Rivers of Nihils svendestykke
Med "ny" forsanger følger Rivers of Nihil flot op på 'The Work' med en moden femte plade, der viser et band, der ikke gentager, men udvikler sig!
02. Dustman
03. Criminals
04. Despair Church
05. Water & Time
06. House of Light
07. Evidence
08. American Death
09. The Logical End
10. Rivers of Nihil
Der er gået fire år, siden Rivers of Nihil senest blæste metalverdenen omkuld med 'The Work', der både på Devilution og mange andre metalmedier blev hyldet som en af de bedste plader i 2021. Siden forlod forsanger Jake Dieffenbach bandet, lige som pandemien kølnede af og Rivers of Nihil omsider kunne komme ud og turnere med deres nye, store plade. Bandet rejste sig dog, og bassist Adam Biggs tog over, uden at bandet oplevede noget dyk i formkurven.
Og nu står de her med deres femte og selvbetitlede plade 'Rivers of Nihil', der viser, at bandet absolut ikke har tænkt sig at skuffe fans eller gentage tidligere tiders succeser. Tværtimod. De har taget det bedste fra de tre forrige plader, forfinet elementerne, og er nu klar med en plade, der viser et band, der er modnet og bedre end nogensinde før.
For Rivers of Nihil er bestemt et band, der har været på en større kunstnerisk rejse end de fleste. Fra en debutplade i 'The Concious Seed of Light', til en mere forfinet version af den tekniske dødsmetal på 'Monarchy' til den svært populære 'Where Owls Know My Name' og det store opus i 'The Work'. En rejse, der begyndte med teknisk dødsmetal og som siden har udviklet sig til alt fra saxofon til synthesizer, kor, cello, banjo og akustisk guitar. På den nye 'Rivers of Nihil' leger de med alle elementerne, og som guitarist og sangskriver Brody Uttley sagde i vores interview med ham tidligere på måneden, så har rejsen vist dem, at de både må og kan gøre præcis, hvad de har lyst til.
Det gør de i den grad på 'Rivers of Nihil'. Der er elementer fra samtlige af de forrige plader. Med sange som 'Dustman', der minder om noget fra 'Monarchy' samt sange som 'Despair Church' og singlen 'Water & Time', der mere lyder som noget, der er skrevet i samme ånd som 'The Work', mens 'The Logical End' giver flashbacks til 'Where Owls Know My Name'. Er man fan af Rivers of Nihil, så skuffer denne plade bestemt ikke. Der er noget for alle og mere til. Pladen er skåret ind til benet, og alligevel føles den som et musikalsk overflødighedshorn af alle de elementer, der er med til at gøre Rivers of Nihil til Rivers of Nihil.
Saxofonen er der stadig og denne gang er den indspillet af samme Patrick Corona, som man har kunnet opleve med bandet live siden 2019. Særligt på 'Despair Church' får han lov at vise, hvilke melankolske toner, han kan bidrage med når han får lov.
Det hele er dog ikke progressivt og melankolsk. Der er stadig tonsvis af heavy metal på pladen. Lige fra åbningssangen 'The Sub-Orbital Blues', der var en af de første sange, de skrev til pladen, til 'Criminals', den vilde 'Evidence' og 'American Death'. Tyngde er der i metermål. Og man kan høre, hvordan bassisten Adam Biggs er vokset med opgaven. Dette er første plade, hvor han er forsanger, og han får god hjælp af Andy Thomas på guitar, der bidrager på vokal og de lysere stemmer på pladen. Og på guitar er makkerparret Andy Thomas og førnævnte sangskriver Brody Uttley virkelig skarpe. Der er plads til begge, hør bare soloerne lige efter hinanden på 'House of Light', og man fornemmer virkelig, hvordan de hver især sætter deres aftryk på sangene.
De mange aftryk og forskellige kunstneriske udtryk er det, der er med til at gøre pladen 'Rivers of Nihil' til et regulært svendestykke. Bandet formår at blande sange med et vildt tempo med de mere progressive elementer, brølende vokal og ren sang, dobbeltpedal og saxofon. Rivers of Nihil formår at væve de forskellige instrumenter og riffs i et mønster, der efter ganske få gennemlytninger giver mening. Er man i forvejen fan af bandet, så vinder pladen allerede første gang, man hører den. For alt det, man havde håbet på, er der. Og så er der en masse, man slet ikke vidste, man gerne ville have fra Rivers of Nihil.
Tekstmæssigt er de heller ikke bange for at udfordre lytteren. Der er plads til samfundskritik og det ikke kun på 'American Death', der dog i den grad spidder hjemlandet. Generelt er Rivers of Nihil vrede, og som navnet antyder, er der en knivspids malurt i teksterne. Det hele er ikke godt. Og ser man sig om i verden her anno 2025, er det vanskeligt ikke at medgive bandet, at ting kunne være bedre. Det er Rivers of Nihils musik heldigvis. Den selvbetitlede plade 'Rivers of Nihil', samt det afsluttende titelnummer, lever fuldt ud op til forventningerne, man måtte have fået efter de to forrige plader. Det her er et band, hvis formkurve er stabil og tårnhøj. Er man til den progressive heavy metal, så er det svært at komme udenom 'Rivers of Nihil' når vi om et halvt års tid skal til at sammensætte årslisterne.