Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nyt, gammelt og den med uglen

Updated
river2
river1
river3

Rivers of Nihil havde rystet posen til koncerten i Amager Bio, hvor der var et par nye numre samt lidt gammelt. Lidt knas med vokalen var eneste kritikpunkt.

Spillested
Dato
13-11-2023
Trackliste
1. The Silent Life
2. Hellbirds
3. Focus
4. Sand Baptism
5. Death Is Real
6. Soil & Seed
7. The Sub‐Orbital Blues
8. Where Owls Know My Name
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Rivers of Nihil havde æren af at varme op for Lorna Shore mandag aften i Amager Bio, og det gjorde de ganske udmærket trods lidt udfordringer med lyden i de første numre. Sidst, de gæstede Danmark var tilbage i november måned 2022, hvor de spillede på Stengade. Den aften havde de helt naturligt en masse sange med fra deres seneste plade 'The Work'.

Her i 2023 kom de så tilbage, denne gang på det noget større spillested Amager Bio, og der var skiftet meget ud i setlisten. Med sig havde de to nye singler fra det, der nok bliver en kommende plade inden alt for længe, samt nogle ældre numre. Det hele startede med 'The Silent Life' fra deres meget populære udgivelse 'Where Owls Know My Name', hvor saxofonen var med på backing track. Det fungerede som en god start, hvorefter de satte i 'Hellbirds', der er seneste nye singleudspil med kun få uger på samvittigheden.

Derefter videre i 'Focus' fra førnævnte 'The Work', og her døjede vokalen fra trommeslageren med at komme ud til publikum. Det tog lidt af det gode ud af nummeret, men stemningen blandt publikum lod ikke til at tage skade af det. Folk festede igennem og inde i midten af den propfyldte Amager Bio var der kæmpe moshpit og folk surfede henover hinanden og ned foran scenen.

Desværre var der også et par publikummer, der udvekslede knytnæver helt oppe foran. Det var dog ganske få meter fra sikkerhedsvagterne, der så det hele på tætteste hold, så det tog ikke mange sekunder at få parterne skilt ad og festen kunne fortsætte.

Det skete, da Rivers of Nihil tog helt tilbage til debutpladen 'The Concious Seed of Light' med 'Soil & Seed', der blev vel modtaget, hvorefter de kunne lufte endnu et nyt nummer og slutte af med titelnummeret 'Where Owls Know My Name', der jo nok må anerkendes som en af Rivers of Nihils signatur-sange. Her var der igen masser af jazzet saxofon, melodiske mellemstykker og bandet fik i den grad vist sine progressive sider.

Alt i alt en godkendt præstation, der da også blev kvitteret positivt for hos publikum, der var med under samtlige 45 minutter. Bassist og forsanger Adam Biggs kunne i den grad tage sin del af æren for det. Han virker til at være vokset ind i opgaven som frontmand efter deres tidligere forsanger forlod bandet for lidt over et år siden.

Lad dem endelig komme tilbage til sommer når vi går til udendørs koncerter/festivaler.