Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

2022 – Flammeskriftet

Updated
ukraine---javelin---3-18-22-ap_22062718843490_wide-7ca33d8161482986897ceafbccd8d4d700135597-s1400-c100-2

På mange måder er det næsten mere oplagt at lade 2022 gå op i flammer end at skrive flammende om året, hvor Putin viste sig at være præcist det røvhul, vi godt vidste, han var, men vi insisterer på lutrende ord!

Det er nu heller ikke så svært, for du almægtige Satan, hvor har metalscenen, den hårde rock og dens mange mørke randområder givet os mange gode oplevelser i 2022. Den danske scene har spiret, sat vovemodige vildskud, og vi har været der for at bevidne det, for eksempel da vi interviewede Orm, Tvivler, Pleaser, Puke Wolf og Hiraki - men også Dirt Forge, SYL og Troels Højgård fra Vægtløs. Vi overværede bands sætte mænds følelser og rolle i samfundet i spil på en særdeles frugtbar måde.

Vi overværede John Cxnnor katapultere musikken langt ind i fremtiden under en intet mindre end skelsættende koncert på Roskilde Festival, og vi jublede, da Strychnos endelig efter 25 års tilløb albumdebuterede, men gjorde det med en lyd og en attitude, der er frisk og peger fremad mod de næste 25 år frem for de foregående. Og vi oplevede Orm løfte ambitionsniveauet endnu en tak og vise os alle, hvad der sker, når modet ikke svigter.

Det vil vi meget gerne se mere af i 2023, og for eksempel glæder vi os til at høre mere fra LLNN, nu med Victor Kaas på vokal, og vi glæder os til, at Vægtløs giver os deres debutalbum. Vi glæder os til at høre mere fra Vulvatorius, og ikke mindst glæder vi os til alt det, vi slet ikke har fantasi til at forestille os.

Fremtiden er her nu
På samme måde var der også international grøde i vandene. Ja, ja, der var også masser af metal-dinoer, som kørte business as usual i skæret fra den snarligt kommende meteor, men der var også yngre kræfter, der iførte sig jernskjorten og udfordrede forretningsmodellerne og det hvide overherredømme i den sorte metal, som Blackbraid gjorde det med sit fremragende debutalbum, eller som Gggolddd, der udfordrede genrekonventionerne og behandlede voldtægtskulturen både live og på plade. Lad os håbe, at de aldrende øgler vil vige pladsen for mere nyklækkede og nysgerrige æg i Copenhells og andre metalfestivalers lineups. Bevares, vi var da glade for både Mercyful Fates og Emperors koncerter, men vi vil hellere se lineups, man kan skære sig på, end at se legenderne lige klare skærene.

Opfordringen er hermed givet videre. Vi holder øje med jer, bookere.

Det fælles ansvar
Men vi holder også øje med jer, kære læsere. For i sidste ende er elendighederne også jeres skyld. I stemmer med jeres penge og med jeres opmærksomhed, så ret den nye og spændende steder hen. Opsøg musik, der ikke er pasticher af noget, I har hørt før. Lad nysgerrigheden frem for trygheden være drivkraften. Udsæt jer for musik, der volder jer kvaler eller vender jeres verden på hovedet. Opsøg musik lavet af folk, der ikke ligner jer selv og vær med til at skabe en ny kultur frem for blot at forbruge af fortiden som en slange, der æder sig selv. For eksempel interviewede vi palæstinensiske Zalaam. Det kunne være et sted at starte. Men vær også med til at skabe en ny kultur ude i miljøerne, på spillestederne og på festivalerne. Scenen er ikke noget, vi får forærende. Den er noget, vi skaber sammen.

Virkelysten er som udgangspunkt god, men bekymringen herfra er naturligvis den kannibalisering, der medfølger, når snart alle byer har deres egen metalfestival. Det danske metalmarked degenererer hastigt mod blot at være en homogen masse. Festivalkoncepter, der fremstår ens og slår på samme afskyelige fællesnævner: folkefesten.

Som festivalmarkedet udvikler sig, forventer vi flere konkurser, aflyste festivaler og ditto koncerter. Markedet vil altid regulere sig og en overflod af udbud VIL blive mindsket. Det er en sund udvikling, men på en trist baggrund, der vil koste folk tid, penge og ikke mindst gejst.

I stedet håber vi på, at denne udvikling vil blive mødt med et differentieret udbud. Mere genrespecifikt, mindre folkefest og dermed mindre sandsynlighed for kannibalisering og en mere smertefri regulering af markedet.

Men nok løftede pegefingre. Her er, hvad vi holdt af, hvad vi knap holdt ud, og hvad vi ønsker os af det nye år.

Årets danske album: Strychnos: 'A Mother's Curse' og Orm: 'Intet Altet'
Martin Leth var ikke mere end en teenager, da han startede Strychnos tilbage i 1997. Tanken var fra starten et makabert univers. Blackened death metal med tekster om tortur, død og ødelæggelse. ‘A Mother’s Curse’ er kulminationen på et projekt, der stadig er tro mod ånden og stilen fra en teenagers morbide tankegang i 1997, men udført af tre erfarne musikere og en producer, der har skabt et værk, der går rent ind som en hypnotiserende horrorfilm.

Strychnos-Cover-71-1670845280.jpg

’A Mother’s Curse’ er en gennemarbejdet plade, hvor der er tænkt over detaljerne. Fra Larsens formidable bækken-spil over Leths brølende indfald til de forskellige filmsamples. Eksempelvis slutter ’A Mother’s Curse’ med lyden af Satan, der sejrer til sidst i Lars Von Triers ’Riget II’. Strychnos sejrer også med årets danske udgivelse.

Da Orm opstod ud af asken af By The Patient, var det ikke sådan lige til at høre, hvad de ville drive det til et lille årti senere. På ‘Ir’ viste Orm os, hvad vi alle sammen havde manglet, og ingen troede, at den kunne overgås.

cover-ORM-Intet-Altet-60-1664484641.jpg

Indtil ‘Intet-Altet’ ramte os lige i maven og i hovedet. ‘Intet-Altet’ har trukket grænserne for, hvor meget kompliceret musik, man kan kapere på én gang, og lader man sig forsvinde ned i dens fire årstider, vil man opleve, at tid opløses og bliver til noget ligegyldigt og abstrakt. Det er det, musik skal og kan, og derfor kommer Orms værk, ‘Intet-Altet’, også ind på sejrsskamlens øverste trin som årets danske udgivelse.

Årets internationale album: Cult of Luna: 'The Long Road North'
I mange år stod Cult of Luna i skyggen af giganter som Neurosis og Isis og blev af nogle betragtet som et sekunda-band. Her på magasinet forklarede chefen for det hele også, hvordan han har prøvet og prøvet på at forstå dem igennem deres karriere. Nu er de to skyggefulde bands gået i opløsning og Cult of Luna står alene tilbage.

long-road-north-14-1644052531.jpg

Med deres seneste plade har Cult of Luna i den grad formået at imponere redaktionen. Om det er et kærkomment nostalgisk gensyn, som for nogle, eller om det er en endelig forståelse af lyden, har svenskernes 2022-opus i den grad gjort indtryk. Og det endda selvom der bydes på saxofoner. ‘The Long Road North’ er årets internationale album.

Årets danske hit: Strychnos: 'Blessed by the Bastard Reign'

Det allermest catchy nummer fra debutpladen er præcis det, titlen antyder. Et velsignet nummer, der egentlig er noget af en horeunge. For black metal er typisk ikke det, man forbinder med vellydende musik. Det plejer at være beskidt, svært tilgængeligt og ikke noget, nogen vil kendes ved. Sådan er det ikke med Strychnos. Deres musikalske kvaliteter gør, at man netop mærker det allerede ved de første gennemlytninger. Tilpas melodisk til, at det fænger!


 
Årets internationale hit: Wiegedood: ‘FN SCAR 16’
FN SCAR 16 er et belgisk produceret automatvåben, der kan bruges til at slå ihjel med. Wiegedoods sang af samme navn er et dundrende, gnistrende og insisterende riff, der pløjer derudad, som hvis man holdt aftrækkeren inde på våbnet. Det vanvittige skrig fra forsanger Levy Seynaeve og trommerne, som med militær præcision banker sig ind i kroppen på lytteren. Egentlig en simpel sang, men udført med så megen intensitet, at det imponerer!



Årets genfundne klassiker: juryen voterer stadig
Som altid er redaktionen en ustyrlig størrelse, og derfor er der – heller ikke i år – en samlet opfattelse af hvad, der fortsat eller igen er værd at lytte til. Som altid nægter chefen at høre noget, der er ældre end to måneder, mens Manden med Weekendvesten har det lige omvendt. Nogle lod sig inspirere af jubilæumskoncerter på Copenhell eller i Royal Arena, andre fejrede metallens gudfædre og deres pladers årsdage, mens kampvognsentusiasten kiggede i værktøjskassen. Alt i alt er alt, som det plejer.  
 
Årets koncert: John Cxnnor - Roskilde Festival, 30-06-2022
Det er en sjældenhed, at alting under en koncert går op i en højere enhed, men det gjorde det under John Cxnnors koncert, som med sin futuristiske æstetik, sin fusion af både fin- og lavkulturelt kodede elektroniske troper med metalliske og industrielle greb og med et fantastisk menneskeligt nærvær på scenen skabte en succes, der både var kunstnerisk tilfredsstillende og dannede rammen om en forløsende og fællesskabsorienteret fest. Den slags skal belønnes og roses, så det gør vi her.

johnconnor-20220630-XJD4296-37-1672181394.jpg

Årets danske navn: John Cxnnor
John Cxnnor var vores nye navn i 2021. Nu er brdr. Sejersen årets danske navn. Her er ikke plads til konservatisme eller genresnobberi, i stedet er duoen et levende eksempel på nytænkning, iderigdom og lysten til at skabe et mørke, der leger med sanserne.

Et inferno af voldsomhed, provokation og opfindsomhed; John Cxnnor er essensen af metal – fremtiden, foregangsmænd og forhåbentligt inspirationskilder i ét band. Det er musik, der får maskinerne til at synge og hjerterne til at dunke maskinelt. Eller, som vores anmelder på Roskilde skrev efter deres forrygende koncert: “Nu kan jeg lykkeligt se frem mod at få mit kranie knust under en dræberrobots fod en skønne dag.”

Årets internationale navn: Gggolddd
Inderligheden, oprigtigheden og frustrationerne taler sit eget sprog i Gggolddd og Milena Evas musikalske univers, som vi så perfekt udfoldet både på Roadburns store hovedscene og Roskilde Festivals lille Gloria-scene.

ggold_20220701-_XTD5863.jpg

I begge tilfælde med udgangspunkt i den fremragende gennembruds-skive ’This Shame Should Not Be Mine’. Konceptpladen om den voldtægt, Eva oplevede som 19-årig, og som kryber så stærkt ind under huden, at man skal være komplet blottet for følelser og empati for ikke at lade sig rive med. Gggolddd mestrer om nogen at understrege de hårde budskaber både musikalsk, hvor harsk dissonans, metallisk kulde og ambient minimalisme lægger præcis det mørke under de inciterende, indfølte tekster. Tekster, der evner både at konfrontere misdæderen, men også ærligt fortæller om de traumer, voldtægten førte med sig. Nøgent, råt, vredt - men også med forsigtigt håb om noget bedre.

Er man så heldig at have mødt Gggolddd live, vil man nikke genkendende til, at publikum er tilskuer til et dystopisk teaterstykke, hvor dramatik og sårbarhed går i perfekt symbiose med musikken og lyrikken. Gggolddd mestrer både små og store scener og er med de stærke budskaber og Eva’s store mod, umulig at sidde overhørig i disse år.
 
Årets nye danske navn: Stikkersvin



Vi vidste egentlig godt, at nogen havde fat i noget rigtigt med Stikkersvin, allerede da vi hørte de første toner fra dem for to år siden. Vi var langsomt ude af starthullerne og fik først alt for sent givet demoen den anmeldelse, den fortjente.

Det var dog først efter at have oplevet dem i levende live, vi for alvor fik øjnene op for dem. Derfor er det også med to års forsinkelse, vi kårer dem til “Årets nye, danske navn”. For hvis man tænkte at ‘Kælderens Barn’ i sig selv var medrivende, var det (grumset) vand ved siden af de shows, vi fik kastet efter os. Kombinationen af drilsk queerness og tændersammenbidende black metal er hamrende ægte og lige, hvad vi har brug for.



Et andet nyt band, der gjorde næsten lige så stort indtryk på redaktionen var aalborgensiske Vægtløs, der hiver os over til den anden side af skalaen. Hvor Stikkersvin vil slås og række tunge, er Vægtløs velplaceret i den tunge ende.
Desværre – eller måske heldigvis, hvis man spørger sanger Troels Højgaard  – kan de fleste af os relatere til de tunge temaer om død på Vægtløs’ ‘Kakofoni’, og det er svært ikke at se, hvor vigtigt og vægtigt dette er, når man, som vi, har oplevet bandet live.
 
Årets nye internationale navn: Blackbraid
Som et lyn fra en klar himmel, brød Blackbraid ud fra de skovklædte bjergsider i det nordøstlige USA. Få havde set Jon Krieger blive den massive, internationale succes, han er blevet. Det er en bedrift at holde sig uafhængig som musiker, særligt når man er ganske ny på scenen, og pludselig rammes af massiv opmærksomhed, og adskillige pladeselskaber tilbyder kontrakter til højre og venstre.



De musikalske kvaliteter er dog naturligvis primære og uafviselige. ‘Blackbraid I’ er en gennemført solid black metal-plade, der både trækker på oprindelige amerikaneres instrumenter og lyde, kaster blikket tilbage mod starthalvfemsernes Skandinavien og spiller sine helt egne takes på den klassiske genre. En velfortjent placering som årets nye, internationale navn.
 
Årets comeback: Mercyful Fate

mf7 31 1655597844

En af vores skribenter skrev kort og godt “Den bedste koncert, jeg har været til i årevis.” i sin årsliste. Det legendariske band med King Diamond i front tog omsider på turné igen i 2022, ramte Copenhell en magisk nat og gav lige dele nostalgi og håb for nyt materiale på Refshaleøen, da de ikke blot spillede gamle klassikere, men også luftede nyt materiale.  

Årets fysiske udgivelse: Anders Molin: 'Den Metalliske Sjæl'

Den Metalliske Sjl 49 1643484693

En børneroman er vores fysiske udgivelse i 2022. Da forfatteren bag også er skribent her på Devilution, siger det måske mest af alt noget om, at den fysiske udgivelse for musikken/metallen er så godt som død, hvis man ikke er feinschmecker. I modsætning til læseoplevelsen, hvor mange stadig oplever en kæmpe forskel på at sidde med papir eller skærm, har det kun for de få en betydning, om musikken kommer på vinyl, CD eller via streaming – der skal mere til at imponere end en flot booklet. Som for eksempel en flot bog:
 
Den missede vi i 2021: At snøre vores snørebånd
Mest af alt missede vi et par snørebånd der var ved at gå op. Dette stod på i flere måneder indtil de havde udviklet sig til en fælde for vor skribent Hanna Ella Sandvik. Konsekvensen af dette var en slemt brækket albue.
 
Årets optur: Den danske scene
Den danske scene og dens opblomstring er uden tvivl årets optur. Vi ser en samling af den fragmenterede kultur, hvor man lige så vel kan høre følsom post-punk som deathcore, og hvor dødsmetalbands kan dele scene med hardcoreorkestre. Det er skønt at se og mærke, og det er vigtigt for at holde scenen spændende, at den store balkanisering er begyndt at trække sig tilbage.

Derudover betyder det også, at både traditionelle bands og nyere skud på stammen, får en tiltrængt inspirationsindsprøjtning og derved kan lave ny og spændende musik. Ingen favner dette mere tydeligt end John Cxnnor. Ved at opbygge deres helt særegne lydbibliotek og kaste sig hovedkulds ud i stort set alle andre bands, skaber de en fællesskabsfølelse, der sjældent er set overgået. Det store antal gæstevokalister, Eyes’ Victor Kaas, Cabals Andreas Bjulver og Hirakis Jon Gotlev indbefattet, skaber en følelse af en samlet scene.

49DF8670-3285-4557-A69D-9CA8095B249A-32562-0000302B9FBA9A12.jpg

Det er væsentligt at den danske scene samles, men også at der ikke går kakkelbord i den, og vi derimod konstant udfordrer og udfordres og skubber vores kollektive rammer udad og fremad. Og det ser vi ganske tydeligt, med John Cxnnor som spydspids.

Årets største skuffelse: Metaldanmark vs Jonas Visti
Hvor dele af scenen var årets optur, var andre årets nedtur. Som det ofte sker, var internettet en selvfødende spiral af tåbelighed i foråret, da Danmarks Radio besluttede sig for at gå på opdagelse i den sorte gren af metallens stamtræ.

Satans sorte vinyler 1 96 1647249610

‘Vistis Sorte Vinyler’ var en dramatiseret popdokumentar om et emne, der for mange lå langt fra det velkendte, og som en sådan derfor var bygget op som en indførelse, der både bød på et godt interview med danske Nyredolk, et forstyrrende ditto med Shinings Niklas Kvarforth, kyndig instruktion fra eksperter, og – naturligvis – de mere dramatiske epoker og emner, som for eksempel kirkeafbrændinger, drab og nazisme.

At dokumentaren sine steder var mere åndssvag end oplysende skal der ikke herske tvivl om, men som Heavy Agger var det i 90’erne, var det også en mulighed for at få bredt viden om og interesse for en obskur genre ud – noget, som vi har brug for, hvis vi skal se fornyelse og vækst.

Alt det ovenstående forstod en større gruppe mennesker ikke, og derfor flød særligt facebook, men også andre sociale medier og platforme, over med gråd og tænders gnidsel, hvis ikke direkte chikane og tilsvining af medvirkende, herunder særligt værten Jonas Visti. Det var ikke et kønt udtryk for vores kultur og vi fremstod som helhed både selvhøjtidelige og fladpandede.

Største ønske for 2023: Originalitet
Opblomstringen i antallet af festivaler har også ført til en kunstnerisk stagnation – for ikke at sige dødvande. For som antallet er steget, er programmerne blevet mere og mere identiske. Som når hele klassen får samme karakter i matematikprøven, fordi de alle har kopieret samme opgave. Ikke nok med det, men i dette tilfælde har de så valgt at kigge efter ham, der får ekstratimer i faget, fordi det er lige lovligt svært at fange det med plus og minus.

Det er det nemme, det velkendte og det, som farmand m/k/nb røg smøger og drak bajere til i sin ungdom. De store, store bands. Alverdens versioner af Kiss og deslige trækker uforholdsmæssige veksler på festivalernes bookingbudgetter og gør det til søvndyssende godnatlæsning, når nye pressemeddelelser udsendes. Vores håb, som et medie, der afsøger grænserne for mørk musik og hellere end gerne satser på skud i tågen er, at der lægges reelle planer og formuleres reelle temaer for livemusikken i Danmark. Mere Colossal Weekend, mindre Døllefjelde Musse Marked. Vi kræver originalitet og kant.

Det glæder vi os mest til i 2023: Alt der ikke er som det plejer
Kan vi snart sige det på flere måder? vi glæder os til at opleve noget nyt, noget, der ikke er, som det plejer - hvad det er, kan vi pr. definition ikke udtale os om.

Menu