Top 5 – Danske EP'er

EP’en drukner let under vægten af dens længere storebror – denne top 5 er derfor dedikeret til nogle af de skarpeste EP-udgivelser, den danske scene har budt os gennem årene!

I mange år forbandt jeg, med meget få undtagelser, primært EP-formatet med punk-verdenen. Sådan noget med, at korte udgivelser er noget med korte numre – en stereotyp, der siden hen har vist sig ikke (nødvendigvis) at holde stik.
Normalt er EP’en et springbræt, der vinder bedst an, når hensigten står klart. Måske et eksperiment som sidespring fra det velkendte. Måske et band, der stadig er ved at definere sig selv, eller et særligt tema, der ligesom binder det hele sammen. På den måde et spændende format, der sjældent gives den samme opmærksomhed som fuldlængden – og som netop derfor kan både bryde med kunstnerens vante råderum og minde om en del af bagkataloget, der bare ikke er nær så overspillet som alt det andet.

Med det som udgangspunkt har jeg fundet en håndfuld, der for mig lige står dén tand skarpere end mange af de andre. Er det de bedste? Det kan diskuteres, men for mig har de i hvert fald alle nogle helt særlige kvaliteter, som gør dem fortjent til en stund i rampelyset!

1. Illdisposed: ‘Return From Tomorrow’ (1994)




En glemt klassiker fra Progress-årene. Året efter ‘Four Depressive Seasons’ fik de Morten Gilsted med som guitarist og sangskriver, og Bo Sommer begav sig for første gang udi det subwoofer-brøl, han sidenhen har gjort til sit eget.
Resultatet er ‘Return From Tomorrow’, der på små 21 minutter udmærker sig som den mest brutale og kompromisløse Illdisposed-udgivelse gennem årene. Et non-stop angreb på lytteren, helt undtaget for vittige filmsamples eller andet til at nedtone alvoren undervejs. Samspillet mellem guitaristerne Lasse Bak og Gilsted står overvældende skarpt, riffarbejdets ekstreme natur taget i betragtning, hvilket ikke mindst skyldes Jan Borsings producertricks. Sjældent, at dødsmetal i den så ekstreme ende var så velproduceret på det tidspunkt, og især Michael Enevoldsens groovy stil bag trommerne hjælper til at give bandet dét mere schwung undervejs. Samtidig overdubber Sommer/Subwoofer sig selv pladen igennem som for at hæve vokalens brutalt sindsforstyrrede klinge, mens det lyriske indhold nærmest antager filosofiske dimensioner, der godt kan anbefales at læse med på, hvis man da lige har CD’en stående.

En sjælden gang imellem lufter 'Posen ‘Depersonalisation’ live – men udover det er ‘Return From Tomorrow’ desværre en plade, der er meget glemt i Illdisposed-kataloget. I min verden er den dog ofte det bedste, som en optakt til, hvor de bevægede sig hen med ‘Submit’ efterfølgende.


2. By The Patient: ‘Afterbirth’ (2013)




Pladen, der i det hele taget fik mig ind på idéen til denne top 5.
By The Patient var hyperaktive med tre albums og to EP’er i løbet af deres seks års eksistens. Hvor forgængeren ‘Premonitions’ var mere død med atmosfæriske udsving, så er der, med undtagelse af det korte, instrumentale titelnummer, til gengæld intet højt til loftet over ‘Afterbirth’. Tværtimod er udtrykket mere smadret, tungt og groovet i det, hvor særligt Adam Schønemann får demonstreret sin høje kadence bag trommerne – omend det dog ikke er teknikaliteterne, der bærer værket her, så meget som den gode sangskrivning. Fire sange på sammenlagt 17 minutter, hele tiden med mørket og den indestængte aggression som drivkraft.
‘Of Darkness’ lægger hårdt og huggende ud, inden den halvandet minut inde går helt ned i gear og langsomt bygger op til det afrundende, fængende “There’s no escape”-refræn. ‘A Dead Meaning’ er straks mere groove-orienteret, indtil de tre akkorder i verset trækkes ud i nærmest episk doomet gear – og beskidt som bare fanden! Riffet i ‘Bellum’ er berusende overgearet, og igen udnyttes pacingen til deres fordel i det afrundende crescendo, inden titelnummeret slutter af på lettere atmosfærisk vis.

Vores anmelders eneste anke dengang var, at “... selvom der egentlig varieres godt, så har den korte spilletid også begrænsninger” – og de begrænsninger var der så ikke den efterfølgende svanesang, ‘Gehenna’. Jeg synes dog stadig, sangene på ‘Afterbirth’ gør den fortjent til mere airplay, for niveauet er virkelig højt – for mig faktisk højere end alt det andet, de drenge har bedrevet, inklusiv Orm!


3. Mercyful Fate: ‘S/T’ (1982)


Den første udgivelse fra Mercyful Fate, og hvilken kickstart!
På dette tidspunkt er numrene knap så udviklede, som de ville blive allerede på ‘Melissa’ året efter, men kemien mellem de to guitarister Michael Denner og Hank Shermann blænder allerede her, med leads og licks konstant flyvende ind fra højre og venstre! Vi snakker heavy metal i den overgearede ende, den vilde ungdom stråler, og satanismekortet gennemsyrer det hele, ikke mindst i artwork og lyrik. Endelig kommer vi ikke uden om falsetten fra Kongen selv, der her er noget mere rusten og upoleret, end vi hurtigt ville komme til at kende den, men stadig så umiskendeligt Kingsk – ‘Devil Eyes’ alene er som en tidlig demonstration af, hvad der gjorde/gør King Diamond til noget helt udover det sædvanlige!

Det er ikke svært at høre, hvorfor denne EP er så ekstremt vigtig for sin tid. Selv ‘Nuns Have No Fun’, der er den mest traditionelle heavy-skæring herpå, er betydeligt mere ekstrem end dine Maidens, Angel Witches og hvad vi ellers havde derude i 1982. Og så åbner den med den fænomenale ‘A Corpse Without Soul’, der fortsat er en af de mest hyldede Fate-bangere i kataloget. Det kan godt være, at ‘Mercyful Fate’ ikke underholder nonnerne derude, og at EP'en overordnet set vinder mere på historik end på udviklet sangskrivning, men det udelukker på ingen måde det faktum, at den gav os en glimrende, mere rå forsmag på det, Mercyful Fate hastigt ville blive til!


4. Slægt: ‘Beautiful and Damned’ (2015)




Godt nok debuterede de med ‘Ildsvanger’, men det var dog på ‘Beautiful and Damned’ samme år, at Slægt fandt deres udtryk. Et udtryk, der dels trak veksler på Tribulation og Dissection i de blackede sekvenser, og samtidig bevægede sig godt rundt i både galopperende heavy-paroler og i 70’er-rockens mere lirede guitar-udskejelser.
‘Move In Chaos’ blev hurtigt en live-staple for bandet, velopbygget og harmonisk i sin kaotisk blackede grundkerne, med første lejlighed til rigtig at høre Anders Jørgensen folde sig ud, både på egen hånd og i twinleads med Oskar Frederiksen, sangskriveren i front. Titelnummeret runder pladen af i samme, instrumentale gear, og indimellem finder vi også ‘Alshinecheri’ og den akustiske, meget Ulver-inspirerede instrumental ‘Church of the Night’ med ditto vævende guitarsekvenser.
Trommeslager Adam Nielsen bør her fremhæves som en vigtig spiller pladen igennem uden at være flashy, men med god sans for pacingen til at bygge op og sikre pulsen sammen med bassist Olle Bergholz. Som vores dom lød dengang: “Det er stadig råt i fundamentet, men det toppes af fremragende melodier, som ofte tilføres interessante harmonier.”

Kernebesætningen af de fire fandt for første gang lyden og nerven sammen her på ‘Beautiful and Damned’, og titlen kunne dårligt være mere rammende – en meget professionel, velproduceret EP til at føre Slægt ind i rampelyset inden ‘Domus Mysterium’ med både melankoli, mørke, episke kvaliteter og ambitionerne udenpå tøjet.


5. Paragraf 119: ‘Musik Til Ulempe’ (2001)


Koger du det gamle Ungdomshus på Jagtvej 69 ned til en anarchopunket ekstrakt af alt, hvad der rørte sig derinde af aktivistisk idealisme og samfundskritik, så er resultatet Paragraf 119!
Et hidsigt band, der i kaskader af to-minutters skæringer konsekvent harcellerede mod samfundets manglende forståelse for deres værdier, hvadend det handlede om anti-fascisme, dyrerettigheder eller anti-sexisme. Og, ej at forglemme, deres oplevelse af afmagt over for, hvordan vold mod politiet-kortet blev udnyttet på det groveste, jævnfør bandnavnet (§119: Vold mod tjenestemand i funktion).
EP’en ‘Musik Til Ulempe’ skiller sig ikke ud hverken i budskaber eller i stil fra deres øvrige udgivelser – den kondenserer til gengæld det hele ned til en EP på 10 minutter og byder på nogle af de mest potente bangere i P119-repertoiret. ‘Middelklassejunkie’ udstiller fx folks behov for lykkepiller i linier som: “Det eneste I kender til er stress og jag / Det er en nådesløs kamp at komme igennem en dag / Det må være oppe i jeres hoveder, at noget gik galt / For alt i jeres liv er jo så gennemført normalt!”. Åbneren ‘Intet Glemt, Intet Tilgivet’ er efterfølgende blevet et fast slogan som reference til væltningen af Jagtvej 69 seks år senere, men handler så allerede i dette tilfælde om at svine de politifolk til, der tæsker dem, “... mens tusind journalister holdt deres kæft!”. Indignationen er åbenlys, og de to sangeres konstante trade-off af linier sikrer, at deres crustede attack aldrig taber pusten!

‘Musik Til Ulempe’ er på alle måder en kompromisløs og vild udgivelse, som et throwback til Jagtvej 69's mest aktivistiske punkscene. En adresse jeg aldrig selv frekventerede, men som ikke desto mindre stadig har sin charme i dette anarchopunkede udtryk, ikke mindst i kampen for at føle sig hørt og forstået – en kamp, der altid er værd at tage op!


Worthy mentions:
Düreforsög: ‘Chicken, Ehh’ – en kort, mere lo-fi forsmag på kultpladen ‘Knee’!
Ædel Fetich: ‘I Aftes I Tunnellen’ – Stadig dugfrisk, og et band jeg har store forhåbninger til!
Disneyland After Dark: ‘Standin’ On the Never Never’ – D-A-D var nu engang bedst, dengang der gik halmballer og Marlboro-romantik i den!