Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Thrashens fremtid?

Populær
Updated
Thrashens fremtid?

Havok forsøger med små skridt at udvide thrash-genren på ’Conformicide’. Noget lykkes, men det er desværre ikke det hele.

Kunstner
Titel
Conformicide
Dato
10-03-2017
Genre
Trackliste
1. F.P.C. (05:20)
2. Hang 'Em High (04:49)
3. Dogmaniacal (05:55)
4. Intention To Deceive (05:42)
5. Ingsoc (07:41)
6. Masterplan (06:25)
7. Peace Is In Pieces (05:17)
8. Claiming Certainty (03:42)
9. Wake Up (05:41)
10. Circling The Drain (07:17)
Karakter
3

I forlængelse af påstanden om, at der er ved at være en retro-thrashbølge i gang, havde vi her på Devilution sidste gang en top 5 over hotte nyere thrash-bands. Her var Havok fra Denver i USA også fortjent medtaget.

Nu er Havok klar med deres fjerde album, ’Conformicide’. Det er ret tydeligt, at noget er sket siden seneste udspil, ’Unnatural Selection’, der udkom i 2014. Man fornemmer, at Havok har ambitioner om at videreudvikle bandets Bay Area-thrash-stil med nye progressive tiltag og større variation i sangskrivningen. Det giver sig udtryk i flere forskelligartede stykker inden for samme sang.

Et helt klart eksempel på udvikling i Havoks musik er tilføjelsen af den bassisten Nick Schendzielos (Cephalic Carnage og Job for a Cowboy), som afløste forgængeren Mike Leon i 2015.

Allerede i albummets første sang, ’F.P.C’, viser Nick Schendzielos’ basspil, at der er sket noget med Havoks musik. Efter en akustisk og uforvrænget guitarintro dukker der noget slap-bas frem, så man et øjeblik bliver forledt til at overveje, om Flea fra ”Dick Sock Silly Peppers” har sneget sig i studiet under indspilning. Det virker umiddelbart mærkeligt. Men under gennemlytning af ’Conformicide’ bliver det ret hurtigt klart, at Nick Schendzielos er en fremragende bassist og en ganske stor gevinst for Havok.

Også i sangskrivningen er der nyt at spore på ’Conformicide’. Havok leger i højere grad end tidligere med alternative stykker. Hist og her sniger dig sig noget groove metal ind, ligesom doom metallen også dukker op ved lejlighed.

Det er fint med variation. Men det er ikke altid, at de mange temposkift fungerer lige godt på ’Conformicide’. Der, hvor man kunne forvente, at nye og alternative stykker skulle fungere som mellemstykker eller overgange til noget mere dramatisk, synes der ofte bare at være tale om, at de skiftende stykker alene tjener et ønske om at fylde så meget på som muligt.

Ny musikalsk retning
I førnævnte ’F.P.C’ bliver første halvdel spillet i et moderat tempo, men det er først i andel halvdel af sangen, at der for alvor thrashes igennem. De to halvdele passer ikke rigtig sammen, og det synes uklart, hvad formålet er med skiftet.

Noget stort set tilsvarende gør sig gældende i første videoudspil, ’Intention To Deceive’, hvor første halvdel kører afsted i adstadigt tempo, inden der som optakt til en solo gives fuld thrashgas i midten, hvorefter tempoet sænkes til doom-niveau. Det er såmænd ikke ganske ringe, men det giver en frustreret hovedbanker nervøse trækninger.



Også i den næsten otte minutter lange ’Ingsoc’ rodes der også rundt i alt for mange mærkelige genreskift, uden at sangen rigtig kommer nogle vegne. Man mangler i den grad en rød tråd i sangens variationer. I pressematerialet til ’Conformicide’ udtaler bandet, at de aldrig har spillet hurtigere. Det kan være, men så er det kun i korte sekvenser. Det er ikke i mange af sangene, at der spilles i sædvanligt thrash-tempo fra start til slut.

Men heldigvis er der da også en masse gedigen thrash at finde på ’Confomicide. Sangene ’Claiming Certainty’, ’Dogmaniacal’, ’Hang ’Em High’ og albumlukkeren ’Circling the Drain’ er alle herligt hurtige heftige sager. De fine sange kan dog ikke hive helhedsindtrykket derop, hvor der er tale om virkelig topklasse.

I pressemeddelelsen proklameres det, at ’Conformicide’ uden tvivl er Havoks ’Master of Puppets’ eller
’Rust in Peace’. Dertil skal tilføjes, at det kan være rigtigt for Havok, men det er spørgsmålet, om vi andre thrashfans mener, at albummet kommer bare tilnærmelsesvis i nærheden af disse storværker. Det synes tvivlsomt.

Thrash metallen skal nok overleve. Men det er ikke sikkert, at fremtiden for genren skal bestå i den retning, som Havok viser på ’Conformicide’

’Conformicide’ er et udmærket album. Men denne anmelder foretrækker nu nok forgængeren ’Unnatural Selection’.

Havok gæster snart Danmark ved to koncerter ved henholdsvis Royal Metal Fest i Aarhus og på Pumpehuset. Der er trods alt god grund til at tjekke Havok og sangene fra ’Conformicide’ ud ved disse lejligheder.