Flabet saxofon og funky punk
Populær
Energien var høj hos Dog Eat Dog, der stadig er lige i fjæset på en nærmest provokerende glad, elektrisk og eksplosiv måde
Ingen tricks, ingen ismer, bare joints og fest. Det var kernen af Dog Eat Dog, da de albumdebuterede i 1994, og det er det stadig, at dømme ud fra demonstrationen i Amager Bio i lørdags.
For tyve år siden udkom ’All Boro Kings’, der satte en ny standard for en crossovergenre med rap i front, masser af tempo fra punkens verden og hardcorens tyngde, der havde ikke så lidt til fælles med Rage Against The Machine, der peakede i samme periode med den selvbetitlede debut og ’Evil Empire’.
’All Boro Kings’ blev for Dog Eat Dogs vedkommende fundamentet for landeplagerne ’No Fronts’ og ’Who’s The King’, og da den lidt mere hiphoppede og swingende opfølger ’Play Games’ kom på gaden to år senere, blev den nærmest ukritisk modtaget som følge af 1’erens succes, båret frem af anden skæring ’Isms’, der sørgede for, at bandets popularitet forblev intakt.
På ’Play Games’ finder man forresten en særegen gæsteoptræden, for selveste Ronnie James Dio lægger såmænd stemme til en del af nummeret ’Games’.
Masser af hits
I Amager Bio var festen den samme, som da debutalbummet udkom, og forsanger John Connor lignede lige præcis sig selv, bare med cornrows på det i halvfemserne nok så skaldede hoved, og succeskriteriet for aftenens koncert med amerikanerne, var, hørte jeg efterfølgende, at man kendte musikken. Men hvem fanden gør ikke det?
Vi havde alt for travlt oppe foran med at hoppe og skråle med på gamle kendinge som ’Who’s The King?’, ’Rocky’ og den catchy ’Step Right In’ til at stille den slags kriterier op. Enten kunne man lide det, eller også kunne man ikke lide det. Undertegnede hører så absolut til de første, og selv førstegangslyttere må have kunne nynnet med på netop ’Step Right In’, hvis ikke 'Who's The King' ringede en klokke.
Gamle hunde
Dog Eat Dog havde på ingen måde tabt pusten, selvom det næsten er tyve år siden, de gæstede Danmark sidst (Roskilde Festival 1996), og det kom ikke som nogen overraskelse, at de havde valgt at glæde de få fremmødte med ’No Fronts’, der endegyldigt lagde Amager Bio ned.
Mens min ukendte, kvindelige headbangende sidemand måtte løbe fra pitten med en blodindsmurt hånd for munden, der efter alt at dømme havde kysset monitoren lige hårdt nok (håber, at du har tænderne i behold og blev hjulpet godt hjem), kunne hedengangne The Psyke Projects frontmand ses springe ud fra scenen i den midthalvfemsernes blodrus, som vi vist alle befandt os i.
Forskellighederne var således repræsenteret i pitten, mens John Connor og hans band åbenbarede fest, nærvær og et misundelsesværdigt publikumstække, der tog al opmærksomheden, så ingen havde tid til at stå og savle ned i telefonen. De, der havde bestemt sig for at blive hjemme, kan med rette håne og tugte sig selv til det ulidelige for ikke at opleve Dog Eat Dog, der efter tyve år åbenbart er så meget på toppen, som man overhovedet kan komme.