Udviklingen fortsætter
Populær
Job for a Cowboy har for alvor lagt deres core-momenter på hylden og disker i stedet op med dødsmetal-lækkerier over hele linjen, hvor især lir fra bas og trommer må fremhæves på den glimrende 'Sun Eater'.
Flere online-medier har skrevet mange ord om Job for a Cowboys endelige farvel til den deathcore, som bandet blev født af, men faktisk var den forrige plade allerede et stort skridt væk fra oprindelsen, da 'Demonocracy' trak kraftige veksler på brutal dødsmetal med ganske få core-tendenser. Hos denne anmelder var det endda noget, som faldt i meget god jord.
Siden er der gået 2½ år for bandet, og den tid har bandet brugt på at udvikle deres dødsmetal til et mere teknisk snit. Og så har de mistet deres trommeslager, da Jon Rice forlod bandet sidste år efter at have siddet i trommestolen for bandet siden 2007. Måske det har givet blod på tanden, for bandet har engageret Danny Walker, som nogle måske kender fra progressive Intronaut eller fra Phobia. Han er godt nok kun session-musiker, men hans aftryk på pladen er væsentligt. Den mand kan godt spille trommer!
Det er nemlig nogle progressive løjer, som Job for a Cowboy er gået i gang med. Det er helt sikkert stadig dødsmetal i den ret brutale ende, men trommerne er godt nok lækre og velspillede og fyldt med lirede detaljer. Bandets bassist, Nick Schendzielos, har også haft mod til at gå til bandboss Jonny Davy og spurgt til muligheden for at få skruet bassen op. Ønsket er blevet bevilget, og tak for det. Bassen fylder meget i lydbilledet, men når der spilles så lækkert, at man kommer til at tænke på en bassist som Steve DiGiorgio (Sadus, Death m.fl.), så forstår de fleste forhåbentlig, at der er tale om kvalitet, og niveauet i mixet er helt på sin plads.
Tung tråd
Med andre ord, så lyder det tæskegodt til den generelt tungere musik, som bandet er gået i krig med her. Der bliver smadret igennem i små sekvenser, men overvejende er det et mørkere og som nævnt tungere album, der er kommet fra amerikanerne her. Det er ikke kun bas og trommer, der funkler. Guitarerne fører lytteren gennem adskillige fortrinlige riffs og stemningsskabende passager. Vokalen fra Jonny Davy varieres mellem lækkert grumme dødsgrowl, og en mere skrigende stil, som til nød kan betragtes som det sidste levn fra "core"-tiden, men det passer godt ind – også i denne mere progressive stil.
Eneste ulempe ved albummet kan være, at bandet undervejs måske selv har fundet ud af, at de havde en god opskrift her. Den røde tråd bevares nemlig på allersikreste vis albummet igennem, da der ikke afviges så meget fra den lagte stil fra sang til sang. Men er det så egentlig en større hæmsko? Det er det ikke, for der er tale om utroligt høj klasse, og Job for a Cowboy har i den grad lagt i kakkelovnen til fremtiden. Sikke en udvikling, de har lagt for dagen over de seneste album. Hvad mon det skal ende med?