Ikke just glansbilleder
Skvat og hovedparten af bøllerne fra Stikkersvin er tilbage, nu i Ædel Fetich, og Skvat er blevet stærkere. Som sanger, altså. Jeg vil ikke antage noget, hvad angår biceps.
Glansbilleder
Råt Grønt Kød
I Aftes i Tunnellen
Så Kom!
Under min opvækst i en ussel forstad til en jysk provisby var tunneller noget, man skulle være varsom med. Man skulle nødigt blive fanget der, hvis Søren Skrald eller en af de andre store på knallerter besluttede sig for at fordrive kedsomheden med lidt rekreativ vold. Der var nedrige svin overalt.
Jeg kan virkelig mærke det coverbillede til ‘I aftes i tunnellen’. Det føles dragende og farligt, meget ligesom Ædel Fetichs musik. En sammenligning med Stikkersvin er vel nærmest uundgåelig, siden det kortlivede band formåede at få en del hul igennem med deres underholdende og fængende take på black metal. Ædel Fetich er ikke milevidt derfra. Skvat synger stadig (delvist) operatisk, og teksterne er stadig på dansk, tempoet er stadig sat til fuldkomment ørevrid på knallerten, og attituden er stadig bøllet as fuck. Beskidt, ondt, og det tager pusten fra dig. Præcis som at få et los i sækken.
Men der er også forskelle. Skvat har udviklet sig som sanger, og der er nu flere facetter og mere (selv?)sikkerhed i leveringen. Riffsene er stadig rå og punkede, men der har sneget sig en umiddelbarhed og melodiøs appetitlighed ind i dem.
Lyt for eksempel til åbningsriffet på ‘Glansbilleder’. Den anden, mere brølende vokal fungerer også rigtig godt, og det er, som om bassen hos Ædel Fetich spiller en mere melodiøs rolle i lydbilledet, end det var tilfældet hos Stikkersvin. Det er bestemt et plus, som man for eksempel kan konstatere på titelnummeret, der svinger smukt mellem tonalt overskud og absolut rasende og raserende blastbeatstykker.
Der er et flot overskud i samspillet mellem de fire bandmedlemmer på ‘I aftes i tunnellen', som giver en lyst til at høre mere, og man kan let nyde detaljerne i Ædel Fetichs musikalske evner takket være Marcus Ferreiras produktion og Saxtorphs mix og mastering. EP’ens spilletid på et lille kvarter er næsten for hurtigt overstået, så lad os håbe, at Ædel Fetich snart vender tilbage med en lidt længere udgivelse.
Kompositorisk lægger de fem numre sig lidt i samme ramme. Der bruges ikke for megen energi på at opbygge lange finurlige sekvenser med elegante progressioner. I stedet får vi serveret svesken på disken i ukomplicerede, men absolut effektive A, B og nogle gange C-stykker, der ofte ret abrupt afveksler hinanden, men ukompliceret skal ikke forveksles med dårligt. Her gælder det om at få sparket de musikalske pointer effektivt i fjæset på lytteren, og det fungerer flot. Så flot, at man både længes efter og frygter for at møde Ædel Fetich i en øde tunnel.