Modnet teknisk dødsmetal
Populær
Rivers of Nihil er bedre end på forgængeren, og udtrykket er modnet og forfinet nok, til at 'Monarchy' kan holde lytteren interesseret i den tekniske dødsmetal fra start til slut.
På forgængeren, 'The Concious Seed of Light', fra amerikanske Rivers of Nihil beklagede vi os i anmeldelsen over, at bandet ville have for mange elementer ind i den tekniske dødsmetal. Det var langt hen ad vejen en god skive, men den var for diffus i sit helhedsbillede.
På de punkter, kritikken gik på, har Rivers of Nihil virkeligt forbedret sig. Der er en større sammenhæng i musikken, som over pladens næsten 50 minutters spilletid hænger langt bedre sammen nu. Der er overordnet kommet en tungere stemning, selvom det stadig er en temmelig heftig omgang. Og så er produktionen også mere harmonisk, hvor lyden sidste gang havde sine svagheder. Ordet "steril" blev dengang benyttet om resultatet fra Erik Rutan, men 'Monarchy' er mere farverig i sit udtryk.
Plads til stemning
Det er, som om Rivers of Nihil har kigget lidt med på sidelinjen, da Job for a Cowboy lavede sidste års glimrende 'Sun Eater', for selvom musikken stadig er brutal, så omfavner førstnævnte nu også de store, stemningsladede stemninger samtidig med at bassisten virkelig har fået plads til lege på sit instrument. Den fremragende 'Terrestria II Thrive' er et fint eksempel på det, når der ses bort fra, at nummeret er instrumentalt. Også melodiske soli melder sig stærkt på banen og bliver et fint supplement til de mere brutale riff, der generelt holder et højt teknisk sværhedsniveau.
Stemningen i musikken kommer langt bedre frem i produktionen denne gang i forhold til sidst, men lyden har stadig en vis kølighed, der gør, at gruppen fremstår mere moderne og stadig kan grupperes under teknisk death metal og ikke progressiv dødsmetal som fx Opeth. Men det er heller ikke bare vanvittige staccato-rytmer på guitaren, så det minder om djent; der er adskillige fede riffs, og selvom trommerne stadig har travlt, så er der i flere sange et væsentligt tungere feel, og det er her, at lysten til at høre musikken er meget større, sammenlignet med den noget blandede reaktion på debutalbummet.