Ærefrygtindgydende mesterværk

rivers of nihil the work

Rivers of Nihil har med afstand lavet den bedste plade i 2021, hvor de forener progressiv dødsmetal med saxofon og synthesizer. Fantastisk. Intet mindre.

Titel
The Work
Dato
24-09-2021
Trackliste
1. The Tower (Theme from “The Work”)
2. Dreaming Black Clockwork
3. Wait
4. Focus
5. Clean
6. The Void From Which No Sound Escapes
7. MORE?
8. Tower 2
9. Episode
10. Maybe One Day
11. Terrestria IV: Work
Karakter
5

Med ‘The Work’ skriver Rivers of Nihil sig ind i superligaen af bands, der har begået plader, der transcenderer genrer, forventninger og det muliges kunst indenfor heavy metal. En helhedsoplevelse, der bør opleves fra ende til anden. Det er ikke ofte, vi svinger os helt op på den store klinge, når vi skal uddele rosende ord, men her er vi nødt til at lægge os i selen og fra start gøre det klart for vores læsere, hvad det er, vi har at gøre med her.

Rivers of Nihil har med ‘The Work’ begået et kraftspring fra den forrige ‘Where Owls Know My Name’, der også var en virkelig god plade. Her er der tale om et værk, hvor bandet forener dødsmetal med noget så, for genren, aparte som saxofon, cello, kor, orgel og akustisk guitar. Det er så progressivt, at det ikke længere giver mening at kalde det dødsmetal. For de låner lige så meget fra Pink Floyd, som de gør af Opeth, Gojira og Meshuggah. Når de er allermest grandiose i lydbilledet, er der sågar en snert af Devin Townsend inde over. Mens de stadig blaster på samme niveau som Suffocation gør, når Rivers of Nihil lægger tyngde i musikken.

‘The Work’ er et værk. Og det er også arbejde at blive glad for den. For den starter stille og roligt ud med ‘The Tower’, der er alt andet end dødsmetal, men netop allerede fra start gør det klart for lytteren, at det her er noget mere og andet end en typisk genreudgivelse. Derefter fortsætter den over i den direkte voldsomme ‘Dreaming Back Clockwork’, hvor Rivers of Nihil gør det decideret ubehageligt, og begår et sonisk overgreb på lytteren. Kaos og kakofoni direkte i øregangene. Den diametrale modsætning til drømmende ‘Wait’, der følger efter.



Med den start når vi så pladens midte, hvor Rivers of Nihil i den grad hæver niveauet. Med den effektive banger i ‘Focus’, hvor omkvædet er stort og fungerer på egen hånd som et regulært hit. Den bliver bare endnu bedre i den store sammenhæng, hvor den går direkte over i ‘Clean’, der er der, hvor Pink Floyd for alvor kommer frem, og der er sågar en snert af Muses ‘Uprising’ i keyboard-sektionen et par minutter inde i nummeret. Og som en regulær tretrinsraket kommer ‘The Void From Which No Sound Escapes’ og sætter den endelige trumf på. Her er der fuld udblæsning på alle Rivers of Nihils afarter. Kor, der akkopagmeres af heftig dobbeltpedal og en solo på saxofonen. Her får Rivers of Nihil igen hjælp af saxofonisten Zach Strouse’, der også hjalp dem på den forrige plade.



Vokalen er både ren sang og growl. Der bruges den vokal, der passer bedst, og sommetider er de begge i gang samtidig. Der synges tematisk om indre dæmoner, om tvivl og andre store gennemgående temaer, der også giver sangene en dybde og et niveau af refleksion, der ikke bare lader sig slå hen som tidstypisk brølen. 

‘MORE?’ er der, hvor den klassiske Rivers of Nihil titter frem og giver en vibe af Gojira og Meshuggah, mens ‘Tower 2’ og ‘Episode’ er decideret smuk musik, der ikke har så meget med rendyrket dødsmetal at gøre, men som bestemt ikke savner noget i hverken tyngde eller melodi, for her får guitaren virkelig lov til at skinne igennem. Det har ‘Maybe One Day’ heller ikke med dens kirkeorgel og akustiske guitar, men er også lækker musik. Rivers of Nihil har nogle vilde musikalske ideer og evnen til at føre dem ud i livet på en smuk måde. 



Pladen sluttes af med ‘Terrestria IV: Work’, der er 11 minutters ren opvisning. De har på alle deres fire plader haft en ‘Terrestria’-sang, hvor de forrige hed ‘Thaw’ på debutpladen, ‘Thrive’ på ‘Monarchy’ fra 2015 og ‘Wither’ på ‘Where Owls Know My Name’ fra 2018. Her med ‘Work’ hedder den så det samme, som pladens titel.

Coveret er af ingen ringere end legenden Dan Seagrave, der står bag nogle af de ikoniske pladeomslag fra Morbid Angel, Suffocation, Entombed, Hypocrisy og sågar danske Invocator. På den måde kipper Rivers of Nihil stadig med hatten til deres dødsmetalliske ophav, men musikalsk er de kommet langt videre.

‘The Work’ bør høres som et helt værk. Det er måske første gang, denne anmelder oprigtigt har ment det om en heavy metal plade i mere end 20 år. Rivers of Nihil bør virkelig overveje at spille den fra start til slut på Stengade sidst på året, når de er på turné i Europa. ‘The Work’ er et værk. Et mesterværk. Intet mindre. Lyt til den. Fra start til slut.