fra små og store.
Seksogtredive år og en løs håndfuld kalenderuger skulle der gå, før denne skribent fredag i år satte sine ben på Roskilde Festival for første gang. Forskellige kombinationer af undskyldninger som pengemangel, andre planer, menneskehad, antipati mod telte og sløjt program er gennem de sidste 15-20 år blevet brugt som undskyldninger, mens desillusionerende oplevelser på andre mainstreamfestivaler som Smukfest og Northside ikke har gjort trangen større. Og så alligevel. Man skal jo prøve alt fraset folkedans, incest og vinterbadning mindst én gang i livet, siges det, og i år skulle det være.
Fredagens højdepunkter havde været Misery Index og en ufrivillig 45-minutters overlevelsestur på en mørklagt Camp East i jagten på den shuttlebus, der skulle sende mig hjem på hotelværelset i København. Ja, gamle mennesker har flere penge og ditto glæder. Lørdag morgen går turen med det ganske glimrende festivaltog, der dog lige skal tømmes på Roskilde Station, før man kan stige på. Horderne af millennials med møgbeskidte Häglöfs-rygsække og udslukte øjne, der vælter ud af toget på deres vej hjem, fylder én med en boblende lykke, lige så vel som den overstadigt åndsfriske togchauffør og det lune, men overskyede vejr. Det er perfekt festivalvejr. Selv de enkelte regndråber hist og her gør godt.
Første koncert er The Armed. Jeg formoder, min anmelderkollega formår at formidle det vanvid, der er The Armed i sin anmeldelse. For mig er det den bedste, vildeste og mest vanvittige koncert, jeg har set i årevis. Mindre kan ikke gøre det. Det tager sin tid at komme ned oven på den omgang. Møder en flok venner, der udveksler samarithistorier. Den ene slås med en årligt tilbagevendende hæmoride. Den er åbenbart blevet en festivaltradition. Den anden mistede en halv øreprop inde i øret i går aftes og måtte søge hjælp til gravearbejdet. Den tredje evner ikke at holde sig vågen efter midnat. Den kan samaritterne ikke hjælpe med. Vi ser Whores. Eller, halvdelen af Whores. De lyder som Helmet, bare mere kedelige og powertrio-agtige.
Smøger, seriøsitet og lebensraum
Man glemmer nemt at spise, men husker til gengæld at ryge en milliard smøger i stedet. Her er ellers et fint, bredt udvalg af mad og drikke og ikke så pokkers meget andet. Lige som en festival skal være. Gøglet er gemt væk i små lukkede rum. Der er ikke så meget fjol, man skal vade rundt i, som eksempelvis på det karikerede Copenhell. Roskilde virker som en gedigen festival med tilpas meget plads til, at man ikke behøver komme hinanden ved, hvis man ikke gider. Det er befriende.
Ovre i presseområdet er toiletterne mere møgede, end man kunne have håbet. Men kaffen er god, og frem for alt er der ingen køer til madboderne. Der bliver provianteret, mens jeg venter på, at Bikstok stopper med at larme på Orange Scene. Det trækker i langdrag. Går op og ser fire-fem numre. Fortryder. En hel mark proppet med glade mennesker er næsten for meget. Teltet til Phil Anselmos Pantera-triumftog er til gengæld mere passende. Stemningen er fantastisk, bandet gør det godt. Det bliver én af dem, man husker. Mod bedre vidende keder jeg mig igennem en halv Converge-koncert, inden Petrol Girls går på ovre i modsatte ende af pladsen.
Her kommer dagens anden store positive overraskelse. Det er hamrende god feministisk hardcore. Trods mine venstreorienterede tendenser plejer jeg at blive en smule presset, hvis musik bliver ALT for politisk prædikende. Men det kan tilsyneladende godt gå, hvis man er talentfuld nok. Og det er Petrol Girls.
Længe leve det uventede
Det er oplevelser som Petrol Girls og The Armed, der blot i løbet af to dage har fået mig til at se et lys i Roskilde Festival, som jeg eksempelvis mangler som fast gæst hos Copenhell. Evnen til at satse og overraske. Blandt de nogen-og-30 koncerter, jeg nåede på Copenhell, var der to, der overraskede positivt. Resten var sådan set præcis som forventet. På godt og ondt. På én dag på Roskilde Festival har jeg, foruden forventede positive og negative oplevelser, set to semi-legendariske koncerter, som aldrig var forventet store oplevelser. Det er festivalens charme, såfremt man kommer der med primært fokus på musikken. Og det bør man.
Dagen lakker mod enden, men der er lige tid til Behemoth. Som spiller fantastisk. Men hvor er det hele dog blevet sterilt og strømlinet i sin tiltænkte ekstremitet. Det er i sandhed blevet stadionblack. Forsangeren hos The Armed blødte fra hovedet en halv koncert. Jeg har min tvivl, om Nergal overhovedet har blod tilbage i kroppen. Men de spiller jo fint. Møder en Soundvenue-skribent, som byder på kartonhvidvin. Jeg burde vide bedre… men okay.
Halvanden times tid senere lukker Cypress Hill ballet. Og leverer en solid præstation. Endnu en positiv oplevelse på en dag, der bør huskes. Mens de sidste toner af ’Jump Around’ ringer ud omkring kvart over tre om natten, og publikum begynder at spredes, igangsættes en 100-meter-sprint mellem de allestedsnærværende flaskesamlere om at komme først i pitten. Nåja, hver sine værdier. Vi gamle mennesker har som bekendt flere penge og ditto glæder. Som eksempelvis det hotelværelse, der nu venter hjemme i København. Hurra.