Fokus på de stærke sange

Brody Uttley fra Rivers of Nihil fortæller om deres nye plade, samt hvordan Pink Floyd og Steven Wilson har været en inspiration!

Rivers of Nihil udgiver i morgen deres femte plade, der denne gang blot har fået titlen 'Rivers of Nihil'. Der er gået fire år, siden udgivelsen af den forrige 'The Work', som vi, og mange andre anmeldere verden over, faldt i svime over. Så vi fangede guitarist og sangskriver Brody Uttley på et Zoom-opkald, hvor vi fik lidt at vide om, hvordan bandet opstod, og hvad vi kan forvente os af opfølgeren på en stor plade, samt lidt om hvem Uttley er, og hvordan han er endt med at skrive den slags musik, som Rivers of Nihil spiller.

Men først ville vi høre ham om, hvordan Rivers of Nihil opstod. For Brody Uttley er en af de grundlæggende medlemmer. Sammen med bassist, og nu også forsanger, Adam Biggs, udgør han rygraden i bandet, så hvem bedre at spørge?

- Vi startede i 2009. Adam og jeg var i et thrash-band sammen, der hed Dissian. Hvis man vil søge lidt på det og få et billigt grin, så er jeg sikker på man kan finde et klip eller to på YouTube. Ron (Nelson), vores oprindelige trommeslager, Jon (Kunz), vores oprindelige guitarist, og Jake (Dieffenbach), vores oprindelige forsanger var alle i et band, der hed Amongst the Decay. Et slam-death-band, og både Adam og jeg havde hjulpet dem nogle gange. Begge bands gik i opløsning i 2009 og så fandt vi fem bare sammen som Rivers of Nihil. De var virkelig seriøse omkring deres musik og ville gerne tage musikken til et lidt højere niveau. Vi indspillede en EP og turnerede i lokalområdet, og så gik vi derfra.

Og her tænkte vi, at det ville være interessant at høre om, hvorfor man vælger et navn som Rivers of Nihil. De fleste kender den filosofiske teori nihilisme, der bedst kan beskrives som dyster og total meningsløshed. Den nok mest kendte filosof, der har udforsket denne teori, er naturligvis Friedrich Nietzsche. Så en flod af meningsløshed mens man er ung og lige har dannet et nyt band?

- Det var vores oprindelige forsanger, der fandt på det. Dengang tænkte vi virkelig ikke ret meget over det. Det var mere 'okay, det lyder cool'. Men nu, hvor vi rent faktisk udgiver en plade, der hedder 'Rivers of Nihil', måtte vi gentænke meningen. Rivers of Nihil er en reference til det sted, hvor du ikke vil ende i livet. Mørkt, depressivt og nihilistisk sted. Mange forskellige ting og kræfter kan trække dig derind, de mørke ting i livet. Der kan man blive fanget og man lever ikke rigtig livet, men tiden går bare. Så det betyder det for os nu. Et sted, du rigtig gerne vil være fri af.

En rivende flod af musikalske eksperimenter
Rivers of Nihil er dog rent musikalsk bestemt et sted mange gerne vil være. Bandet selv har undergået en spændende udvikling fra ren teknisk dødsmetal til en mere progressiv version, hvor det fra og med 'The Work', måske ikke engang giver mening at kalde dem dødsmetal mere. Særligt udviklingen fra 'Monarchy' og frem til den meget populære 'Where Owls Know My Name' skete der en del, hvor der også kom saxofon med, og det blev kun yderligere udforsket på 'The Work', som bandet havde rigtig god tid til at skrive og finpudse pga. pandemien. Så da vi sad med manden, der skriver musikken i Rivers of Nihil, tænkte vi det ville være værd at høre det fra skaberen af de plader. Det skal for god ordens skyld siges, at bassist og forsanger Adam Biggs også leverer materiale. Mest tekster, men han hjælper også med ideer til det, Uttley kommer med.

- Vi hører alle sammen til al mulig musik uden for heavy-genren. Både soul, hip-hop, elektronisk musik. Alle mulige genrer. Men jeg tror, at før 'Where Owls Know My Name', var vi meget fokuserede på at være et heavy-band, der fulgte de regler, vi mente man skulle følge for at være et dødsmetal-band. Men kort tid efter udgivelsen af 'Monarchy', hørte jeg en plade med Steven Wilson, der hedder 'Hand. Cannot. Erase.'. Han er manden, der også har produceret Opeths plader 'Deliverance' og 'Damnation', som var en del af deres store skifte, så det var han jo delvist ansvarlig for. Og da jeg hørte en af hans soloplader påvirkede det mig dybt og fortalte mig, at alt var muligt, og jeg behøvede ikke kun gøre én ting. Man kan godt være metalkunstner selvom man gøre noget udenfor normen. Så det var en inspiration og viste mig, at jeg ikke måtte være bange for at prøve noget af. Så 'Where Owls Know My Name' er en manifestation af de tanker, og af at jeg fandt ud af, jeg godt kunne skubbe til grænserne for, hvad jeg selv mente var materiale til Rivers of Nihil. En periode med mange eksperimenter. Og det hang så ved. For sådan har de sidste tre plader så været. De er forskellige og progressive på hver sin måde. Men ja, den ene Steven Wilson-plade åbnede mine øjne for det, at man kan sætte en industriel heavy-sang ved siden af en akustisk sang og så en saxofon eller en trompet bagefter. Ting, jeg ikke havde tænkt på før, var nu noget, jeg kunne lege med.

Uttley nævner selv de seneste tre plader. 'Where Owls Know My Name', 'The Work' og så den nye 'Rivers of Nihil'. For den nye plade er nemlig en blanding af de ting og arrangementer, han taler om. Særligt på enkelte sange, som 'Despair Church' på den nye plade, er der et godt miks af alle Rivers of Nihils ingredienser. Det var her, vi satte Uttley foden for døren og ville vide, hvem der arrangerer sangene og finder ud af, hvordan de skal struktureres. 

- Jeg skriver det meste af musikken. Adam Biggs skriver teksterne. Det er ikke et diktatur. Jeg demoer sangene instrumentalt, sender det til dem, de andre i bandet, for at få feedback, og så justerer jeg efter hvilken feedback jeg får fra bandet. Og på denne plade skrev Biggs og jeg faktisk nogle sange sammen. 'Sub-Orbital Blues' er en af dem. Og 'Despair Church', som du nævnte. Han og jeg samarbejdede også på et par sektioner af 'House of Light' og 'Criminals'. Men som regel er det mig, der eksperimenterer i mit studie. Afprøver ideer. Sender det til gutterne, og hvis de reagerer, så ved jeg, at jeg har fat i noget og så fortsætter jeg. Man plejer at sige, at man smider noget op på væggen, og så ser man hvad der hænger ved.

Noget af det, der har hængt ved på de seneste plader er saxofonen. På de to forrige plader var det Zach Strouse, der indspillede de sektioner og soloer, der var med saxofon. Men live har det været Patrick Corona, der har turneret med bandet siden 2019. Her på 'Rivers of Nihil' er det så Corona – sikke et efternavn i øvrigt – der også er med på plade. Vi spurgte Uttley til skiftet i studiet.

- Vi ville bare gerne prøve noget nyt. Vi har været venner med Patrick Corona i lang tid, og han har været med os på turné. Han har en god forståelse af, hvad vi laver, og har spillet med os live længe, så han kender os. Derfor var det helt naturligt. Vores samarbejde med Zach Strouse var ved at nå sin afslutning, og Patrick Corona havde været der hele tiden, så vi er utroligt glade for det, han har givet til pladen. På 'Despair Church', som du nævnte, der har han en stor saxofon i slutningen af nummeret. Det var ikke engang vores ide at der overhovedet skulle være saxofon på det nummer, men han sendte en ide, og den skulle bare med. Også på 'The Sub-Orbital Blues', som vi har spillet live i nogle år. Den begyndte han også bare at spille lidt med på, og han fandt en måde at falde ind i sangene på meget naturligt. Jeg tror, det afspejler, hvor tilbagelænet og ubesværet det er med ham. 

Netop 'The Sub-Orbital Blues' blev sendt ud som single allerede i juni 2023, så den har været ude i et stykke tid. Vi tænkte derfor, at det kunne være interessant at høre, hvor længe pladen egentlig har været undervejs. Husk på, 'The Work' udkom i september måned 2021, og forsanger Jake Dieffenbach forlod bandet, lige som de skulle til at turnere med den plade.

- Vi gik faktisk i gang med at arbejde på nyt materiale i slutningen af 2022. Andy Thomas, den anden guitarist i Rivers of Nihil, kom med riffet til netop 'The Sub-Orbital Blues' på vores turné i oktober og november 2022. Da vi så måtte skifte ud i besætningen, så var det vigtigt for os at få noget musik ud, der viste hvordan bandet ville lytte fremadrettet. Det var også her sangen 'Hellbirds' blev skrevet, som ikke kom med på 'The Work', som vi havde liggende uden vokal, men som vi sendte ud som single senere med Adam Biggs på vokal. Den kreative kerne i bandet har altid været Adam Biggs og undertegnede. Vi er her stadig. Det ændrer sig ikke. Så ville vise verden at det hele nok skulle gå, så i slutningen af 2022 skrev vi de første sange. Vi fortsatte med at turnere med 'The Work' og skrev numre mellem de turneer. Vi indspillede faktisk pladen for et år siden, så den har været klar i et stykke tid og det føles som lang tid siden. Men med den ændring i line-up var det nødvendigt at få noget ud, og det føltes godt. Så nu kigger vi fremad.

Koncerter med ambitioner
Vi ville gerne høre lidt mere om, hvordan de har klaret det siden udgivelsen af 'The Work', forsangeren der smutter kort tid efter, og at de så omsider kan komme på turné efter nedlukningen. Her så vi Rivers of Nihil på Stengade netop i slutningen af 2022, nærmere bestemt 23. november. Der fungerede det godt med Adam Biggs på vokal. Siden har de været i Amager Bio som support for Lorna Shore og senest deres headliner-show i Pumpehuset, hvor de havde en langt større produktion, koordineret tøjvalg, mere lys og generelt bare havde taget et skridt op som band live-mæssigt.

- Vi har en ven, vi har kendt siden 2005, og han er god til lys. Han turnerer med 'core-bands, så han er vant til at arbejde i denne verden med store produktioner. Han og jeg snakkede sidste år om, at det kunne gøres bedre. Noget man nemt kunne rejse med, og som er effektivt at se på. Han lærte os en masse om, hvad vi skulle købe, og så fandt vi én der kunne designe selve lyset til numrene. Det havde vi ikke rigtig ville gøre tidligere, men de par gutter forsikrede os om, at det kunne vi sagtens gøre, og nu elsker vi det. Det er næsten mærkeligt at spille uden. For det giver en ekstra dimension og ændrer dynamikken til koncerter. Det er ret fedt at turnere med. Vi vil gerne vise, at vi investerer i at få bandet til at vokse på alle måder og vise vores fans, at vi går ind i det med hud og hår. Hvis vi viser vores fans, at vi vil det og hele tiden vil mere, så kommer de forhåbentlig også tilbage og begynder at fortælle om os til deres venner. Så på den måde gror det hele, for vi vil gerne give vores fans en ny oplevelse, hver gang vi vender tilbage.

Og tilbage til de forrige plader. Rivers of Nihil har selv tidligere sagt, at de brugte for meget tid på 'The Work', så det blev nærmest til et arbejde. Deraf titlen. Men også et flot stykke arbejde. Denne gang har der været fokus på ikke at arbejde sig ned i alle mulige kaninhuller, men at få holdt processen stram. Det ville vi gerne høre lidt om.

- Korrekt. Vi havde simpelthen så meget tid under pandemien, så vi hele tiden kunne tilføje nye og flere ting på 'The Work'. Jeg elsker stadig 'The Work'. Det var en utroligt vigtig plade for os. Efter 'Where Owls Know My Name', var der ikke noget nemmere end at lave en "Owls 2", og det forventede en del nok, men vi ville gerne udfordre vores publikum og udgive et stort, langt, mørkt og mættet album med en masse musik og detaljer. Lidt ligesom 'The Wall' af Pink Floyd. Stor på alle parametre. Da vi skrev den plade, beviste vi overfor os selv, at vi godt kunne lave et kæmpe album. En slags heavy-teater. Men på denne plade ville jeg gerne indkapsle sange, mens ideerne var friske. Få essensen af bandet ned på plade. Det skal lyde godt live. Det skal være sjovt live. Kernen i bandet. Sang, guitar, bas og trommer. Først derefter gik vi i gang med at tilføje de andre spor som kor og andre instrumenter. For på 'The Work' er der sange med 80 - 90 spor på én gang. Det er virkelig fedt i resultatet. Men det er vanskeligt at reproducere effektivt på scenen når man skal leje udstyr og flyve folk ind. Så på denne plade ville vi have det mere fokuseret på bandet, og alt ekstra krymmel på toppen, skulle først tilsættes, når vi havde gode sange. Og der er jo også stadig ting, der minder om 'The Work' på den nye plade. Der er noget, der minder om alle plader, faktisk. Slutningen af 'Despair Church' minder meget om 'The Work'. Det er 'Water & Time' også med de store synthesizere. Så er der sange som 'The Logical End', der minder mere om 'Where Owls Know My Name', og sange som 'Evidence' og 'Dustman', der lyder som noget, der kunne være på 'Monarchy'. Så vi har bare set tilbage på de stærkeste øjeblikke på hver plade og forsøgt at gøre det bedre og få det med på en ny måde på 'Rivers of Nihil'. 

Bandet har næsten lige været i Europa og skal så på turné i hjemlandet i USA. Så det naturlige spørgsmål i slutningen af interviewet er selvfølgelig hvad fremtiden bringer for Rivers of Nihil.

- Vi kommer faktisk tilbage til Europa i august, hvor vi spiller på de festivaler, der afholdes i slutningen af sommeren. Jeg kan ikke huske dem alle. Jeg mener, der er 10 - 11 stykker. Vi skal på Bloodstock, Summer Breeze, Dynamo og vi skal til Rumænien for første gang nogensinde. I efteråret arbejder vi på noget, der ikke er annonceret endnu, men vi holder os aktive og forsøger at komme til så mange nye steder, vi kan. Og tilbage til de steder, vi allerede har været, men med større og bedre produktion. 

Hvor kommer musikken fra?
Da vi runder af ville vi gerne høre Brody Uttley, hvad der fik ham i gang med at høre og lave musik.

- Min far er en stor pladesamler. Alt muligt. Han viste mig coveret til 'The Dark Side of the Moon' med Pink Floyd, da jeg var en lille dreng og fortalte mig, at det her er en af de største plader nogensinde osv. Jeg husker at se trekanten. Og min far spillede meget akustisk guitar. Hørte blues og progressiv musik. Så der var musik overalt i huset. Han gav mig en akustisk guitar, da jeg var 7 år. Mine hænder var for små, så jeg gav op, men begyndte igen da jeg var 10 - 11 år gammel. Fik undervisning, og så kom interessen. Beach Boys var et af de første bands, jeg elskede. Så det lyttede jeg til som lille dreng, måske 8 - 9 år. Og jeg følte mig lidt mærkelig, for jeg lyttede til min fars musik og ikke, hvad der var populært på det tidspunkt. Så jeg hørte Beach Boys, mens andre lyttede til Backstreet Boys, Britney Spears og Eminem. Jeg dykkede mere og mere ned i musikken, og mens jeg fik guitarlektioner, var Children of Bodom nok det første heavyband, jeg begyndte at lytte til. Og så voksede det derfra. Så min far var en kæmpe inspiration, og han er her heldigvis stadig, og han er stolt af, hvad jeg har opnået med bandet. Han får derfor nogle pre-production-versioner af sangene. Og så laver han en Torben Ulrich, hvor han kommenterer på det. Det er interessant, hvordan han hører musik anderledes end jeg gør. 

Og med den afrunding kan vi roligt konkludere, at farmand til Brody Uttley nok ikke har haft så meget at skulle sige på pladen 'Rivers of Nihil', der udkommer fredag d. 30. maj 2025 på Metal Blade Records.