Teknisk nihilisme med nedsat dødsdrive
Rivers of Nihil har med 'Where Owls Know My Name' forladt den rendyrkede dødsmetal og har nu mere fokus på genrens atmosfæriske sider. Det er der kommet et interessant, men også ubeslutsomt album ud af.
2. The Silent Life
3. A Home
4. Old Nothing
5. Subtle Change (Including the Forest of Transition and Dissatisfaction Dance)
6. Terrestria III: Wither
7. Hollow
8. Death Is Real
9. Where Owls Know My Name
10. Capricorn / Agoratopia
Det har tidligere været Devilutions anmelder Casper Villumsen, der har haft fornøjelsen af at anmelde plader fra amerikanske Rivers of Nihil. Dengang kritiserede han dødsmetalbandets første udspil 'The Concious Seed of Light' fra 2013 for at bestå af et ubeslutsomt stilsammensurium uden rød tråd, mens efterfølgeren 'Monarchy' fra 2015 blev kaldt for et modent udspil, der forstod at binde de stemningsmæssige elementer bedre sammen. Netop den stemningsmættede del af musikken har bandet valgt at føre videre på 'Where Owls Know My Name', der dog stadig et et udtryk for eksperimentering med flere stilarter.
Åbningsnummeret 'Cancer / Moonspeak' er en af de ridser, der får det samlede billede til at krakelere en smule. Man får bange anelser, idet lyden af et skingert keyboard vækker associationer til en tilfældig oversentimetal soapserie fra firserne, mens en sagte mandestemme langt væk synes at hviske tilfældige gloser i lytterens retning.
Heldigvis bliver disse bange anelser bragt til skamme i pladens videre forløb, hvor både guitarsiden og de til tider diskante trommer får overtaget. Sammen giver de lytteren en galoperende tur rundt i lydlandskabet, en tur, der på intet tidspunkt efterlader nogen tvivl om, at der er tale om ekstrem metal. Det er imponerende, virkelig teknisk og grænsende til det unødvendige. Enkelte sange havde måske ligefrem stået bedre tilbage, hvis man havde skåret 10 % ned på brugen af dobbeltpedal og helt bogstaveligt havde skruet op for Adam Biggs' growl, der i øvrigt ikke er dårligt.
Rent teknisk skal der dog ikke herske nogen tvivl om, at Rivers of Nihil kan deres kram. Musikken har mere fokus på stemning frem for riffs, hvorfor man med god grund kan vælge at gå uden om tech metal-betegnelsen i dette tilfælde. Ligesom trommerne bestemt ikke skal undervurderes, udgør guitarpassagerne på albummet også en væsentlig del af lydbilledet. På et nummer som 'Death Is Real' kommer de til deres ret, og det mærkes med det samme, hvor meget en velspillet guitarsolo gør for pladens generelt tætte og tunge mørke, der har bund i Biggs' stålfaste basgange.
Det er dog et mørke, der til stadighed kun kommer i opbrudte stykker og jages væk af ofte malplacerede indslag som forvirrende orgelseancer, saxofoner og trompetsoloer. Elementer, der måske er valgt med tanke på den indflydelse, de har haft på progressiv metal. Samme virkning er der dog ikke tale om her.
Dermed er nihilismens alvor til tider noget gennemsigtig og næsten hyggelig på 'Where Owls Know My Name', der har passager, der ikke ligger milevidt fra jazarrangementer af Gloomy Sunday. Glæden er således stadig ikke uden skår, selvom bandet heller ikke er tilbage ved status quo. Kompositioner og tekster er bare ikke på højde med de giganter, som bandet spejler sig i.